Prøv avisen

Kønsskifte er en voksen beslutning. Hvis jeg som seksårig var blevet spurgt, om jeg hellere ville være dreng, havde jeg svaret ja

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette Marie Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ingen bør naturligvis diskrimineres på grund af køn, seksualitet eller race. Men vi er skabt som mænd og kvinder

Da jeg var en pige i seks-otteårsalderen, legede jeg som en dreng. Jeg kunne lide at lege med biler, klatre i træer og spille fodbold. I skolen var vi få piger og mange drenge i klassen, og legene i frikvarterene var derfor på drengenes præmisser – det gjaldt om at kunne løbe stærkt og lege fysiske lege.

En far til en af de drenge, jeg legede med, var aktiv i fodboldklubben, og han inviterede de af os piger, der gerne ville spille bold, med til træning med drengene. Jeg gik også til pigespejder og var blåmejse, drengene var ulveunger. Men vi var til mange fælles begivenheder, hvor der var rig lejlighed til at tumle og lege Tarzan.

Jeg mindes tidligt at have hørt min mor sige, at hun havde håbet på en dreng efter min storesøster, og jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg måske havde været lettere at elske, hvis jeg havde været en dreng. Og jeg tænkte, det måske havde været sjovere at være en dreng.

Hvis jeg var blevet spurgt af overtolkende voksne i den periode, hvor jeg var 6-10 år, om jeg hellere ville være dreng, havde jeg uden tvivl svaret ja. Men det var heldigvis ikke et tema for 50 år siden.

Siden blev jeg i teenageårene interesseret i drenge og havde Elvis-, Gasolin- og Kevin Keegan-plakater hængende over skibsbriksen, og jeg gik til bal som alle andre fjollede teenagetøser, der håbede på at møde de seje drenge.

I en periode, da jeg flyttede til København som 19-årig, havde jeg kort drengehår og gik med de samme sorte snøresko og lange sorte jakker som de lidt punkede sortklædte drenge i Larsbjørnsstræde, og jeg hørte Lou Reed og David Bowie. Som tjener måtte jeg hoppe i nylonstrømber, pumpsko, hvid skjorte og nederdel på jobbet. Senere som idrætsstuderende blev jeg medlem af ”de stive hasers klub” i rytmegymnastik, sammen med en håndfuld fodbolddrenge havde jeg boldspillernes karakteristiske usmidige bagben og lavede rytmegymnastik i fodboldshorts.

Og hvorfor den lange indledning om min barndom og ungdom? Jo, for at fortælle, at jeg ikke tror, det er enestående, at man som barn og ung hopper lidt på tværs af kønsgrænserne i perioder. Men hvor det i min tid gik på leg, idræt, hår og tøjvalg, seksualiseres børnene efter min mening i dag alt, alt for tidligt. Jeg er direkte rystet over, at man kan mene, at børn på seks år skal kunne beslutte sig for at være et andet køn end det, de er skabt som.

Jeg mindes ikke, der var nogen af os, der tillagde vore personnumre nogen betydning i min barndom. Det blev indført med folkeregisterloven, da jeg var seks år gammel. Og jeg husker ikke, hvornår det gik op for mig, at det lige slutciffer betød, jeg var en pige, men hvis det er det, der er et problem, kan personnumrene vel forholdsvis let konstrueres, så tallene ikke er kønsspecifikke?

Naturligvis kan man indvende, at det er gammeldags eller forkert, at man i min barndom beskrev noget som drenge- eller pigelege, men det bliver mig for meget, når hvert ord i 2020 skal vendes af frygt for at krænke nogen.

Ingen bør naturligvis diskrimineres på grund af køn, seksualitet eller race. Men vi er skabt som mænd og kvinder. Må vi slet ingen normer og grænser have mere? Skal vi aldrig acceptere det, man kalder skæbnen eller tingenes tilstand?

Eller skal vi i individualiseringens og selvrealiseringens navn have frit valg på alle hylder hele livet til at skabe os selv, som vi vil?

Mette Marie Hansen, bachelor scient., freelancer.