Læser: Kære plejehjem. Luk os pårørende ind i samarbejdet

Coronakrisen har tydeligt vist, at pårørende til ældre på plejehjem ikke kan undværes, mener Frances Fleur McCluskey

Skribenten efterspørger, at plejehjemmene anerkender og inddrager de pårørendes frivillige indsats. – Foto: Bax Lindhardt/ 9Ritzau Scanpix.
Skribenten efterspørger, at plejehjemmene anerkender og inddrager de pårørendes frivillige indsats. – Foto: Bax Lindhardt/ 9Ritzau Scanpix.

Tidligere flyttede man på et af kommunens plejehjem, når man blev for gammel til at kunne holde hus og have. De ”gode gamle dage” var ikke nødvendigvis særligt gode, men til forskel fra nu var det hele mennesket, der flyttede ind, og det var hele mennesket, der skulle gives omsorg, hjælp og pleje i sine sidste år. Siden da har så meget ændret sig – der er sket et paradigmeskift. Nu gælder det længst muligt i eget hjem, man kan ikke bare læne sig tilbage og blive alderssvækket – i stedet skal man holde sig i form, gå til fysioterapeut og lære at støvsuge, mens man sidder på en stol.

For at komme på plejehjem skal man være meget svækket og ude af stand til at varetage selv de mest basale hverdagsfunktioner. Man bor ikke længere på plejehjem; man lejer sig ind som i et almennyttigt boligselskab. Derudover betaler man selv for alle ydelser: måltiderne, rengøringsartiklerne, tøjvasken og så videre. Samtidig har vi, siden midthalvfemserne, sparet på de offentlige udgifter. År for år er der blevet skåret to procent – også på ældreområdet.

Imellem de store besparelser og det faktum, at plejehjemsbeboere i dag er langt mere svækkede, end de var for 20-25 år siden, er der opstået et tomrum. I dette tomrum ser vi oftere og oftere de pårørende træde ind. Vi vander planterne og går tur med vores kære. Mange sørger også for, at neglene bliver klippet, tøjet lagt ordentligt på plads og meget mere. Samtidig med at vi er en ekstra ressource for plejehjemmene, er vi også dem, som holder øje med vores kære. Vi er dem, som kritiserer, når medicineringen ikke foregår korrekt, når tøjet igen bliver væk, eller når der ligger madrester på gulvet. Coronakrisen gjorde det imidlertid tydeligt, at vi ikke kan undværes. Mange beboere blev markant dårligere under nedlukningen – både kognitivt og mentalt. Mange steder faldt kvaliteten i rengøringen, der blev ikke støvet af, vandet planter eller ryddet ordentligt op. Nogle beboere døde af ensomhed, mens andre led et knæk under den isolation, mange af dem ikke forstod.

Nedlukningen tydeliggjorde også et andet fænomen. Nemlig problematikken mellem personale og pårørende. Vi oplever ofte at blive opfattet som en trussel mod personalet, som irriterende og besværlige. Som Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand i FOA, udtrykte det i en artikel i Kristeligt Dagblad den 1. juni 2020: ” Vi kan se, at sygefraværet falder (...) det kan også spille ind, at personalet ikke skal forholde sig til en gruppe udfordrende pårørende. Det er erfaringer, vi må bruge efter corona.”

Under den gradvise genåbning så vi, at mange plejehjem forsøgte sig med ulovlig praksis: Beboere blev nægtet at komme uden for plejehjemmets matrikel, mange begrænsede pårørendes besøg helt ned til 15-20 minutter om ugen – oftest på hverdage i dagtiden, når de ansatte havde tid. Om pårørende havde tid eller mulighed, blev der ikke spurgt ind til. Da pårørende atter måtte komme på indendørs besøg, forsøgte mange plejehjem at opretholde restriktionerne.

Nu, hvor alle har fri adgang til at besøge familie og venner, som bor på plejehjem, er der stadig forhindringer på vejen; på nogle plejehjem skal pårørende ringe samt vente, til nogen har tid til at låse op. Fællesarealer er stadig forbudt område, til trods for at det tydeligt blev meldt ud, at det fra den 2. juli var muligt at besøge beboere på både udendørs- og indendørs arealer. Og sådan kunne vi blive ved.

Det må og skal ændres! Ledelsen og medarbejderne på plejehjemmene har den professionelle rolle i denne sammenhæng. Ligesom pædagoger i daginstitutioner og lærere i skolen har ansvaret for at etablere og vedligeholde et godt og frugtbart samarbejde med forældrene, skal man på plejehjem være i stand til at tage dette ansvar på sig.

Det er plejehjemmets ansvar at sørge for de aspekter af beboerens liv, som gør livet muligt og leveværdigt. Ligesom helbred, hygiejne og aktivering er aspekter, plejehjemmene i dag har ansvaret for, har de også ansvaret for at indbyde de pårørende til et konstruktivt samarbejde. Pårørende står på spring. Vi elsker vores kære. Når vi kritiserer, er det, fordi vores familiemedlem skal passes på. Han eller hun skal ikke sidde med lange, flossede, sorte negle, i beskidt tøj, brugt flere dage i træk, og vedkommende skal heller ikke udsættes for fejlmedicinering. Når vi ser det én gang, siger vi det til personalet og regner med, at det bliver rettet. Når vi ser det mange gange, ender vi med at blive fortvivlede og vrede.

I stedet for at skabe en ufrugtbar kløft mellem ansatte/ledere på den ene side og pårørende på den anden, bør plejehjemmene invitere de pårørende ind til et samarbejde. Af og til vil det ske, at en beboer enten ikke har pårørende, eller at de pårørende ikke ønsker/magter en kontakt, og det skal naturligvis respekteres. Ikke alle har overskud til eller mulighed for at hjælpe. Frem for at se ned på dem, der ikke kan hjælpe, skal fokus rettes mod at anerkende den frivillige indsats, som bliver ydet af andre pårørende.

Vi kan hjælpe med at stykke en livshistorie sammen og fortælle, hvad det er, den nyindflyttede beboer har af vaner, luner og så videre. Senere kan vi være der, når der pludselig opstår behov for lidt ekstra omsorg. Vi står ofte for indkøb af tøj, sko, møbler og andre fornødenheder. Hvis de pårørende blev mødt med anerkendelse for deres indsats og deres kendskab til beboeren, og hvis deres særlige mulighed for at tolke og berolige blev opfattet som en ressource, ville der opstå en synergi, som vil give både pårørende og ansatte flere kræfter.

For at fremme denne proces og for at tilgodese beboerne bedst muligt vil det være en fordel i højere grad at give plads til socialpædagogerne på plejehjemmene. Pædagogers uddannelse inkluderer en indgående viden om menneskers behov, udvikling og muligheder.

Pædagogerne har brugt en del af uddannelsen på at lære, hvordan man skaber et godt samarbejde mellem professionelle og pårørende for at sikre barnets/beboerens bedste.

Det vil frisætte enorme ressourcer hos både de pårørende og de ansatte, hvis forholdene på plejehjemmene er i orden. I det lange løb giver det også den største arbejdsglæde at samarbejde med beboerens nærmeste om at give beboeren det bedst mulige liv. Derudover giver det færre konflikter, færre klagesager og færre opslidende kampe.

Tilførelse af en ekstern supervisionsressource på alle plejehjem kan endvidere være med til at ændre samarbejdet fra konfliktfyldt til synergifyldt. En supervisor kan støtte og fremme den gode arbejdskultur samt anerkende og synliggøre de medarbejdere, som kæmper for fagligheden og på beboerens side.

De bør have som en vigtig arbejdsopgave at yde aktiv supervision til både medarbejdere og ledere, og de skal være det anker, der sikrer, at fagligheden ikke får lov at drive væk mod horisonten til fordel for en ligegyldighedskultur.

Vi kan så mange ting sammen, men kære ledere og medarbejdere på Danmarks plejehjem: I er nødt til at være modige nok til at lukke os ind!

Frances Fleur McCluskey er medstifter af VPO – Værdig Pleje og Omsorg, arbejdsgruppe af pårørende til forbedring af vilkår på plejehjem.