Prøv avisen

Katolik: Selvom nadver skiller, er der andre måder, vi kan række ud mod hinanden

”For mig som katolik er det vigtigt, at vi finder konkrete måder at række ud mod hinanden, så vi tydeligt markerer alt det, vi er fælles om, i stedet for at fremhæve forskellene,” skriver katolik Else Marie Kjerkegaard. Foto: Colourbox

Else Marie Kjerkegaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det bør ikke være noget problem for katolikker og protestanters samarbejde og vurdering af hinanden, at kirkerne ikke har samme nadversyn. Der er så meget, vi kan være fælles om, hvis vi virkelig vil, mener katolsk debattør

”HVORFOR SKAL VI som lutheranere hungre efter katolikkernes anerkendelse?”, skrev sognepræst Marie Høgh den 18. august i Kristeligt Dagblad. I klummen ”Kirkeligt set” gjorde hun på forbilledlig vis rede for det lutheranske nadversyn, samtidig med at hun tog afstand fra katolikkers nadversyn. Det er ærlig snak.

Til afslutning gav Marie Høgh udtryk for, at ”vi kan mødes venskabeligt og respektfuldt i alt det, vi kan være fælles om, og drøfte forholdene imellem os, men vi kan med Grundtvigs formulering ikke holde kirke sammen”.

Jeg ved ikke, hvor langt denne konklusion rækker efter Marie Høghs opfattelse.

For mig som katolik er det vigtigt, at vi finder konkrete måder at række ud mod hinanden, så vi tydeligt markerer alt det, vi er fælles om, i stedet for at fremhæve forskellene.

I diskussionen af det katolske nadversyn har det ikke været nævnt, at der i de skandinaviske lande findes den praksis, at ikke-katolikker kan få en velsignelse i stedet for at sidde tilbage på kirkebænken under nadveren.

DET FOREGÅR PÅ DEN MÅDE, at man går med op til alteret, men i stedet for at række hænderne frem for at modtage brødet, lægger man højre hånd på venstre skulder som tegn til præsten om, at man ikke er katolik, og at man i stedet gerne vil modtage en velsignelse.

De enkelte præster praktiserer det lidt forskelligt, men typisk vil præsten tegne et kors med sin tommelfinger på personens pande (eller alternativt lægge hånden på personens hoved), mens han siger ordene: ”Gud velsigne og bevare dig” (eventuelt tilføjet ordene ”til evigt liv”).

Jeg har set velsignelsen praktiseret på smukkeste vis på det økumeniske meditations- og retrætecenter Berget i Sverige, da jeg i 2006 boede der i længere tid som stipendiat. På et tidspunkt kom William Johnston på sit årlige besøg for at lede en retræte. William Johnston var en jesuitisk præst og munk, fast bosiddende i Japan og kendt for sit tværreligiøse engagement og omfattende forfatterskab om zen og kristen kontemplation.

William Johnston og Per Mases, sidstnævnte forstander på Berget og præst i svenska kyrkan, var gamle venner, begge oppe i årene. Om morgenen så man William Johnston komme til gudstjenesten hos Per Mases og knæle med bøjet hoved ved alteret for at modtage velsignelsen af sin gamle vens hånd.

Om eftermiddagen så man så tilsvarende Per Mases komme til gudstjenesten i det lille katolske kapel for at få velsignelsen af William Johnston. Kærlighed og gensidig respekt lyste ud af de to gamle mænds møder i troen.

NOGET TILSVARENDE OPLEVER JEG under gudstjenester på Sankt Birgitta Kloster, hvor deltagerne på mine retræter sjældent er katolikker. De fleste kommer fra folkekirken. Andre kommer fra frikirker, mens enkelte er døbt, men ikke længere med i et kirkesamfund.

Det er naturligvis smertefuldt, at vi ikke har fælles nadver. Jeg har et håb om, at vi en dag kan vende tilbage til tidligere tiders praksis, hvor ikke-katolikker kunne få den katolske nadver, hvis man delte den katolske kirkes nadversyn. Men sådan er det desværre ikke nu.

Smukt er det imidlertid at se en retrætegruppe gå op i fuldkommen stilhed for at tage imod velsignelsen. Det at høre de personlige ord og fysisk mærke præsten gøre korstegn på panden kan have stor følelsesmæssig betydning for den enkelte.

Jeg vil næsten sige, at det i den konkrete situation kan være en fuldgyldig erstatning for brødet og vinen.

Det bør ikke være noget problem for vore kirkers samarbejde og vurdering af hinanden, at vi ikke har fælles nadver. Der er så meget, vi kan være fælles om, hvis vi virkelig vil.

Else Marie Kjerkegaard er forfatter og retræteleder.