Det kan da ikke være Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Radikale Venstres politik, at Bilka og Tivoli skal være åbent i påsken, men at der ikke skal være ordentlige gudstjenester? Det er ellers det indtryk, man får af Kristeligt Dagblads artikel den 16. marts.
Jeg forstår sandelig godt, at ingen tør røre ved noget uden at have lyttet til biskopper, provster, teologer ansat ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, folkekirkens præster og medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse, organister, kirketjenere med flere. Men de går da forhåbentlig til møde i dag i Kirkeministeriet og meddeler, at de ønsker gudstjenester påskedag? Og i øvrigt støtter den katolske kirke og frikirkerne i deres samme ønske?
Så de får forhåbentlig alle overbevist ministeren om, at der denne gang er ro i eget hus – denne gang holder vi gudstjeneste uden at vente på landets sidste fodboldklub eller museerne, som ellers har været argumentet fra biskopper og provster og teologer ansat på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og folkekirkens præster og medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse og øvrige ansatte.
Jeg forstår personligt til fulde, at kulturministeren ikke kan lade kirkeministeren give folkekirken rum til at holde koncerter eller kunstudstillinger, når der samtidig er lukket for koncerthuse og kunstmuseer. Det er sørgeligt, at der ikke kan holdes studiekredse med fysisk fremmøde, men jeg forstår det godt, når folkeuniversiteterne er henvist til onlineforedrag.
Men det ville være skønt, hvis kirkens mange ledende folk kunne blive enige om, at der nu er behov for at kunne holde gudstjenester i alle landets kirker med salmesang. I hvert fald en enighed, der rækker lige så langt som enigheden i erhvervslivet om, at de vil holde åbent langfredag og påskedag, og i Tivoli om, at de sagtens kan styre håndsprit og mundbind og to meters afstand. Min erfaring siger mig, at det går endog noget lettere i kirkerne.
Så det kan da heller ikke være blå politik? Det er godt, der er nogen kirkeordførere, der holder fast i at holde liv i gudstjenesten – men det kan da ikke være et spørgsmål om rød eller blå? Og det kan da slet ikke være biskopper, provster, præster og folkekirkens øvrige ansatte, som synes, at folk kan bare finde deres kristendom derhjemme hver især og ellers se, om de kan finde en kirke med en gudstjeneste, hvor der er plads og i øvrigt holde deres mund, som jo er situationen nu?
Kære biskopper og provster og teologer ansat på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og folkekirkens præster og landsforeningens bestyrelse og organister og kirkesangere og kirketjenere. Hvis alle landets forretninger og Tivoli og alle højskoler og efterskoler skal være åbne op til palmesøndag, og Tivoli og forretningerne langfredag og folkeskolerne tredje påskedag, hvad så med at åbne for nogle ordentlige gudstjenester påskedag?
Lisbet Christoffersen er professor i religionsret ved Roskilde Universitet.