Professor emeritus Tim Knudsen gentager i avisen den 22. februar sit synspunkt om, at statsministerens omorganisering i Statsministeriet er et problem. Knudsen mener blandt andet, at Rossen – i modsætning til andre topembedsmænd – bør kunne kaldes i samråd og stilles spørgsmål af Folketinget, fordi han er medlem af regeringens Koordinations- og Økonomiudvalg.
Han mener også, at Rossen som den eneste rådgiver bør stille op til interviews. Samme forventning har Knudsen imidlertid ikke til departementscheferne i henholdsvis Statsministeriet og Finansministeriet, som også hver sidder i ét af de to udvalg. Den magt, de to departementschefer besidder er enorm, da de i vidt omfang er med til at fortolke og udmønte regeringens beslutninger over for resten af centraladministrationen.
Knudsens gentagne kritik undrer mig af flere årsager. For det første er der rent juridisk intet at komme efter. Folketingets jurister, som jo er uafhængige af Socialdemokratiet, da de skal varetage hele Folketingets interesser, har i en redegørelse sagt god for statsministerens omorganisering.
I efteråret stillede statsministeren op i et åbent samråd, som jeg selv deltog i, og hvor omorganiseringen var det eneste punkt på dagsordenen. Det var i den forbindelse alene politikere fra oppositionen, der stillede spørgsmål, og de fik alle svar. Interesserede kan selv få syn for sagn på Folketingets hjemmeside, hvor man kan gense samrådet. Derudover har statsministeren ad flere omgange svaret på spørgsmål fra landets journalister. Forsøget på at tegne et billede af, at der er noget lorent ved Rossens ansættelse, mener jeg derfor er uretfærdigt.
Rossens rolle er at understøtte Mette Frederiksens politiske arbejde samt bidrage til en styrket koordinering af regeringens aktiviteter. Det er der intet fordækt i, for det er helt naturligt, at en travl minister i det daglige arbejde ikke samtidig har overblik over, hvad der er på bedding i alle de øvrige ministerier. At de folkevalgte styrkes over for en stor, stærk, kompetent og erfaren centraladministration er ikke et demokratisk problem. Det er tværtimod en demokratisk styrkelse, at en statsminister understøttes i det regeringsprojekt, som hun har et folkeligt mandat til, og som vælgerne kan vende tomlen op eller ned til, næste gang der er folketingsvalg.
Alle eksperter deler heller ikke Knudsens vurdering. Professor i statskundskab Peter Nedergaard skrev i Berlingske den 16. januar: ”Statsministerens ansættelse af Martin Rossen har vist, at hans funktion har været manglet. (…) man må anerkende Mette Frederiksens forudseenhed, da hun udnævnte Rossen. Det var godt tænkt.”
Rasmus Stoklund er medlen af Folketinget, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.