Cecil Bødker er allerede på en kanonliste. Men der mangler kvinder. Det er der flere grunde til

En kanonisering af en forfatter bygger som regel på, at denne har overlevet tidens tand. Derfor afspejler kanonlisterne også den undertrykkelse, som kvindelige forfattere har været udsat for

Lige nu foregår der en debat om flere kvinder i kanon, og i den forbindelse rejser Jens Raahauge, medlem af Undervisningsministeriets kanonudvalg i 1994 og i 2004, nu et dilemma. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

I Kristeligt Dagblad den 17. februar omtales et borgerforslag om at gøre flere kvindelige forfatterskaber obligatoriske i folkeskolen, heriblandt Cecil Bødker.

Spørgsmålet om, hvorvidt Cecil Bødker skal med i dansk litteraturs kanon, kan besvares ganske kort med et ja og med tilføjelsen: Det er hun allerede.

”Dansk litteraturs kanon” (Undervisningsministeriet 2004) består af tre lister, en vejledende for de gymnasiale uddannelser, en vejledende for grundskolen, som Cecil Bødker figurerer på, og en fælles for de to skoleformer, som blev gjort obligatorisk, dels for at sikre en sammenhæng mellem skoleformerne og dels for at levere en politisk vare, som kunne afbøde splittelsen i Venstre mellem dem, der ønskede pligtstof, og dem, der ønskede frihed.

Denne tænkning er siden blevet skudt i sænk ved folkeskolereformen, hvor man alene ændrede i fælleslisten på grundskoleområdet, idet Tove Ditlevsen og Henrik Ibsen blev taget ind på bekostning af Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg.

Lige nu foregår der en debat om flere kvinder i kanon, og i den forbindelse vil jeg gerne pege på et dilemma.

Akkurat som på andre områder inden for kunsten er kvindelige forfattere en mangelvare på kanonlisterne, og det er der et par forklarlige grunde til.

En kanonisering af en forfatter bygger som regel på, at denne har overlevet tidens tand ved at være vedligeholdt af undervisere og af andre senere forfattere.

Derfor afspejler kanonlisterne selvfølgelig den undertrykkelse, som kvindelige forfattere har været udsat for gennem tiden.

Og den skal der gøres op med ved både at opdage de kvindelige forfattere, som fra deres fremkomst og til i dag har været modarbejdet, og ved at være bevidst om valget af den litteratur, ældre som ny, der bliver valgt som undervisningsstof.

Dette kræver øget råderum for underviseren til at vælge.

Og her er svaret ikke at øge kanonlisterne i form af obligatorisk pensum, men snarere at erstatte den obligatoriske kanonliste med nogle pejlemærker, der både tager højde for den historiske undertrykkelse og for den nutidige ageren.

Jens Raahauge, medlem af Undervisningsministeriets kanonudvalg i 1994 og i 2004.