Tirsdag den 30. juli kunne man i nærværende avis læse et musikalsk opråb til den danske præstestand: ”Beatles og Lars Lilholt hører ikke hjemme i kirken”. Organist Claus Tolstrup gjorde sig til talsmand for synspunkter, der handlede om, hvad der var passende, og – måske især – upassende at divertere med i kirken.
Artiklen indledes med at beskrive en situation, der vistnok skal tjene som et afskrækkende eksempel: et ”ældre” ægtepar ønsker som optakt til deres sølvbryllupsfejring en ceremoni i kirken, helst befriet for for mange gudsord og fromme salmer.
Jeg har lidt svært ved at forlige mig med kirken som en institution, der skal påduttes et bestemt åndeligt indhold. For mig er kirken først og fremmest en stor bunke mursten, heldigvis som oftest arrangeret i et arkitektonisk smukt mønster – men den er og bliver en ramme omkring det indhold, man fra tid til anden nu vælger at putte ind i den. Og sådan har det været gennem århundreder, hvilket har været med til at berige og styrke kirkelivet.
Ordet skaber, hvad det nævner, sagde Grundtvig – og tillad mig at udvide konceptet lidt: Ordet og tonerne skaber, hvad de nævner. Og det gør ikke kirken ringere, at det input, den modtager om lørdagen, er forskelligt fra det om søndagen. Man skal bare sørge for at lufte godt ud indimellem.
Som nabo til Aarhus Domkirke ligger der en prægtig bygning: Aarhus Teater. Og når man bevæger sig herind, gribes man af en højstemt følelse – og det vel at mærke en følelse, der ingenlunde devalueres af bevidstheden om, at selvsamme teater dagen før spillede ”The Rocky Horror Show”.
Det handler kort sagt om rummelighed – ikke blot den rummelighed, vi bliver mødt med, men også i høj grad den rummelighed, vi selv byder ind med.
Så giv kejseren, hvad kejserens er – og lad os glæde os over, at der stadigvæk i høj grad er brug for kirken som en folkelig ramme om de vigtigste mærkesager i vores liv: dåb, bryllup, sølvbryllup og begravelser.
Det er jo i bund og grund ”private” ceremonier, der også godt må få et privat tilsnit. Og lad os så glæde os over kirkens kulturelle højborge: koncerter, musikgudstjenester og – først og fremmest – søndagens højmesse, hvor vi med god samvittighed kan boltre os i lige netop de ord og de toner, der ligger os allermest på sinde.
Det er god, folkelig rummelighed, når den er allerbedst – men husk stadig at minde kirketjeneren om vigtigheden af at få luftet godt ud mellem tjenesterne.
Erling Lindgren er tidligere organist.