Da Israel blev udråbt som et nyt land på verdenskortet, var det et lille område, som ikke er meget større end Jylland, kun sump, ørken og fattigdom. Men i dag er landet en oase af udvikling, teknologi, landbrug og kultur.
De 72 år har ikke været nemme for Israel. Der har været kæmpet hver eneste dag for at opnå alt det, som Israel er nu. Og det er heller ikke nemt i dag at være et lille land omgivet af fjender.
Men hvad skulle vi have gjort, hvis vi ikke havde haft Israel? Israel er det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Israel er et bevis på, at man også i Mellemøsten kan have demokrati, hvis man ønsker det. Og samtidig har Israel gennem 72 år demonstreret, at selvom landet ofte har været i krig og har været plaget af terror, har man kunnet bevare demokratiet, ligestillingen mellem kvinder og mænd samt en kritisk presse. Det samme gælder desværre ikke for Vestbredden.
Der er folk i Danmark, der boykotter israelske varer. For eksempel gode vine fra Golan-højderne, pragtfulde granatæbler, dadler og grøntsager. De aner ikke, hvad de går glip af. Men Israel er umulig at boykotte. Vi kan ikke spise ret meget medicin uden, at Israel har været med til at udvikle det. Vi kan ikke blive opereret på et hospital uden, at nogle af operationsmetoderne kommer fra Israel. Vi kan ikke åbne vores computere og telefoner uden, at der sidder komponenter fra Israel. Vi kan ikke forsvare Danmark uden at bruge våben, som Israel har været med til at udvikle.
Men det vigtigste af alt. Hvis man vil boykotte Israel, bliver man nødt til at boykotte dansk kultur. Vores danske rødder er solidt plantet i Israel. Det er ikke Socialdemokratiet, der har skabt den moderne, danske velfærdsstat. Det er jøden Jesus og hans fortælling om den barmhjertige samaritaner. Andre af vores love har også deres baggrund i Israel. De Ti Bud, som Moses fik overrakt på Sinai-bjerget går igen i dansk straffelov. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk. Indtil for nylig var det tredje bud, du skal holde hviledagen hellig, også en del af vores måde at indrette samfundet på.
Mange af de navne, som vi opfatter som danske, er fra Israel. Jeg er gift med kvinde, der hedder Miriam. Mine tre sønner hedder Joachim, Benjamin og Samuel. Alle er hebraiske navne.
Vi bliver nødt til at anerkende, når vi ser på Dannebrog med det hvide kors i midten eller når vi holder fri jul, påske, store bededag, Kristi himmelfartsdag og pinse, at det alt sammen stammer fra Israel. I en tid, hvor nogle boykotter israelske varer, er der en importvare, som de ikke kan sige nej til, fordi den er vævet sammen med hele vores danske kultur. Den jødisk-kristne tankegang. Der er stor grund til at fejre Israels 72 års lange eksistens.
Landet ligger i Mellemøsten og viser de omkringliggende lande, blandt andet Vestbredden, at de også kan få skabt et godt samfund, hvis de ligesom Israel tager demokratiet til sig, den fri presse, og hvis de ligesom Israel vil være med til at arbejde hårdt for at fremme deres landbrug og teknologi. Verden ville være fattigere uden Israels kultur og teknologi. Må Gud skænke lykke og velsignelse til det israelske folk i en tid, hvor Israel blandt andet af dig, Marianne Christiansen, sættes i miskredit.
Poul Joachim Stender er præst og forfatter.