ÅRET INDEN Martin Luther i 1517 opslog sine 95 teser på porten til slotskirken i Wittenberg, arvede Karl af Østrig og Nederlandene den spanske trone. Han forlod sit katolske barndomshjem i Nederlandene og rejste til sit nye land, Spanien. Der lærte han den spanske reformation at kende. Den og han var lige gamle. Den nye konge satte sig grundigt ind i dens lære og han besluttede, at hans fremtidige kirkeprogram skulle være, at den spanske model blev indført i alle hans lande. Det fik han mulighed for, da han to år senere som 19-årig blev valgt til tysk-romersk kejser.
Kort før han begav sig til Aachen for at lade sig krone, modtog han en indberetning fra den spanske gesandt i Rom. Gesandten opfordrede Karl til snarest at rejse til Tyskland, hvor der ved hoffet i Sachsen opholdt sig en vis dr. Luther, som Karl burde vise sin venlighed, idet Luther ved de ting, han skrev og prædikede, forårsagede en, med gesandtens diplomatiske formulering, del uro og bekymring ved det romerske pavehof.
Det var noget af en eufemisme. Luther var på det tidspunkt anklaget for kætteri. Kurien var i oprør, Luther skulle dømmes og brændes på bålet. Karl forhørte sig om sagen og fandt til sin overraskelse, at selvom han måtte tage afstand fra det meste af Luthers lære, som han i øvrigt ikke forstod, så var der en del, de to var helt enige om.
Det gjaldt først og fremmest afladshandelen, som Luther ville bryde med. Paven holdt på, at de overskydende gode gerninger, som Kristus og de hellige i tidens løb havde gjort, var kirkens ejendom, som den mod betaling kunne give til dem, der mente at have for lidt. Den praksis var for længst afskaffet i Spanien.
Luther ville beskære antallet af kardinaler og indskrænke kuriens magt. Tyske præster skulle ikke længere udpeges af Rom, men af tyske gejstlige. Kun tyskere kunne få tyske embeder. Sådan var det allerede i Spanien. Her havde kurien ikke noget at sige, magten lå alene hos kongen. Kun spaniere kunne få spanske embeder, og alle spanske anliggender skulle afgøres i Spanien ved spanske domstole.
Luther ville nedlægge munkeordnerne. Han ville afskaffe de efterladtes messer for deres afdøde. Enhver døbt havde fri og lige adgang til Gud. Der var ikke længere behov for en præst som mellemmand. Heri var Karl ikke enig, men i Luthers holdning til afladen og til kirkens magt så han lige straks, at her havde han sin mand.
Men Karl tog fuldstændig fejl. Han og Luther ønskede ganske vist begge at reformere kirken, men hvordan og hvorfra reformationen skulle komme, var de stærkt uenige i. Luther ønskede den indført nedefra, og Karl – nu kejser – fra oven.
Paven derimod ønskede på ingen måde sin magt beskåret. Luthers skrifter skulle brændes, og hvis Luther ikke inden 60 dage personligt over for paven havde tilbagekaldt sine kætterske anskuelser, ville han blive lyst i band. Luther svarede igen ved at brænde pavens bandbulle foran byporten i Wittenberg. Herefter var Luther fredløs. Kirken havde talt, den kejserlige ordensmagt skulle arrestere ham og eksekvere dommen. Karl V insisterede imidlertid på, at han som kejser besad den øverste myndighed, og han bestemte, at Luthers sag skulle afgøres ved den tyske Rigsdag i Worms. Og sådan blev det. Luther fik frit lejde, og den 17. april 1521 stod så kejser og munk foran hinanden. Luther repræsenterede sig selv. Kejseren repræsenterede en statsmagt, der strakte sig fra Østrig, Bøhmen og Ungarn, over Nederlandene og Spanien til de oversøiske lande i Amerika. Et rige, hvor solen aldrig gik ned, sagde man.
Ved det første retsmøde var Luther modfalden, muligvis som følge af al den pragt, han stod over for. Men dagen efter rettede han sig op og erklærede sejrsikkert, at han ikke ville tilbagekalde en tøddel af sine skrifter, medmindre man kunne gendrive hans standpunkter. Kejseren forholdt sig begge dage tavs, men udtrykte den følgende morgen i et brev, han havde udarbejdet i løbet af natten, sin foragt for Luther og erklærede ham fredløs.
Det, der virkelig havde udfordret ham, var ikke den grove og stejle facon, Luther benyttede sig af, men hans vilje. Hans fuldkommen urokkelige vished om den autoritet, der stod bag ham. Gud var med ham hele vejen, også helt ud over kanten.
Men Luthers Gud var ikke kejserens Gud. Det var en falsk gud. Det var Djævelen selv, der talte og udfordrede ikke bare kejserens myndighed, men hele den lange række af kristne kejsere af den tyske nation, katolske konger af Spanien, ærkehertuger af Østrig og hertuger af Burgund, som han nedstammede fra, og som alle var trofaste indtil døden over for den katolske tro. 1000 års kristendom kunne ikke tage fejl. Luther og hans lære skulle bekæmpes.
26 år senere så det en kort tid ud, som om det skulle lykkes. Efter sejren ved Mühlberg stod kejseren på højdepunktet af sin livsbane. Alle de protestantiske fyrster havde overgivet sig, og Luthers beskytter – kurfyrsten af Sachsen – var taget til fange og dømt til døden for forræderi og oprør mod kejseren. Den 25. maj 1547 blev Wittenberg, Luthers by, indtaget efter en måneds belejring. Reformationen var nedkæmpet. Kirken havde sejret.
Dagen efter begav kejseren sig til slotskirken for at besigtige Luthers grav. Med sig i sit følge havde han feltherren hertugen af Alba og biskoppen af Arras, der begge lagde pres på kejseren for at få ham til at beordre Luthers lig gravet op og brændt på kætterbålet. Ifølge overleveringerne skulle kejseren have afslået med den begrundelse, at han førte krig mod de levende, ikke mod de døde.
Det er ikke sikkert, at Luthers lig på det tidspunkt stadig befandt sig under kirkegulvet. Ifølge to professorer ved byens universitet skulle det i al hemmelighed være blevet bragt til et ukendt sted netop for at undgå, at det blev gravet op og brændt. Andre kilder hævder, at besøget måtte opgives, fordi man ikke kunde finde nøglen til kirken.
Lad det nu være. Sikkert er det, at Karl V den dag aflagde kurfyrstinden en høflighedsvisit på slottet. Endvidere at to personer, da man i 1892 restaurerede kirken til dens nuværende form, trodsede et kejserligt forbud mod at åbne graven. I to meters dybde fandt de en zinkforet kiste med Luthers jordiske rester.
Martin Luther begyndte sin reformation i et kloster og endte med at blive ophav til en kirkeretning, der bredte sig over hele Jorden. Karl V begyndte med et verdensrige og endte med at abdicere og gå i kloster. Hans rige blev delt og er siden blevet opløst. Jan Hus, Zwingli og Wycliffe og mange, mange andre blev brændt på kætterbålet. Den samme skæbne kunne være overgået Luther.
Karl V behøvede bare at give et enkelt nik med hovedet, så var det sket, også selvom man lige i øjeblikket ikke kunne finde kirkenøglen. Hvad holdt ham tilbage?
Det gjorde de levende. Kejseren ville ikke risikere, at urolighederne brød ud igen. Derfor lod han Luther blive i sin grav. Han ville have fred i Tyskland mellem katolikkerne og protestanterne. Paven skulle indkalde til et kirkemøde, hvor de to parter skulle bøje sig mod hinanden og udarbejde en fælles kirkeordning. Det modsatte paven sig, mødet kom ikke i stand, og så var tiden forpasset.
Claus Harttung er medlem af menigheden i Helligåndskirken i Flensborg, Tyskland.