Jeg gik forbi min mor på gaden. Jeg kunne ikke kende hende med mundbind.
Den franske filosof Levinas taler om ”transcendensens stråleglans i den Andens ansigt”. At se ind i et andet menneskets ansigt er at se et menneske. Når vi bliver set på, stråler vi. At køre forbi et busstoppested er uhyggeligt. Her stråler ingen. Jeg ser ikke andet end mundbind, der ligner masker.
Med mundbindene, vi nu skal bære omtrent alle steder, er der ingen længere, der smiler. Da min datter tog mundbind på, blev jeg forskrækket. Selv verdens smukkeste øjne ser døde ud bag en maske.
Jeg bliver hjemme den næste lange tid, ikke fordi jeg er bange for at blive smittet med corona, men fordi jeg er bange for ikke at kunne se det menneskelige i de mennesker, jeg ser.
Etikken begynder hverken med en handling eller med en bestemt moral. Den starter med blikket. Hvad er det, vi ser i hinanden?
Det onde er det, vi gør, når vi ikke ser, at de andre er mennesker som vi selv. Det er psykologien i al krig, skriver filosof Hannah Arendt. Det er derfor, man i krig kan dræbe: Man ser ikke et menneske, men en uniform, en maske, et tal, en fjende uden ansigt.
Samme psykologi gør, at man kan sidde derhjemme og skrive ubehageligheder til andre på nettet. Ord, man aldrig ville have sagt, havde man kunne se deres virkning i den andens ansigt.
Nu er vi ikke i krig herhjemme trods alt, og jeg vil ikke føre brænde til dommedagsbålet, men derfor sker der alligevel noget med etikken, hvis vi ikke kan se hinanden.
Jo, vi kan selvfølgelig godt se hinanden, øjnene er frie over mundbindene. Men de er døde øjne uden ansigtets medleven.
Der var faktisk engang, hvor spejlet ikke fandtes. Det var først i 1800-tallet, at spejlet blev alment. Ellers fandtes det kun på slotte. Hvem man var, var derfor ikke noget, man undersøgte ved at se sig selv i spejlet. En selv kunne man kun se i den andens blik – her blev du til.
I dag kigger vi os selv i spejlet en hel del. Der er spejle overalt, i tilfælde af at man skulle have glemt sig selv. De fleste tager også et hav af billeder af dem selv i løbet af dagen. Vores ansigt er det, vi kendes ved, det, vi viser verden. Vores ansigt er også det, vi genkender os selv ved.
Med spejlet og selfien låses vores identitet til vores eget blik på os selv. Men som en anden filosof, Sartre, skrev et sted: Mit forhold til mig selv er bestemt af den andens blik på mig.
Med mundbindene på ude i verden har vi ingen chance for at se den andens smukke stråler. Vi kan heller ikke aflæse os selv i de andres blik. Det er et umistelig tab, for det er kun i den andens blik, du kan blive til mere end det, du ser dig selv som. Kun her bliver identiteten åben og relationel. Kærlighed er en måde at se den anden frem på, slår Kierkegaard fast.
Jeg skal nok tage det på, mundbindet, men jeg håber ikke, vi skal have dem på for længe. Indtil da må jeg hjem foran spejlet og øve mig i at smile med øjnene. Men for dælen det er svært. Man ændrer jo adfærd med de lede mundbind.
Karsten Møller Hansen er sognepræst ved Tårnby Kirke.