SOM DET FREMGÅR af Kristeligt Dagblad den 18. december, ser det ikke ud til, at der kan samles politisk flertal for at åbne en lille dør for akademikere, der ønsker ansættelse som præster i folkekirken.
Forslaget er udformet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle dele af folkekirken: biskopper, provster, præster og menighedsråd.
Baggrunden for arbejdsgruppens nedsættelse er, at vi ved simpel fremskrivning kan konstatere, at store årgange af præster forlader folkekirken i de kommende år.
Hertil kommer stort frafald på teologistudierne og det forhold, at en del af de færdiguddannede teologer søger andre embeder end præsteembedet. Det kan blive et meget stort problem for folkekirken, der overalt i landet har brug for velkvalificerede ansøgere til ledige stillinger.
Udvalget peger på en række andre forhold, der også skal arbejdes med: præsternes arbejdsforhold, efteruddannelsesmuligheder, muligheden for at komme i praktik undervejs i teologistudiet med videre. Alle disse forslag skal der naturligvis arbejdes videre med.
DET UNDRER MIG IMIDLERTID, at hverken Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre – eller Det Konservative Folkepartis kirkeordfører – vil bakke op om forslaget om, at akademikere fra andre fag end teologi kan gennemgå et skræddersyet teologisk efteruddannelsesforløb på to-tre år. Herefter skal de gennemgå Pastoralseminariet for så endelig at kunne søge embede. Det er en lille bitte dør. Og en meget lang vej til præstegerningen. Men hvorfor ikke åbne den?
Vi har tidligere gjort det muligt for andre akademikere end teologer at blive præster, da der i en periode i 1970’erne også var præstemangel. Modstanden mod at gøre det samme i et antal år, hvor der igen er risiko for præstemangel, undrer mig af flere grunde.
For det første skal vi som politikere være forudseende, så en eventuel præstemangel kan imødegås med rettidig omhu.
For det andet vil der formentlig kun være ganske få, der søger muligheden, da det er et langt og krævende forløb. For det tredje – og vigtigst – synes jeg, at vi som politikere, der sætter rammerne om folkekirkens virke, skal lytte nøje til de ønsker, der fremsættes af et udvalg bestående af repræsentanter for folkekirken. Er vi politikere klogere end dem, der arbejder i folkekirken? Har vi ikke altid sagt, at vi lytter med særlig omhu, netop fordi det er en folkekirke og ikke en statskirke?
Endelig kan man undre sig over det, jeg vil betegne som en generel akademikerforskrækkelse. Kongevejen til præsteembedet er, og skal fortsat være, teologistudiet. Vi har i mange år, når helt særlige forhold gør sig gældende, givet mennesker uden en akademisk baggrund muligheden for at søge præsteembede. Den ordning ændrer vi ikke på. Men hvorfor vil man så ikke åbne døren for mennesker med akademisk baggrund, som tilmed skal gennemgå et særdeles grundigt efteruddannelsesforløb, når udvalget nu anbefaler det?
Nå, men sådan er det i et demokrati, og det skal naturligvis respekteres.
Jeg vil nu bruge julen til at overveje, om forslaget om adgang for akademikere til præsteansættelser skal tages af lovprogrammet. Folkekirken må søge andre veje.
Og det skal nok gå alt sammen.
Mette Bock (LA) er kultur- og kirkeminister.