Katolsk biskop: Det er ikke værd at risikere liv for Muhammed-tegningerne

Grov latterliggørelse af religiøse skikke eller symboler gavner derimod ikke den sunde kritik af religion, skriver biskop

Den franske præsident Emmanuel Macron ved kisten med afdøde lærer Samuel Paty, der blev myrdet efter at have vist tegninger af profeten Muhammed i undervisningen.
Den franske præsident Emmanuel Macron ved kisten med afdøde lærer Samuel Paty, der blev myrdet efter at have vist tegninger af profeten Muhammed i undervisningen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

I disse dage fylder islamrelaterede terrorangreb, Muhammedtegninger og deres misforståede kobling til ytringsfrihed samt krænkelsesdebatten rigtigt meget i medierne og den offentlige meningsudveksling. Alle tre emner berører os på forskellig måde.

Terrorangrebene skaber sorg, rædsel og usikkerhed og kræver en entydig fordømmelse af noget, der på ingen måde kan retfærdiggøres. En del af terrorangrebene forklares af gerningsmændene med offentliggørelse og anvendelse af Muhammed-tegningerne. Fordi terrorhandlingerne vækker så stor og berettiget afsky, er det ofte svært at få en afbalanceret og nøgtern debat i gang om disse tegninger.

Tværtimod er det nærmest blevet sådan, at jo grovere terrorangreb, der finder sted, jo stærkere bliver i nogle kredse forsvaret for offentliggørelse af tegningerne som en understregning af ytringsfriheden.

Samtidig har MeToo-bølgen sat fokus på seksuelle krænkelser, også en alvorlig ting, der skal tages hånd om og bekæmpes for at skabe en anden omgangskultur.

Hvordan dette sidste spørgsmål hænger sammen med de første, håber jeg at få gjort rede for her.

Gang på gang – og særligt i en spændt situation som den, vi er i nu – bliver Muhammed-tegningerne fremhævet som det ypperste eksempel på ytringsfrihed, ja, efterhånden nærmest som symbolet på den, og mordet på Samuel Paty og terrorangrebet i kirken i Nice har hos mange forstærket opfattelsen af, at tegningerne kan og skal bruges uden hensyn til nogens religiøse følelser.

De, der maner til besindighed med brug af tegningerne, bliver beskyldt for at kapitulere over for fjender af ytringsfriheden og give efter for frygt.

Antydninger af, at uhindret offentliggørelse af tegningerne kan være kontraproduktiv, bliver fejet af bordet, og menneskers religiøse følelser, inklusive vores egne, anses ikke for noget, der skal tages hensyn til.

Ytringsfriheden i almindelighed lovprises som noget, der ikke må sættes grænser for, og uforbeholden kritik af religion i særdeleshed betragtes nærmest som et ædelt mål i sig selv.

Nu er kritik af religion ikke forbudt, og den kan også være både berettiget og nødvendig, når det sker på et sagligt grundlag. Det kan være ved, at man udfordrer den pågældende religions lære, hvis man er af en anden opfattelse eller tager kritisk stilling til religiøse lederes udtalelser eller handlemåde.

Grov latterliggørelse af religiøse skikke eller symboler gavner derimod ikke den sunde kritik af religion, men sårer og marginaliserer mange mennesker og kan i værste fald forstærke radikaliseringen.

Det er dog klart, at selv den mest sårende krænkelse eller latterliggørelse af en religion eller dens udøvere på ingen måde berettiger til vold og drab, og kristne bliver også dræbt, uden at fanatiske muslimer har Muhammedtegningerne som påskud.

Selvom den primære grund til at nedtone brugen af Muhammed-tegningerne bør være almindelig sans for, at noget af nogle mennesker anses for helligt, så burde man også efterhånden kunne indse, at tegningerne forudsigeligt provokerer nogle mennesker til vold og drab.

Når det nu er forudsigeligt eller sandsynligt, hvorfor så ikke forsøge at undgå det ved en hensigtsmæssig brug af ytringsfriheden og finde andre argumenter til forsvar af den, som for eksempel afdækning af uretfærdighed og magtmisbrug?

Man må jo også have kunnet undervise i ytringsfrihed før, vi fik Muhammed-tegningerne.

Når jeg kæder afsløringen af krænkelser sammen med debatten om ytringsfrihed, er det for at tale for en hensigtsmæssig udvidelse af krænkelsesbegrebet.

Indtil nu er det kun blevet anvendt ved grænseoverskridende seksuelle handlinger, eller når mennesker har følt sig såret på grund af deres race, ved såkaldt kulturel appropriation og lignende.

Definitionen på krænkelse er i denne sammenhæng, at det er tilstrækkeligt, at den pågældende føler sig krænket, og at der derfor som udgangspunkt ikke er nogen formildende omstændigheder.

Den samme definition gælder dog ikke, når mennesker føler sig krænket på deres religiøse følelser. Latterliggørelse af religion tæller ikke som en krænkelse, men blot som en kritik, religiøse mennesker må acceptere som et udslag af ytringsfriheden. Den sidste formelle lovmæssige barriere forsvandt med den højt besungne afskaffelse af blasfemiparagraffen.

Muhammed-tegningerne er ikke værd at risikere liv og lemmer for, men det kan afdækning af uretfærdighed og magtmisbrug godt være, så der er absolut behov for modige journalister, politikere, lærere og andre, som med dette formål for øje gør brug af ytringsfriheden eller anden form for indflydelse.