Prøv avisen
Debat

Kirken skal hele tiden reformeres. Tanker efter Grosbøll

Her fotograferet i sin have i Taarbæk. Foto: Hans Christian Jacobsen

Viggo Mortensen, professor emeritus, Aarhus Universitet

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Semper reformanda, kirken skal hele tiden reformeres og fornys. Det er som bekendt et reformatorisk slagord. Lad os tage anledning af Thorkild Grosbølls død til at gøre lidt status over, hvordan det går med denne bestandige fornyelsesproces i nutidig teologi og kirke.

Det var nogle mærkelige overskrifter, Kristeligt Dagblad forsynede sin omtale og nekrolog over Thorkild Grosbøll med. På forsiden: ”Grosbølls kristendom vandt aldrig frem: ’Han tog fejl af tiden’.” Det sidste er et citat af Anders-Christian Jacobsen, dogmatikprofessor i Aarhus, som dermed gør overensstemmelse med tidsånden til teologisk dogmatisk kriterium. Hvad med sandheden?

Ikke mere oplysende er overskriften over nekrologen, hvor Niels Henrik Gregersen og Niels Grønkjær ellers siger mange rigtige ting om Grosbøll og hans teologi: ”Den sidste mohikaner for en teologi, der sagde, at Gud ikke er.” Men det er også noget vrøvl, for i teologi taler man selvfølgelig om en Gud, der er. Det er det, ordet teologi siger. I sammenhængen tillægges udsagnet vores anden dogmatikprofessor. Hvad er det med vore dogmatikprofessorer? Anser de spørgsmålet om kristendommens sandhed for løst i og med om dogmatiske udsagn er i overensstemmelse med tidsånden?

Ved at sætte udsagnet op i overskriften får det en vægt, som fordrejer sagen. Men det er karakteristisk, for det er spørgsmålet, om ikke den hele Grosbøll-sag egentlig blot er en sag skabt i pressen, startende med interviewet i Weekendavisen og fortsat med provokerende avisoverskrifter, der ikke afslørede nogen dybere forståelse for Grosbølls anliggende, som jo var det at tale om Gud på nutidens vilkår.

Indrømmet: Grosbøll var ikke altid selv for god til at fastholde det anliggende, når han fik en lejlighed til at slå et slag i bolledejen. Men hans anliggende er ikke mindre aktuelt i dag.

Pressen var altså med til at blæse sagen op ved at give hans anliggende en medieegnet form. Det førte så til en fatal håndtering af sagen fra de kirkelige myndigheders side: indkaldelse til tjenstlig samtale samt suspension ved biskop Lise-Lotte Rebel og senere genoptagelse af embedet efter en dilettantisk gennemført overførsel af tilsynet til biskop Jan Lindhardt.

Hvorfor fokuserede pressen ikke på det kirkelige hierarkis svigt i håndteringen af en så vigtig sag som indholdet i den kristne teologi og forkyndelse?

Jeg kendte Thorkild Grosbøll fra et intensivt samarbejde omkring bispevalget i Helsingør Stift i 1995. Her var han aktiv i en støttegruppe for mit kandidatur. Resultatet var, at denne forandringsparate liste vandt første runde i valget, men som bekendt blev resultatet af anden runde, at Lise-Lotte Rebel blev valgt. Hun havde ikke under valgkampen formået at aftvinge Thorkild Grosbøll teologisk respekt. At forestille sig forløbet af den tjenstlige samtale mellem de to kan kun kalde på smilet. Resultatet blev suspendering, der effektivt lukkede for den nødvendige teologiske samtale om fornyelse af indholdet i den kristne forkyndelse.

Grosbølls anliggende var et opgør med teismen, opfattelsen af Gud som en bevidst person, der har skabt og opretholder verden – folkeligt udtrykt: ”Gudfader i skyen”.

Den opfattelse er i moderne teologi forladt for længst, og alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke-teistiske måder, at tro a-teistisk på Gud. Grosbøll formulerede det selv ved at sige, at det, han ønskede, var at diskutere Gud uden absolut at skulle købe et gammelt og for længst forladt verdensbillede.

Ved at stille det så klart op afslørede han det hykleri, som trives i brede kredse – også inden for kirken. Én ting er, at aggressive ateister fastholder, at kristendommen kun kan forstås fundamentalistisk. En anden ting er, at megen forkyndelse lader være underforstået, at det teistiske verdensbillede er intakt.

Nej, Grosbøll ”tog ikke fejl af tiden”. Han forsøgte – omend ikke altid lige elegant – at tænke det kristne anliggende ind i en moderne tid. Det mod var der så ikke så mange andre, der havde eller havde sans for.

I stedet har der bredt sig to tendenser: dels en konservativ fastholden ved de gamle klassiske formuleringer, som vi finder dem i bibel og bekendelse, dels en udvidet ny spiritualitet, der ikke insisterer på at stille sandhedsspørgsmålet, men er tilfreds med at føle det rigtige.

Efter Grosbøll savner vi et initiativ, der kan sætte fokus på, hvorledes den kristne teologi og forkyndelse kan formuleres på de vilkår, som nutiden byder. Her kunne man sætte sin lid til coronakrisen. Den giver i hvert fald præsterne tid til og mulighed for at forkynde kristendom på andre måder end de overleverede.

Der ses interessante formidlingsforsøg ved hjælp af den nye teknologi. Men vi savner at se, at brugen af ny teknologi følges op af en refleksion over en ny teologi.

Viggo Mortensen er professor emeritus, Aarhus Universitet.