Kan tro forklares? Nej, en ”forklaring” af troen er en bortforklaring

Klostergaard Petersen mener, at tro kan forklares. Det er efter min mening et håbløst projekt – en forklaring af tro er en bortforklaring, skriver Svend Andersen

HVIS MAN SOM debattør er i bekneb for argumenter, findes der forskellige tricks, man kan gribe til. Man kan stille sin egen store belæsthed til skue. Og man kan karakterisere sin modpart som gammeldags, eller endnu bedre: ”altmodisch”.

I sit indlæg her i avisen den 9. august gør Anders Klostergaard Petersen brug af begge tricks. Sin belæsthed demonstrerer han ved at strø om sig med navne på filosoffer. Og han antyder diskret, at jeg på ”altmodisch” vis hænger fast i Dilthey fra 1800-tallet, medens hans selv har læst Putnam og Davidson, der ganske vist er døde, men åbenbart moderne. Nu er sandheden faktisk den, at jeg for mange år siden skrev en doktorafhandling, hvor Donald Davidson er omtalt adskillige gange. Men i stedet for namedropping skulle vi måske interessere os for filosofisk indhold: Hvad er problemet, og hvori består analysen og argumentet?

ET PROBLEM ER, om vi skal opfatte kristendommen som tro eller religion. Jeg betragter troen som det afgørende træk ved kristendommen, tro som en indstilling hos det enkelte menneske. Det er naturligvis en yderst gammeldags opfattelse. Den er blandt andet inspireret af to fortidslevn som Martin Luther og Søren Kierkegaard. Det betyder ikke,

at kristendommen ikke kan betragtes som religion. Men hvis man kun hæfter sig ved, hvad den har fælles med alle andre religioner, går man glip af det væsentlige. Det siger sig selv. Hvis man er optaget af søpindsvins særpræg, nytter det jo ikke kun at betragte forsteningen af det som eksempel på et fossil.

ET ANDET PROBLEM ER, i hvilken forstand teologi kan betragtes som en videnskabelig behandling af kristendommen. Klostergaard Petersen tillægger mig en ”altmodisch” modstilling af natur- og åndsvidenskab. Nu bruger jeg ikke et så gammeldags begreb som ”åndsvidenskab”. Og jeg ser ikke nogen ”grundlæggende modsætning” mellem naturvidenskab på den ene side og human- og socialvidenskaber på den anden. Eller mellem naturvidenskab og teologi.

Men jeg mener selvsagt, at videnskaberne er meget forskellige, både i fremgangsmåde og i genstandsfelt. Naturvidenskaberne er kvantificerende, observerende, eksperimenterende, beregnende og så videre. Det giver mening, når man vil undersøge aspekter af den materielle verden. Men det er meningsløst, når det drejer sig om et fænomen som tro. Klostergaard Petersen mener, at tro kan forklares. Det er efter min mening et håbløst projekt – en forklaring af tro er en bortforklaring.

En ikke-forklarende tilgang til troen er ikke det samme som forkyndelse. Den er som sagt primært filosofisk: Er tro en

følelse? Er der erkendelse i troen? I givet fald af hvad? Har troen et særligt sprog, forskelligt fra for eksempel naturvidenskabeligt og poetisk sprog? Og, som det vigtigste: Kan der gives grunde for den kristne tros plausibilitet (for nu ikke at bruge et gammeldags ord som sandhed)?

KLOSTERGAARD PETERSEN hentyder til en bog af Johannes Sløk, der er så gammel som 40 år: ”Teologiens elendighed”. Bogen er én lang latterliggørelse af en form for teologi, der minder meget om Petersens. Men efter dennes mening består elendigheden i, at teologien har ”forpuppet sig” i stedet for at tage ved lære af samtlige andre videnskaber. Hvis teologien lider af elendighed, består denne for mig at se i noget ganske andet:

Man er så forhippet på anerkendelse fra andre videnskaber, at man nøjes med at interessere sig for kristendommens og kirkens udenværker så som dåbstal, begravelsesskikke, hjerneaktivitet og så videre. Man evner åbenbart ikke at gennemtænke det afgørende spørgsmål: Hvordan kan kristen tro være en mulighed for tænkende og oplyste nutidsmennesker?

Kun ved at turde gå i lag med det spørgsmål vil teologien have noget at bidrage med i den almene kultur- og samfundsdebat.

Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.