Prøv avisen

Katrine Winkel Holm: Nej, tv-gudstjenester juleaften skal ikke erstatte julegudstjenester

Det er en forfærdelig tanke, at kirkedøren juleaften er smækket i. Som om det ikke var rigeligt med de lukkede kirkedøre i påsken i år, skriver sognepræst Katrine Winkel Holm. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Katrine Winkel Holm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

En tv-julegudstjeneste kan derfor aldrig blive andet end en nødløsning for dem, der er forhindret i at bevæge sig hen i kirken

Er det en god idé, at landets kirker går sammen om at holde juleaftensgudstjenesten i fjernsynet på bekostning af gudstjenesterne i de lokale kirker?

Sådan spørger Nathalie og Kaj Bollmann i Kristeligt Dagblad den 24. oktober. Argumentet er, at en fælles tv-gudstjeneste, hvor man sidder trygt derhjemme, er bedre end de nødløsninger, vi ganske rigtigt er nødt til at lave i år.

Det enkle svar på spørgsmålet er: Nej, det er ikke en god idé! Det er faktisk en forfærdelig tanke, at kirkedøren juleaften er smækket i. Som om det ikke var rigeligt med de lukkede kirkedøre i påsken i år.

Det skaber større fællesskab med en flot og lækker tv-transmission med pigekor og kendt præst, lyder indvendingen; det er at foretrække frem for de ”forkølede løsninger”, man finder på rundt omkring i sognene. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Det, der løfter en julegudstjeneste og skaber fællesskab, er ikke, at vi lytter til, at andre synger smuk kormusik. Lige præcis juleaften er den slags nærmest ligegyldigt, for her kan menigheden i den grad selv løfte salmesangen.

At stå ved alteret som præst og bag sig høre en fuld kirke stemme i med ”Det kimer nu til julefest” er fantastisk: Fællesskab og folkelighed smeltet sammen med poesi og kristendomsforkyndelse på højt niveau – det kan ikke blive bedre. Stemmerne mødes i salmesangen og viser dermed, at en virkelig, fysisk gudstjeneste er noget, menigheden bygger op sammen. Ingen, der deltager i gudstjenesten, er usynlig, ingen er ligegyldig.

Anderledes med skærm-gudstjenesten. Her betyder vores deltagelse jo ingenting. Om vi synger med eller ej. Om vi rejser os for Guds ord eller ej. Om vi bliver siddende eller går ud og laver kaffe. Gudstjenesten kører uanfægtet videre. En tv-julegudstjeneste kan derfor aldrig blive andet end en nødløsning for dem, der er forhindret i at bevæge sig hen i kirken. Og selvfølgelig skal vi ikke reducere danskerne til passive sofakartofler juleaften og forhindre dem i at gå ”hver til sin by” for at fejre Jesu Kristi fødselsdag.

Nathalie og Kaj Bollmann fortæller, at de har overvejet at flytte gudstjenesten til den lokale idrætshal, men ikke rigtig synes, det er en god idé. Det er da en langt bedre idé end helt at opgive julegudstjenesten i sognet. Det kræver fantasi og knofedt at forvandle en idrætshal til en julekirke. Vi er selv i gang med det i vores pastorat, og selvom det i første omgang virker som en overvældende vanskelig opgave, så er jeg ret sikker på, at vores multihal med fælles anstrengelser kan ende med at blive en fin julekirke. Her kan 250 mennesker samles og holde kirke. Det bliver forhåbentlig enestående – også i bogstavelig forstand, for den 24. december 2021 kan vi forhåbentlig igen fejre jul i vores små, smukke middelalderkirker.

Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup-Kimmerslev-Nørre Dalby Pastorat.