Prøv avisen

Kære Kristian Ditlev Jensen. Hvorfor afvise MeToo blot ved at sammenligne med noget, der er værre?

Anders Brønholt

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

At dømme efter Kristian Ditlev Jensens udtalelser skal særligt højtuddannede, middelklassekvinder tænke sig særligt godt om, inden de anklager nogen. Hvorfor ved jeg ikke, men måske mener debattøren, at dette segment af kvinder har opbrugt deres taletid

At der er forskel på en hånd på et lår og en gruppevoldtægt, er der næppe nogen, der er i tvivl om. Men i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad bragt den 15. oktober sætter sognepræst og forfatter Kristian Ditlev Jensen spørgsmålstegn ved indholdet i aktuelle avisartikler og Facebook-opslag, som efter hans udsagn prioriterer såkaldte ”upassende tilnærmelser” over mere alvorlige tilfælde af seksuelle krænkelser som gruppevoldtægt af kvinder og børn.

Kristian Ditlev Jensen retter opmærksomhed mod det radikale folketingsmedlem Katrine Robsøes Facebook-opslag fra 2016, dateret efter den i medierne stærkt omtalte episode, hvor Morten Østergaard skulle have forsøgt at kysse Katrine Robsøe imod hendes ønske. Det beskrives, hvordan Katrine Robsøe ses på billederne i såkaldt ”kælen omfavnelse” af Morten Østergaard.

I min optik er der uendelig langt mellem et uønsket kys og en gruppevoldtægt, men jeg finder det særdeles ufrugtbart for den aktuelle debat, at omtalte episoder sammenlignes med det, der er værre. Det er faretruende let at afvise en given anklage ved blot at stille den op mod voldsomme ord som ”gruppevoldtægt” og ”seksualforbrydelser”.

Som jeg ser det, handler den nuværende debat om at belyse den kultur, vi i dag har og tidligere har haft omkring det romantiske møde mellem mennesker. Det handler ikke om at sammenligne episoder og vurdere, hvorvidt vi finder offerets krænkelse berettiget eller ej. Når Kristian Ditlev Jensen samtidig beskriver Katrine Robsøes måde at omfavne Morten Østergaard på, synes det underforstået, at hun i en eller anden grad selv er ansvarlig for krænkelsen – hun har trods alt både drukket café latte og delt lakridser med ham.

Men vi må ikke lade os friste af den nemme fordømmelse af de kvinder, der står frem med krænkelsessager i denne tid. I umindelige tider har kvinder været kulturelt undertrykt af mænd, som har lært, at kvindekroppen er en slags ”offentligt domæne”, som kan berøres for at kommunikere seksuel interesse eller for at demonstrere et ujævnt magtforhold.

Kvinder har samtidig lært, at mandens tugt skulle opfattes som en kærlig kompliment, at en modstand mod grænseoverskridende tilnærmelser skal overvejes nøje, og at denne modstand kan have negative konsekvenser for hende. Lige for tiden tror jeg ikke, det er nemt for en kvinde at stå frem med sådanne anklager.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi holder os for øje, at denne debat handler om et opgør, først og fremmest med en kultur, som gennemsyrer vores samfund, og som dikterer, at mænd kan tillade sig at befamle kvindekroppe efter behov, særligt efter indtagelse af alkohol. At ty til at hive gamle Facebook-opslag frem for at bevise offerets skyld, virker for mig så absurd i denne sammenhæng.

Og at dømme efter Kristian Ditlev Jensens udtalelser skal særligt højtuddannede, velbeslåede middelklassekvinder tænke sig særligt godt om, inden de anklager nogen. Hvorfor ved jeg ikke, men måske mener debattøren, at dette segment af kvinder har opbrugt deres taletid.

Anders Brønholt er ingeniørstuderende.