KLASSISK MUSIK er omgivet af en sær mystik for de fleste uden for miljøet. Visse kulturelle normer, der går tilbage til 1800- tallet, er stadig dominerende i kulturen omkring klassisk musik.
Det gælder især koncertformen, der ofte involverer formelt tøj, majestætiske omgivelser, regler om, hvornår publikum må klappe, og krav om at være stille under koncerten.
Desuden er scenografien og de øvrige udtryksformer nedtonet til et minimum. Musikerne bærer ofte sort og går tavse ind på den tomme scene med deres instrumenter, før de spiller deres planlagte repertoire.
Dette bygger på en forestilling om, at musikken skal formidles så rent som muligt – uden forstyrrelser. Man glemmer, at fravalg også er et valg. Det er et udtryk, der giver et indtryk. Fra valget af koncertsted til tøjvalg og kropssprog på scenen – alt er en del af oplevelsen. Og den, der ikke er indviet i de praktiske og kulturelle bevæggrunde for den nuværende koncertform, føler sig i stedet udelukket.
Man mister det brede og unge publikum, og i stedet fyldes koncertsalene med det samme smalle publikum: musikere, overklasse, konservative, babyboomere og musikkritikere. Det er komisk, når man tænker på, at musikken ofte er skrevet af komponister, der selv var fattige, udstødte fra eliten og oversete i samtiden. Hvorfor skal deres musik opleves, som om jeg var en baronesse i 1800-tallet?
DEN STIVNEDE KULTUR omkring klassisk musik efterlader forståeligt nok den brede offentlighed med opfattelsen af, at klassisk musik er for eliten, eksperterne, aristokratiet, musikerne selv og værst af alt – at musikken er kedelig og irrelevant i dag.
Nogle dele af det klassiske miljø mener ganske rigtigt, at klassisk musiks status som en del af vores kulturarv er grund nok til at bevare den som en form for museumsgenstand. Men mange klassiske kunstnere er opmærksomme på de udfordringer, genren står over for, hvis den fortsat skal være levende, relevant og i stadig bevægelse. Der er en øget bevidsthed om, at klassisk musik skal aktualiseres. Således har vi været vidne til mere eller mindre mislykkede initiativer, der forsøger at nå ”det unge publikum”. Mange klassiske musikere begår nemlig den fejl at tro, at de skal gå på kompromis med det musikalske indhold eller tilføje fjollede rekvisitter for at gøre oplevelsen interessant. Men i stedet risikerer oplevelsen at blive useriøs eller fjollet.
Jeg vil vove den påstand, at klassisk musik ikke har brug for rekvisitter og heller ikke for at blive forenklet eller overdrevet. Der er alene brug for, at vi skræller kulturen af og tænker lidt mere over, hvad musikken egentlig kan og er.
Trods musikkens lange historie må vi aldrig holde op med at spørge os selv på ny: Hvorfor spilles der klassisk musik, og hvorfor skal folk gide at høre det?
FOR MIG SOM PIANIST er der tidløs skønhed og menneskelig relevans i den klassiske musik. Den bringer os sammen om vores fælles menneskelige vilkår på Jorden, fordi den tager fat på de dybe eksistentielle emner. Emner, som ikke nødvendigvis passer med markedsvilkår som succes, profit og trends.
Denne musik eksisterer på helt andre præmisser med et andet værdisæt. Det handler om poesi, skrøbelighed, langsommelighed, eftertænksomhed, fordybelse og ro. Den direkte kommunikation mellem mennesker. Måske er det netop klassisk musik, min generation af stressede unge tørster efter – de ved det bare ikke.
Musik er en af de reneste former for kommunikation mellem mennesker, fordi den overskrider sprogbarrierer og barrierer i os selv mellem vores intui- tion, intellekt og følelser. Men som i al kommunikation ligger ansvaret for, at budskabet når igennem, både hos afsender og modtager.
ÆRLIGT TALT: Der er stor chance for, at en kedelig musikalsk oplevelse skyldes en dårlig optræden. Måske er performeren ikke nærværende, måske har hun ikke gjort sig klart, hvorfor hun optræder, eller måske kan vi ikke rigtig mærke mennesket bag musikken. Som naturlig konsekvens mister vi interesse i, hvad der sker på scenen. Fortolkningens kunst er krævende og meget skrøbelig.
Men klassisk musik kræver også noget af lytteren – mere end vi er vant til i andre musikgenrer. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi synes om musikken ved første lyt eller ej. Klassisk musik appellerer til meget mere end den personlige smag. Musikken fortæller en større historie om det at være menneske end lytternes egne personlige præferencer. Den kommunikerer til følelserne, men også til intellektet, karakteren, intuitionen og temperamentet. Den rummer alle aspekter af vores eksistens. Fra fødsel til død til det hinsides.
BEETHOVENS SIDSTE TO klaversonater er glimrende eksempler på musik, som rækker ud over mediet og beskriver noget større. Hans ”Opus 110” er mere end vellyd og gode melodier. Beethoven var på dette tidspunkt ramt af døvhed, sygdom og depression. Sonaten er et menneskes møde med og accept af sin skæbne og død. Fra naivitet og glæde til vrede til angst og død til den endelige overvindelse og afklaring.
Det musikalske forløb er fra første takt en løbende tilblivelse, ligesom livet er en løbende erkendelsesproces. 20 minutter inde i sonaten kulminerer sonaten i en fuga og sorgfuld klagesang, der ender i døden på temaet ”Det er fuldbragt!” fra Bachs berømte ”Matthæuspassion”.
Denne reference til Jesu død efterfølges af stilhed og en overraskende dur-treklang – livet vender tilbage. Det symboliseres af en horisontal spejlvending af fugaen, der ender i en ekstatisk sejrs- triumf. Den personlige lidelse er pludselig sat i forbindelse med Jesu lidelse og opstandelse.
”Opus 110” er derudover et komplekst arkitektonisk værk, som formmæssigt er så gennemført, at det sprænger rammerne for menneskeligt overblik og kunnen. Det er altså ikke tomme kalorier, der er på spil, men derimod et glimrende eksempel på, at det kræver mere end en gennemspilning at værdsætte omfanget af et klassisk værk.
Skal man begribe den klassiske musik, er det væsentligt at træne sig selv i at være en god lytter. Man må engagere sig og hengive sig til lytteoplevelsen – ikke kun følelsesmæssigt, men også analytisk og åndeligt. Man må lytte igen og igen og erfare, at man hver gang kommer ned i nye lag af musikken og sig selv. Som den anerkendte pianist og dirigent Daniel Barenboim formulerer det: ”Jo mere du giver af dig selv, jo mere får du igen.”
Det er denne debat, vi skal have, når vi taler om den klassiske musiks fremtid. Den skal omhandle kernen og det, der vedkommer mennesker. Vi skal blive ved med at spørge: ”Hvorfor?”. For skal den klassiske musik bestå, må den bevare sit autentiske udtryk.
Michala Linn Madsen er klassisk pianist.