Sognepræst: Kirken skal være, hvor de unge er – og det var den på Nibe Festival

Flere af de unge til Nibe Festival roser kirketeltets tilstedeværelse – her er der en ro, man har brug for på en festival, skriver sognepræst

På Nibe Festival, der blev afholdt i begyndelsen af juni, deltog Jens Chr. Meldgaard i kirketeltet. Her oplevede han, hvordan unge roste var glade for at kunne få den ro, de havde brug for på en festival. Kirken bør henvende sig til nye grupper, mener han. På billedet ses festivaldeltagere i kø efter vand i kirketeltet. –
På Nibe Festival, der blev afholdt i begyndelsen af juni, deltog Jens Chr. Meldgaard i kirketeltet. Her oplevede han, hvordan unge roste var glade for at kunne få den ro, de havde brug for på en festival. Kirken bør henvende sig til nye grupper, mener han. På billedet ses festivaldeltagere i kø efter vand i kirketeltet. – . Foto: Christian Roar Pedersen.

Tak til Claus Due, der i avisen den 2. juni havde et spændende indlæg om folkekirken, der gør for lidt for de mange medlemmer. At 75 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og der kun bruges 3 procent af budgettet på kommunikation.

Ja, vi må erkende, at vi meget ofte bevæger os i de samme cirkler. Jeg tror dog ikke, det skyldes for få penge til at kommunikere med grupper, vi ikke ser så ofte i sognegårdene og i kirken.

Jeg tror, det skyldes frygt for, at disse grupper vil lave for meget om. Hvad vil der ikke ske, hvis de unge pludselig beslutter sig for at bruge kirken? Vil de mon så rive den ned? Vil de lave gudstjenesten helt om, så der skal være bandmusik hver gang, så det dyre orgel helt forstummer?

Jeg havde en fantastisk oplevelse på Nibe Festival. I kirketeltet er der frivillige, der sørger for vand, kage, kaffe og the, og at mobilen bliver opladet. Døgnet rundt er disse frivillige med til at servicere og har også tid til samtale. En præst i ornat er også med både i og uden for teltet.

Hvor er det fantastisk at opleve feststemte unge mennesker kode kirketeltets rammer og rum. Her er der plads og tid til dybe samtaler. Her er der tid til gudstjenester. Her møder vi de unge på deres præmisser.

Men hvordan er det at holde gudstjeneste for unge, hvor de fleste har fået øl uden dog at være håbløs berusede? Fra det store nabotelt drøner musikken ud over hele området. Ja, vi holder gudstjeneste – endda nadvergudstjeneste. Sange og salmer, bøn, en fortælling med bibelsk relation, fadervor, velsignelse og nadver.

Jeg oplevede disse gudstjenester som nærvær, de unge sang med, de deltog i nadveren, de bad med.

Ja, nogle unge sad seriøst og øvede sig på fadervor og trosbekendelsen. Kunne de mon huske alle ordene? Et par gange skulle de lige have hjælp til at komme videre.

Flere af de unge roser kirketeltets tilstedeværelse – her er der en ro, man har brug for på en festival. Som kirke må vi også gå ud af kirken og være kirke, hvor de unge er, for at møde dem på deres præmisser.

Om det så også koster penge, om det så også kan være med til, at vi bliver klogere på unges måde at være på og derved også være med til at ændre i liturgier, kan vist kun blive til endnu mere liv i menigheden og i kirken.

Vi behøver ikke kun at henvende os til de grupper, der allerede kommer i sognegården eller i kirken.

Jens Chr. Meldgaard, sognepræst i Vadum.