DANMARKS NYE kirkeminister bliver minister for en folkekirke, der på rigtig mange områder har det godt: Der er en folkelig rygrad i form af højt medlemstal og opbakning til livsritualerne. Der er temmelig mange (gen-)indmeldelser. Der er mange spændende initiativer rundtomkring. Medieinteressen er betydelig. For tiden er der gang i væsentlige debatter om dåb og nadver og om gudstjenestens liturgi – debatter, som stiller udfordrende og nødvendige spørgsmål om forståelighed og genkendelighed, men også om det teologiske indhold.
Men der er stadig problemer i folkekirkens ”maskinrum”: Folkekirken har en række uløste problemer i sin styrelse. Det styrelsesforslag, som desværre ikke blev gennemført, men taget af bordet i november 2014, selvom der var bred kirkelig opbakning til det, ville have løst en del af udfordringerne. Forhåbentlig vil minister og folketing se på nye tilgange til løsninger.
Et af de steder, hvor det demokratiske underskud gør sig tydeligst gældende, er administrationen af den folkekirkelige økonomi.
Af landskirkeskattens cirka 1,2 milliarder kroner, der går til den såkaldte fællesfond, det vil sige til præstelønninger, biskopperne, statsadministration og fælles folkekirkelige opgaver, har et udvalg bestående af repræsentanter for stiftsrådene udtaleret med hensyn til anvendelse af de knap 10 millioner kroner, altså 0,8 procent.
En budgetfølgegruppe med departementschefen i spidsen kan så kommentere budgettet, men det er kirkeministeren alene, der har beslutningskompetence. Og i budgetfølgegruppen er Landsforeningen af Menighedsråds repræsentant den eneste, som ikke er ansat i Kirkeministeriet eller folkekirken. Det er demokratisk underskud. For hvorfor ikke lade repræsentanter for kirkens medlemmer træffe beslutning?
Det burde være muligt at opnå bred enighed i Folketinget om, at folkekirkens valgte repræsentanter skal have reel indflydelse på folkekirkens fælles økonomi og ikke bare udtaleret om de 0,8 procent af den. Det kunne ske gennem en relativt enkel ændring af de organer, der allerede sidder.
Men hvad så med det, vi kalder folkekirkens indre anliggender, såsom liturgi, salmebøger og bibeloversættelser? I den aktuelle proces vedrørende gudstjenestens liturgi viser det demokratiske underskud sig ved, at lægfolket ikke har været repræsenteret i udvalgsarbejdet. Der har kun været plads til eksperter. Den menighed, som bærer gudstjenesten, har ikke været med til at formulere hverken spørgsmål eller svar.
Det er på tide, at den reformatoriske intention om de døbtes præstedømme tages alvorligt.
Når man begrænser et sådant udvalgsarbejde til at omfatte eksperter og gejstlige, smager det af, at sådan noget har lægfolket nok ikke forstand på. Men menighedsrådene er der blandt andet for at tage vare på gudstjenesten, og der er et stort antal menighedsrådsmedlemmer rundtomkring, som arbejder aktivt og engageret sammen med præster og ansatte om at styrke gudstjenestelivet lokalt.
Det ville være naturligt at afhjælpe det demokratiske underskud på dette område ved, at et udvalg af gejstlige og et tilsvarende antal af lægfolk både fik muligheder for at tage initiativer og til at rådgive og indstille til autorisation.
Hvis to sådanne udvalg blev lovfæs-tet, vil vi samtidig være ude over den håbløse debat om en folkekirkelig synode. Det spøgelse blev jo atter en gang manet frem i debatten om styrelsesforslaget i efteråret 2014. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti meldte fra. Og på den baggrund opgav daværende kirkeminister Marianne Jelved (R) at fremsætte et lovforslag med den begrundelse, at en reform på folkekirkens område bør være på en bred politisk baggrund.
Kaj Bollmann, Henning Nørhøj og John Theil Münster er henholdsvis formand, næstformand og bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum.