På forsiden af avisen den 24. november skriver Kristeligt Dagblad om kristendomsundervisningen i skolen. Rådet for Børns Læring har opdaget, at det står skidt til med denne undervisning i skolen. Børnene går ud af skolen uden at vide ret meget om kristendom, som jo ellers stadig er flertallets tro i landet.
Det kan måske undre, at det står så skidt til med kristendommen i skolen, for faget indgår klart og tydeligt i skolernes forpligtelse til, hvad der skal undervises i. Når Rådet for Børns Læring nu råber vagt i gevær, må det altså være temmelig udbredt på landets skoler at se stort på forpligtelser og undervisningskrav, når det kommer til kristendom.
Som præst gennem 30 år i den danske folkekirke flere steder i landet har jeg gjort mig nogle erfaringer om dybden i den viden, børnene kommer med fra skolen, når de kommer til den konfirmationsforberedende undervisning. Vidensniveauet er meget svingende – ikke kun sådan, at det år for år er blevet lavere, men også sådan, at det nogle år pludselig er blevet bedre og året efter igen ringere.
Forklaringen på svingningerne kan være, at det afhænger af, hvilken lærer børnene har haft i faget. De kommende konfirmander siger sommetider, at de ikke har haft nogen undervisning i kristendom i skolen, fordi den lærer, de havde haft, også var deres lærer i historie, dansk, eller et helt tredje fag, og havde valgt kun at undervise i det fag, som ikke var kristendom.
Og nogle år er konfirmanderne meget positive over for den kristne tro, så det går lettere at få dem med i undervisningen. Andre år er de så til gengæld så skeptiske og kritiske, at man undrer sig over, hvorfor de overhovedet kommer for at blive konfirmeret. Det hænger ofte sammen med lærerens indstilling til kristendomsfaget. Er han eller hun selv meget negativ over for kristendommen, så bliver børnene det ofte også. Jeg har dog mødt lærere, som ikke selv troede på noget, men som alligevel formåede at give børnene en god og solid undervisning.
Der skete et fundamentalt brud i 1975, båndene mellem skole og kirke blev skåret over med det resultat, at flere generationer af danskere er vokset op uden noget dybere kendskab til hverken kristendom eller kirkens traditioner.
Som far har jeg selv oplevet med mine egne børn – endda i to forskellige skoler – at kristendomslæreren frejdigt til skole-hjem-samtalen kunne orientere de måbende forældre om, at hun skam ikke gjorde noget synderligt ud af kristendommen, men underviste mest i de andre religioner. Det gjorde det jo så meget mere påkrævet, at vi som forældre selv gav os til at forsøge at fylde det videnstomrum ud hos vore børn, som skolen havde efterladt.
Måske er det der, det største svigt er sket. Vi forældre har i generationer forsømt at give vore børn en kristen opdragelse, men er i årtier gået ud fra, at det var noget, skolen sørgede for. Alt tyder på, at dette, mange steder, har været en uberettiget antagelse.
Forældre må selv igen begynde at have fokus på deres børns oplæring i kristendom og tro. Men efter 35 års udhuling af kristendomsfaget i skolen må der nok sættes ind over for de forældre, som det nok også i fremtiden kommer til at hænge på, hvis børnene skal have en oplæring i kristendom, der dur til noget. Her må kirken med biskopperne og skoletjenesterne i spidsen komme på banen med en målrettet indsats over for de forsømte forældre. Og så ville det være dejligt, hvis alle lærere også fulgte de retningslinjer for faget, som politikerne har udstukket.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst.