Du afleverede mig på Rigshospitalet den 30. juni 1947. Her lå jeg sammen med en flok små menneskebørn, der alle var afleveret af mødre, som ikke kunne overskue at give dem en ordentlig opvækst. Et par dage efter kom Anna og Egon, som et par år forinden var flyttet til København fra Jylland – Anna fra Ebeltoft, hvor hun havde været i huset, og Egon fra Aarhus, hvor han var blevet udlært malersvend. Jeg fik to nye adoptivforældre, og du kunne komme videre med dit liv.
Jeg fik de skønneste forældre. To mennesker, som ikke selv kunne få børn, gav mig en opvækst, hvor jeg på det nærmeste blev forgudet.
Efter en tryg barndom fik jeg en læreplads som elektriker. Som 23-årig kom jeg på højskole og mødte pigen fra Fyn, som jeg nu har været gift med i snart 50 år. Vi fik begge en læreruddannelse og endte som forstanderpar på en efterskole, som vi grundlagde på Fyn i 1983.
I årene som forstanderpar havde vi indimellem børn, som var anbragt, som regel hos en plejefamilie. Jeg er stødt på flere gode plejefamilier og har bestemt også mødt en del familier, hvor jeg nødigt ville vokse op. Hver gang, jeg mødte et plejebarn, tænkte jeg: Hvor ville det være rart, om det barn havde haft et par adoptivforældre, hvor de var et fuldgyldigt medlem af familien. Jeg er stødt på børn, som har tilbragt deres barndom hos fem-seks forskellige plejefamilier – og imellem har været hjemtaget af deres biologiske mor i kortere perioder – for det var jo deres mor – men til hvilken nytte? Det gav kun et forvirret og rodløst barn. Hvor ville mange børn blive reddet og få et godt liv, hvis de fra begyndelsen havde fået en adoptivfamilie, et par mennesker, som holdt af dem som deres eget barn, og ikke en familie, der havde dem som et arbejde.
Det glæder mig, at man igen er begyndt at tilbyde adoptioner af danske børn. Hvorfor skulle man hente adoptivbørn i udlandet, hvis det var muligt at få et dansk barn? Jeg er gennem årene stødt på mange sagsbehandlere, der kæmpede en kamp for, at deres klienter skulle beholde deres afkom, skønt alle vidste, at det ville føre til en dårlig barndom.
Nu ser det ud til, at holdningen til adoptioner er ved at vende. Sidste år havde man omkring 30 danske adoptioner af danske børn. Hurra for det!
Måske er det endelig gået op for danskerne, at en adoption er det bedste for en mor, som ikke kan give sit barn en ordentlig opvækst? Jeg håber det.
Man har gennem årene spurgt mig: ”Jamen, savner du da ikke din rigtige mor?”. Jeg har aldrig tænkt den tanke. Jeg havde et par forældre, som elskede mig.
En del år efter, at Anna og Egon var døde, fik jeg mulighed for at finde min biologiske mor, Julie, som havde født mig og afleveret mig på Rigshospitalet i 1947. Julie havde været i huset i Vanløse og var kommet galt af sted og var blevet gravid. Familien, hun arbejdede hos, sørgede for, at barnet, altså mig, blev afleveret på Rigshospitalet, som man gjorde dengang, og Julie flyttede tilbage til Varde, hvor hun kom fra, fik sig en uddannelse som sygeplejerske og en familie.
Da jeg mødte Julie, var hun en gammel kone på næsten 80 år – en sød kone, men bestemt ikke en, jeg havde manglet. Jeg havde jo haft både Anna og Egon, som elskede mig over alt på jorden. Til gengæld fik jeg den glæde at få tre søskende, som jeg de seneste 15 år har haft stor glæde af.
Der er det sidste par år lavet tv-programmer om adoptivbørn, der skulle ud i verden for at finde deres mor – der manglede noget i deres liv.
Mens Anna og Egon levede, har jeg aldrig haft den tanke, at der manglede noget i mit liv. Jeg havde jo et par pragtfulde forældre, der gav mig en god barndom.
Nogle flere adoptioner af danske børn vil være godt for mange børn og vil også spare samfundet for mange udgifter til plejefamilier og psykologbehandling.
Tak, mor. Fordi du gav mig et godt liv.
Poul Petersen, tidligere efterskoleforstander på Vestfyns Efterskole i Tommerup.