DER SKAL LYDE EN STOR TAK til Ida Gammelmark Bøgh og Mikael Brorson, når de i Kristeligt Dagblad den 11. marts slår fast, at kirken ikke er en koncern. Det er et vigtigt og indlysende budskab, der ikke må herske tvivl om. Der kan ikke sættes en tyk nok streg under, at kirken ikke er en koncern. Mere præcist kan det ikke siges.
Derfor vil alle forhåbentlig også kunne skrive under på det, og i hvert fald kan vi bifalde det og samtidig glæde os over, at kommende teologer slår det fast med syvtommersøm. Det er befriende.
Vi kan takke Luther og Reformationen for opgøret med den hierarkiske struktur. Fra da af er enhver, der er krøbet ud af dåben lige meget præst og biskop. Sådan har det været lige siden, og sådan skal det så afgjort vedblive at være.
Hvorfra det næsten mytiske ønske om at gøre kirken til en koncern kommer fra, står hen i det uvisse. Og hvorfor Det Teologiske Fagråd på Københavns Universitet uforvarende skal rodes ind i den debat, er vi uforstående over for. Mon ikke det blot bygger på en simpel misforståelse.
Men vi griber gerne anledningen til at slå fast, at vi, som til daglig færdes på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, ikke har hørt nogen studerende hverken drømme om eller mene, at folkekirken skal gøres til en koncern. Ikke én eneste.
DET ER BESTEMT AL ÆRE VÆRD, når studerende kæmper for en sag, der rækker ud over deres studium, og engagerer sig i en sag eller et ærinde og på den måde tager del i ansvaret for verden uden for universitets egen. Det øger håbet og troen på fremtiden. Også for folkekirken. Det er en forskel på vores generation af unge og den såkaldte någeneration, for hvem det at påtage sig ansvar lader sig noget tilbage at ønske.
I folkekirken tales der en del om præstemangel. Stærke kræfter i folkekirken arbejder på løsninger, som i hvert fald på længere sigt vil kunne få betydning for hovedvejen til et præsteembede via en teologisk kandidateksamen.
I Den Augsburgske Bekendelses artikel 14 står der om den kirkelige ordning, at ingen bør lære offentlig i kirken eller forvalte sakramenterne uden at være rettelig kaldet. Men problemet kan da for menigheden blive, at hvis den ikke kan kalde på nogen, hvad gør menigheden så?
Luther understregede næsten voldsomt det almindelige præstedømme, men betoner også tydeligt det særlige præsteembede. Han betragtede det særlige kirkelige embede som et notae ecclesiae med tydelige henvisninger til dets nødvendighed.
Uanset om man anerkender præmissen om præstemangel eller ej, så foregår den debat, og mange arbejder ganske aktivt på at finde løsninger på præstemangelproblematikken.
HIDTIL HAR DE TEOLOGISTUDERENDE ikke været tænkt som en del af en løsning. Det har undret Det Teologiske Fagråd på Københavns Universitet en smule. I festtalerne skåles der netop for teologi som hovedvejen til et præsteembede.
Her gør vi så stilfærdigt opmærksom på, at den vej kan laves med lidt bedre skiltning, så kommende teologiske kandidater allerede i studietiden kan bidrage til at vedligeholde hovedejen til et præsteembede.
Men dét er jo selvfølgelig en helt anden debat end den, Ida Gammelmark Bøgh og Mikael Brorson er optaget af. Måske har de også kvalificerede og konstruktive idéer til, hvordan teologistuderende kan bidrage til at løse en problemstilling, som mange i folkekirken er optaget af.
Er det tilfældet, så gætter vi på, at de ligeledes vil blive hilst meget velkommen. Sådan har vi i hvert fald oplevet de mange positive tilkendelser, der er kommet fra flere sider efter Det Teologiske Fagråds bestyrelse har budt sig til. Ja, fra Landsforeningen af Menighedsråd blev det endda betegnet som et wakeup-call for kirken.
Kirken er som bekendt et gammelt hus, og det skal vi vedblive at passe på. Det gør vi ikke ved at svække det særlige præsteembede. Tværtimod. Med det in mente skal folkekirken evne at være kirke på samtidens vilkår, men aldrig på dens betingelser. Opgaven er evig forkyndelse af Guds ord.
Kirstine Rasmussen og Morten Bangsgaard er teologistuderende ved Københavns Universitet.