Prøv avisen
Debat

Kirkeminister: Vi har en folkekirke, ikke en bispekirke

Formålet med at genopslå en stilling er ikke at forhindre menighedsrådet i at forholde sig til en eller flere ansøgere men tværtimod at sikre rådet et bredere ansøgerfelt, inden rådet kalder en præst, skriver kirkeminister Mette Bock (LA).

Mette Bock

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad mig slå fast, at folkekirken hverken er eller skal være en bispekirke. Jeg kender ingen, der har det ønske eller den intention, skriver kirkeminister Mette Bock (LA)

DE FLESTE PROBLEMER viser sig ikke at være problemer, når det kommer til stykket. Men vi kan bruge meget tid på dem. Den aktuelle debat om et genopslag af en præstestilling i Haderslev Stift, som overholder alle regler, er et eksempel herpå. I hvert fald kunne man i Kristeligt Dagblad den 22. november i år læse, at nogle på baggrund af et genopslag af en præstestilling mener, at folkekirken nu er blevet til en bispekirke.

Den diskussion er lige så gammel, ja, faktisk ældre, end Grundloven af 1849, hvor folkekirken omtales lovgivningsmæssigt for første gang.

Lad mig slå fast, at folkekirken hverken er eller skal være en bispekirke. Jeg kender ingen, der har det ønske eller den intention. Folkekirken er en folkekirke. Punktum.

De nuværende regler om præsteansættelser, som vi har haft siden 1990, har rod i både Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og i Danske Lov fra 1683. Folkekirkens præsteansættelser bygger altså på en 500-årig tradition, hvor menighedens selvstændighed står i centrum for en fælles national kirkeordning med biskopper som tilsynsførende og staten som arbejdsgiver for præsterne.

REGLERNE BETYDER, at en præst skal være kaldet af menighedsrådet. Hverken kirkeminister eller biskop kan altså påtvinge menigheden en præst, som menigheden ikke aktivt har udtrykt ønske om.

Som ved alle andre ansættelser kan man vurdere, at et ansøgerfelt til en opslået stilling er så begrænset, at det bør søges udvidet ved at genopslå stillingen. Kirkeministeriet har som ansættelsesmyndighed delegeret den kompetence til biskoppen.

FORMÅLET MED AT GENOPSLÅ en stilling er ikke at forhindre menighedsrådet i at forholde sig til en eller flere ansøgere men tværtimod at sikre rådet et bredere ansøgerfelt, inden rådet kalder en præst. Allerede indkomne ansøgninger bør naturligvis ved genopslag tages med i vurderingen af, hvem der bedst kan besætte stillingen.

Når præsten så ansættes, er det Kirkeministeriet, som er ansættelsesmyndighed. Det sikrer præstens forkyndelsesfrihed.

Det kan godt være, at det er en gammel ordning, vi har for præsteansættelser. Og at den måske skal støves af på et tidspunkt. Men grundtanken var, er og bliver, at vi har en folkekirke med menighederne i centrum og en garanti for præstens forkyndelsesfrihed.

At der så er diskussioner om bispekirke kontra folkekirke, der blusser op med jævne mellemrum er – næsten – lige så sikkert som amen i kirken. I min optik bør de kritikere, der ønsker at afskaffe stifter og bispeembede, nøje overveje alternativet og konsekvenserne heraf for vores folkekirke. En sådan struktur kan i min optik for alvor udfordre folkekirkens opbygning og fællesskab.

Den diskussion kan vi sagtens tage. Jeg er bare ikke stødt ind i saglige argumenter, kun stærke sym- og antipatier, og det rækker ikke, hvis man skal nedlægge bispeembedet.

Mette Bock (LA) er kirkeminister og kulturminister.