Konservativ: Mennesket lever ikke af brød alene – også af åndelig udvikling og sammenhængskraft

Traditionelle dannelsesfag som historie, kristendom og billedkunst er gennemgående blevet nedprioriteret over en længere årrække, uden at nogen for alvor har råbt vagt i gevær, skriver Nikolaj Bøgh, konservativ folketingskandidat

"Værre er det, at det borgerlige Danmark ikke formår at hæve blikket og repræsentere ånd, kultur, historie og dannelse," skriver folketingskandidat for De Konservative Nikolaj Bøgh.
"Værre er det, at det borgerlige Danmark ikke formår at hæve blikket og repræsentere ånd, kultur, historie og dannelse," skriver folketingskandidat for De Konservative Nikolaj Bøgh. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix.

På mange måder har de seneste fire års borgerlige regering været en succes. Dansk økonomi er i topform. Væksten er høj, der er flere danskere i beskæftigelse end nogensinde tidligere, og den offentlige økonomi er bomstærk – takket være kloge reformer af pensionsalder og velfærdssystemer, som er blevet videreført gennem de seneste godt 10 år. Skatter og afgifter har fået et lille nøk nedad, og der er blevet lidt flere penge til den enkelte dansker og til familier, så de kan træffe flere beslutninger selv. Alligevel sidder mange borgerlige vælgere, måske mest af konservativ observans, lidt slukørede tilbage. For det var vel aldrig meningen, at det hele skulle handle om økonomi, effektivitet og regneark, som i stort omfang har været styrende for den politik, der er blevet ført.

Det borgerlige projekt anno 2019 har desværre i stort omfang udviklet sig til et åndløst bogholderprojekt, hvor kroner og øre og ting, der kan måles og vejes, snart er det eneste, der tæller.

Det er bestemt ikke nævneværdigt bedre hos Socialdemokratiet og venstrefløjen, hvor materialismen også dominerer tænkningen, blot med det omvendte fortegn, at man vil bruge flere penge på forsørgelse af mennesker uden arbejde, give dem mulighed for at kunne finansiere tidligere tilbagetrækning, give flere penge til flygtninge og indvandrere.

Ånden flyver lavt, eller er måske slet ikke til stede hos mange af partierne, hvilket måske tydeligst ses i diskussionerne om kultur og uddannelse. Kultur fylder uendelig lidt i den landspolitiske debat, staten skærer løbende ned på kulturbudgettet med meget negative konsekvenser i form af lukning af udstillingssteder, aflysning af særudstillinger og forestillinger og fyring af højt kvalificerede fagmedarbejdere i hobetal. Og stort set ingen på Christiansborg løfter et øjenbryn eller påpeger det tab for dannelsen og oplysningen i samfundet, som det indebærer.

Uddannelsesdebatten fokuserer først og fremmest på, hvilke faglige kompetencer vi står og mangler, ikke på at uddannelse er en åndelig rejse, der gør det enkelte menneske mentalt rigere, og som tilfører samfundet mere ånd og viden.

De humanistiske uddannelser, som ikke er specielt eksport- eller vækstorienterede, har det mere end svært og bliver nedprioriteret i meget stort omfang. Den særlige del af uddannelsespolitikken, som skolepolitikken udgør, har gennem de senere år først og fremmest fokuseret på at uddanne børn til nyttig arbejdskraft i konkurrencestaten, der med central målstyring og tests skulle nå det højeste faglige niveau inden for de umiddelbart arbejdsmarkedsrettede kompetencer.

Traditionelle dannelsesfag som historie, kristendom og billedkunst er gennemgående blevet nedprioriteret over en længere årrække, uden at nogen for alvor har råbt vagt i gevær.

Det er for mig ikke overraskende, at Socialdemokratiet og venstrefløjen først og fremmest fokuserer på materielle goder for de befolkningsgrupper, de føler sig som repræsentanter for. Sådan har det i grunden altid været.

Værre er det, at det borgerlige Danmark ikke formår at hæve blikket og repræsentere ånd, kultur, historie og dannelse. For det er en helt afgørende del af borgerlig – konservativ – helhedstænkning, at mennesket ikke lever af brød alene, men at der også skal åndelig udvikling og sammenhængskraft til.

Netop i disse år, hvor dansk kultur og sammenhængskraft er udfordret fra mange fronter – af globalisering, migration og enorme mængder af engelsksproget underholdning – er det helt nødvendigt at kæmpe for sammenhængskraften, for det danske kulturfællesskab og højnelsen af danskernes oplysningsniveau.

I årenes løb har kombinationen af liberale og konservative partier i regeringssamarbejde ofte været frugtbart for Danmark. Det har det for så vidt også været de senere år.

Men noget væsentligt har manglet: den borgerlige ånd. Den er det nødvendigt at besinde sig på og genfinde, hvis et fremtidigt regeringssamarbejde for alvor skal lykkes til gavn for Danmark. Mennesket lever ikke af brød alene.

Nikolaj Bøgh er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Frederiksberg og Københavns Storkreds.