KFUM og KFUK: Derfor tager vi opgaven med verdensmål på os

Ved siden af politik og teknologi er klimatruslen et grundlæggende eksistensvilkår for kommende generationer. Nogle reagerer i frygt og tør ikke sætte børn i verden, andre bliver ligeglade, fordi opgaven er for stor, skriver generalsekretær

FRA SORT TIL GRØN energi er blevet et kontant livspensum for især kommende generationer. Og der er sat en skarp deadline for opgaven. En spændende, men også gigantisk udfordring.

Derfor er der al mulig grund til, at ældre generationer giver fuld opbakning. Måske vi, der er ældre end unge, skulle starte med at sige undskyld og så ellers se at bruge al vores politiske kraft på omstillingen. Derudover er der brug for alle kloge hoveder til at udvikle smart teknologi.

Ved siden af politik og teknologi er klimatruslen et grundlæggende eksistensvilkår for kommende generationer. Nogle reagerer i frygt og tør ikke sætte børn i verden, andre bliver ligeglade, fordi opgaven er for stor.

Men forhåbentlig vil den største del reagere ved at gøre noget: lægge politisk pres og omlægge daglige vaner, når det drejer sig om transport, mad og øvrigt forbrug.

NÅR VI I KFUM OG KFUK på vores netop afholdte landsmøde besluttede, at vi fremover vil arbejde med klima og FN’s 17 verdensmål, skyldes det flere ting:

1) Vi er en børne- og ungdomsorganisation, der insisterer på at forstå børn og unges grundlæggende og aktuelle livsvilkår.

2) Med afsæt i den kristne skabelsestanke har vi en særlig motivation, når kloden spørger om mere ansvar og mindre forbrug.

3) Det kristne håb.

Vi har ikke svaret på, hvad og hvordan vi skal gøre. Men FN’s verdensmål er allerede valgt som tema og perspektiv for festivaler og projekter i 2019.

Vi har sat en retning uden at ville være bedrevidende moralister. Børn og unge har nemlig ikke brug for mennesker i moralske elfenbenstårne, men for nærværende rollemodeller, der giver både en opgave og et kram.

Den kristne skabelsestanke giver os opgaven. Det kristne håb giver håb til alle, der er ved at gå i sort af bekymringer – for eksempel over verdens klimatrussel.

Som en del af verdens største ungdomsbevægelse ønsker vi at invitere børn og unge til at være med til at tage et aktivt ansvar lokalt og globalt. Vores vision er at styrke børn og unges livsmod og handlemuligheder.

En åben invitation til samarbejde med alle gode folkelige og kirkelige kræfter er hermed også afsendt. Opgaven er nemlig stor og udfordrende nok til, at der er plads til alle.

Jørgen Kvist er generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark.