Kirken skal kæmpe til sidste blodsdråbe for at holde åbent

”Jeg tænker ikke som statsministeren, at jeg har reddet liv ved at overholde reglerne, men jeg tænker til gengæld heller ikke, at jeg måske har slået nogen ihjel ved at være i kirke eller handle i Brugsen,” skriver lektor Hans Krab Koed

Kirke i Holstebro må som så mange andre holde lukket. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Kirke i Holstebro må som så mange andre holde lukket. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Mens danske kirker er lukket af frygt for coronasmitte, kan man hver søndag se gudstjeneste fra All Saints Church Peshawar i Pakistan. Et område af landet, hvor Taleban står meget stærkt. Deltagerne holder gudstjeneste på trods af risiko for voldelige angreb med livet som indsats.

Som dansker tænker man nok ikke så meget på, hvordan kristne rundt omkring i verden forfølges for deres tro, og at gudstjenester kan være risikable for deltagerne.

Et perspektiv, vi slet ikke forstår, men som vi ikke desto mindre bør tænke på, før kirken helt mister sin betydning og berettigelse i vores beskyttede rige verden. Kirken og dens præster skulle gerne være der for os, også når vi er syge. Det er vel stadig et kald at være præst. I øvrigt skal både læger, sygeplejersker og butiksansatte faktisk møde op på arbejde hver dag, selvom de kan være potentielle smittespredere.

Det dur slet ikke, hvis præster og kirkens personale fungerer som ivrige debattører både i aviser og på de sociale medier for en lukning under henvisning til at drage omsorg for, at de vil sikre, at kirken ikke er en superspreder og endnu værre, når de bruger argumentet, at de også selv kan komme til at smitte. Det er helt bagvendt og i øvrigt et argument, som heller ikke dur, selv hvis kirken opfatter sig som en serviceorganisation på linje med for eksempel hospitaler og supermarkeder. Jeg kan ikke forstille mig, at ansatte der ville komme langt med den begrundelse.

Det er så bagvendt, for kirken skal være der for os i livets mange omskiftelige situationer, ikke selv trække sig bort fra menigheden.

Jeg husker tydeligt, hvad det betød for mig at kunne sidde på kirkebænken den første søndag dengang i 1997, da vores hjem var totalt brændt tre dage tidligere. Jeg ville ikke have været det foruden. At sidde der og blive opslugt af at synge med på salmerne. At glemme min fortvivlelse og forvirring.

Det er så afgørende, at kirken holder gudstjenester, at kirkens folk samlet kæmper for at finde en måde at holde sikre gudstjenester på. Gerne med maske og sprit, men åbent.

Kristen tro og liv erfares og skænkes ifølge Grundtvig i gudstjenesten jævnfør Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Heldigvis er jeg ikke formand for et menighedsråd længere – men var jeg, ville jeg føle et meget større ansvar for at skrive og tale om kirkens rolle og funktion i krisesituationer. Ikke mindst når mange af kirkens egne folk som nævnt plæderer for, at vi skal lukke kirkerne for, at kirken ikke skal blive en supersmittespreder.

Min sognepræst, Martin Rønkilde, i Sankt Nicolai Kirke i Kolding, er i Kristeligt Dagblad blevet citeret: ”Men jeg skal være den første til at holde en kæmpe gudstjeneste med sang og hele molevitten, når der ikke er nogen, der kan dø af det længere.”

Altså hvis vi skulle lade være med alt det, nogen kan dø af, ja, så måtte vi jo også holde op med at køre bil. Selvom jeg kører fornuftigt, kan jeg få et hjertetilfælde og køre lige ind i en anden bil med katastrofale følger som konsekvens af, at bilkørsel er tilladt inden for visse regler.

Vi lever for at leve, og vi skal alle dø en dag, og den ene død er ikke mere tragisk end den anden.

I hvert fald er det ikke tragisk, hvis en ældre mand som jeg med et rigt liv bag mig dør af den ene eller anden grund.

Vi skal vel ikke overleve for enhver pris. Der skal proportionalitet ind i, hvad vi skal leve for.

Jeg tænker ikke som statsministeren, at jeg har reddet liv ved at overholde reglerne, men jeg tænker til gengæld heller ikke, at jeg måske har slået nogen ihjel ved at være i kirke eller handle i Brugsen. Jeg skal nok blive hjemme, hvis jeg føler mig syg. Og jeg skal nok lade mig teste, men jeg går altså ikke rundt i konstant frygt og angst eller bæven.

Rønkilde tager fejl, når han konkluderer, at vi lige så godt kan lade være med at holde gudstjeneste, fordi der nu kommer så få. Argumentet med, at der alligevel ikke kommer så mange til de små andagter, er bagvendt. Jeg har som god gammel grundtvigianer ikke lyst til sådanne fromme andagter, så jeg går en tur i stedet, når der nu ikke er ”rigtige” gudstjenester. I øvrigt har der indtil videre vist ikke været en eneste, der er blevet smittet i vores kirke. Vores personale og præster samt menighed er rigtig gode til at holde afstand. I stedet for at droppe gudstjenesten kunne vi for eksempel justere forløbet og undlade altergang.

I øvrigt er det ikke antallet af deltagere, der bør afgøre, om der holdes gudstjenester.

Endvidere mener jeg ikke, at kirken er en institution på linje med noget som helst andet i samfundet. Den er hverken Bilka eller sportshal.

Jeg har bemærket, at især ateisterne på deres Facebook-side har været særdeles begavede til at argumentere for en lukning, så begavet, at kulturkristne har overtaget deres argumenter om, at folkekirken er en institution helt på linje med alle andre institutioner og alt andet i Danmark. Ja, og så endda tilsyneladende en overflødig en af slagsen. Vi skal jo købe ind for at overleve, men kirkegang er ikke livsnødvendigt.

Jeg mener, kirken skal kæmpe til sidste blodsdråbe for at holde åbent og holde gudstjenester. Det er ikke kirkens opgave at argumentere for aflysninger eller lukning. Kirken kan i stedet adlyde statsmagten og følge ordre derfra, hvis det skulle komme dertil. Vi skal ikke glemme, at kirkens magt er af en anden verden.

Kirken har ikke særlige privilegier, for kirken er noget andet end alt andet i vores samfund, og ja, man kan godt blive smittet i kirken, men der kan man altså godt passe på og holde afstand. Det har tiden siden påske så tydeligt bevist. Der smittes ikke procentvis flere i kirken end andre steder i samfundet.

Men den fortælling er det vist lidt svært at trænge igennem med!

Vi glemmer tydeligvis, hvad der er fornødent: at kirken skal være der for os i krig og fred, hvad enten vi er syge eller raske. Det kan de kristne i Pakistan måske minde os om. Selvom de risikerer at blive skudt, går de i kirke, corona eller ej.

Lad os med Grundtvig i kirken synge:

Jeg ved et lille Himmerig,

det er så let at finde,

hvor tro og dåb ej fuldelig

gik hjerterne af minde.

Det findes under hyttetag

som under højelofte,

hvor kristne sig på Herrens dag

forsamle tit og ofte. (Den Danske Salmebog, nummer 325)

Hans Krab Koed er lektor i kristendomskundskab ved læreruddannelsen på UC Syd.