I går var det et år siden, jeg sad for bordenden sammen med Europarådets 47 medlemslande, og vi i fællesskab underskrev København-erklæringen. Med København-erklæringen fik vi sikret en historisk reform af det europæiske menneskerettigheds- system.
Erklæringen var kulminationen på Danmarks formandskab af Europarådet i foråret 2018. Vi besluttede at bruge vores formandskab til at sikre, at staterne fik større selvbestemmelse, særligt i udvisningssager, og at vi fremtidssikrede menneskerettighederne.
Aftalen gør det helt klart, at ansvaret for at overholde menneskerettighederne først og fremmest ligger hos de enkelte lande og deres regeringer, parlamenter og domstole.
Det har hele tiden været min klare holdning, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke skal behandle småsager eller afgøre spørgsmål, som landene godt selv kan finde ud af. Domstolen er til for at løse de store principielle menneskeretlige spørgsmål.
Det er afgørende, at vi får skabt et menneskerettighedssystem, der fungerer effektivt, fokuseret og balanceret. Og det er netop det, som København-erklæringen bidrager til. På grund af reformen kan vi i dag glæde os over et mere strømlinet system.
Med reformen er det blandt andet blevet lettere for lande, der lever op til menneskerettighederne, at udvise kriminelle udlændinge uden unødvendig indblanding fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det skal nemlig ikke være sådan, at domstolen sætter sit eget skøn i stedet for de nationale myndigheders, når myndighederne har inddraget alle relevante faktorer og foretaget en fornuftig afvejning af hensynene.
Det har lykkeligvis allerede afspejlet sig i en række vigtige udvisningsdomme, hvor domstolen har fundet, at det var i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen at udvise kriminelle udlændinge fra Danmark.
Tænk bare på den storkriminelle kroatiske statsborger Jura Levakovic og den jordanske statsborger Assem Hassan Ali, der begge havde klaget over deres udvisningsdomme. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastholdt – i afgørelser, som reflekterer København-erklæringen – at Danmark er i sin gode ret til at udvise de to.
Sidenhen har domstolen sågar helt afvist overhovedet at behandle sager om udvisning af terrorsympatisøren Said Mansour og flere andre kriminelle udlændinge.
Det er den nye virkelighed. Og det er godt. For formålet med at reformere det europæiske menneskerettighedssystem bundede netop i et ønske om, at de europæiske menneskerettigheder skulle tættere på de over 800 millioner mennesker, der bor i lande, som er medlemmer af Europarådet. Det er jeg i dag stolt over at kunne sige, at vi er lykkedes med.
Flere eksperter på området har udtalt sig i positive vendinger over reformen, men alligevel stod kritikere klar med tesen om, at København-erklæringen ikke ville have nogen effekt eller betydning i praksis.
Et år efter kan vi på trods af det konstatere, at reformen har haft en ganske betydelig effekt.
Samtidig har flere forskere og eksperter påpeget, at de danske domstole det seneste år har strammet op på praksis for udvisning af kriminelle. Det vidner en lang række afgørelser om udvisning af flere bandemedlemmer – herunder Shuaib Khan – netop om.
Samlet set sender det et utrolig vigtigt signal om, at det har konsekvenser at begå kriminalitet i Danmark. Udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet, har intet at gøre i Danmark og skal sendes ud hurtigst muligt.
København-erklæringen har været med til at give et større råderum til at udvise kriminelle udlændinge, og der er derfor al mulig god grund til at fejre dens etårs fødselsdag.
Søren Pape Poulsen er justitsminister (K).