Kære Rosa Lund (EL). Den 19. november i år kaldte du mig antidemokratisk i folketingssalen, og du gjorde det samme i Kristeligt Dagblad den 27. november. Du sammenlignede mig med islamister og andre, som ønsker at undertrykke demokratiet. Fordi jeg ikke tænker det samme om abort som dig.
Det undrer mig, at jeg skal dømmes ude på lige netop dét parameter, når jeg ellers det meste af livet har deltaget i demokratiet – både gennem at stemme og lade være, gennem demokratiske samtaler og demonstrationer. Jeg tror på det frie ord og det frie liv, og jeg tror på både kvinder og mænds ret til at bestemme over deres egen krop. Og jeg tror på min egen ret til at eksistere. Det sidste kræver måske en forklaring.
Tilbage i 1977 blev min mor gravid. Min mor var oppe i årene, da hun blev gravid med mig, så der blev foretaget en del test på hende – og på fosteret i hendes mave. Det var mig – eller det, som senere skulle blive til mig, alt efter hvilket perspektiv man vælger at anskue det fra. Resultaterne fra de forskellige tests kunne lægerne ikke lide, de kunne ikke forstå dem, så man rådførte sig med tilsyneladende klogere mennesker fra USA.
Dommen var klar: Barnet ville blive født uden hjerne (ja, ja, lad bare jokesene rulle…). Da man videnskabeligt ved, at mennesker ikke kan overleve uden hjerne, drog lægerne den meget logiske konklusion, at jeg ville være dødfødt. Derfor opfordrede de på det kraftigste min mor og far til at få foretaget en abort. Det ville de dog ikke høre tale om. Derfor kan jeg sidde og skrive dette i dag.
Jeg ved ikke helt, hvordan det har påvirket min identitet, at jeg skulle have været en abort. Jeg ved, jeg er dybt taknemmelig over for min mor og far. Det hører med til historien, at det første barn, min mor fødte, var dødfødt, og jeg kan slet ikke forestille mig den følelsesmæssige rutsjetur, det var at få den besked – at nu skulle hun og min far igennem det igen.
Jeg ved også, at jeg gennem livet har haft svært ved at diskutere abort med andre. For det er lidt, som om hver gang, emnet popper op, skal jeg forsvare min egen eksistens. At jeg skal forsvare min mor post mortem – at hun traf det rigtige valg sammen med min far. At jeg skal forsvare, at de allerede dér elskede mig så højt, at de hellere ville møde mig uden liv i min lille krop frem for slet ikke at møde mig.
Og jeg er med på, at når langt de fleste hører ordet abortmodstander, så får de nogle associationer, som er virkelig ubehagelige. Fordi debatten ofte bliver skinger og uværdig. Fra begge sider. Uværdig for kvinderne, som har fået foretaget en abort. Uværdig for dem, som oplevede, at andre syntes, de burde. Uværdig for dem, som helt ind i knoglerne tror på, at denne ret er en af de største landvindinger for ligestillingen nogensinde. Uværdig for børnene. Uværdig for sådan en som mig, der helt spontant rammes af en dyb smerte og afmagt, hver gang jeg hører ordet abort.
Men den her samtale er for vigtig til at være uværdig. Den er for vigtig til at være unuanceret. Og den er for vigtig til bare at blive fejet af bordet ved at kalde hinanden ukvemsord.
Lad mig være ærlig: Jeg har ingen idé om, hvordan der kan strikkes en lovgivning sammen, som er værdig på alle parametre. Dog har jeg en idé om, at en åben og demokratisk samtale altid er bedre end diskurser, der lukker sig om sig selv. Også i spørgsmålet om abort.
Arne Pedersen er cand.mag. og generalsekretær i Israelsmissionen.