DET ER I GRUNDEN forstemmende at læse interviewet med Julie Skovsby (S), som er ny formand for Folketingets kirkeudvalg, her i avisen den 6. juli. Hun er tilsyneladende helt blank på sit nye ansvarsområde, og det må vel være udtryk for, at det ikke har været muligt at finde blot en enkelt blandt Socialdemokratiets 48 folketingsmedlemmer, som interesserer sig for kirkepolitik.
Det er trist. Socialdemokratiet er et samfundsbærende parti, som burde kunne finde politikere med engagement i en af Danmarks bærende institutioner, den luthersk-evangeliske kirke.
I det hele taget synes interessen for folkekirkens forhold at være forsvindende blandt det nye røde flertal, og kirkepolitik er – som kulturpolitik – fuldstændig fraværende i den politiske forståelse, som nu er trådt i stedet for det traditionelle regeringsgrundlag. Alternativet, som ganske vist ikke er egentligt støtteparti for regeringen, men hører til på samme fløj, har helt fravalgt at have et medlem af Kirkeudvalget i denne.
Den manglende interesse rummer teoretisk set også positive aspekter, for det er grundlæggende at foretrække, at Folketinget blander sig så lidt i folkekirkens forhold som overhovedet muligt. Folkekirken har ikke godt af at blive spændt for en politisk vogn og gjort til genstand for alskens ideologiske projekter.
Men uvidenhed er bestemt ikke nogen garanti for at folketingspolitikerne giver folkekirken lov til at fungere i fred.
Det så vi med den tidligere kirkeminister fra Radikale Venstre, Manu Sareen, der udnævnte sig selv til folkekirkens ”chef” og med en elefants elegance satte sig for at indføre et nyt ritual for homovielser.
Der er også faresignaler i det meget beskedne indhold i interviewet med den nye kirkeudvalgsformand, som blandt andet får sagt, at man skal ”tænke” FN’s verdensmål ind i arbejdet. Men verdensmålene er ene og alene politik pakket ind i smart markedsføring og har intet med folkekirkens forkyndelse at gøre.
Alene den alt for moderigtige henvisning til verdensmålene viser, at Julie Skovsby mangler forståelse for, hvad der er kirkens opgave, og hvad der er politikernes opgave, og at de to ting ikke bør blandes sammen. Den begrænsede idérigdom hos den kirkefremmede politiker rummer med andre ord allerede en risiko for ”gøreri” og politiseren på en løs baggrund, som bestemt ikke gavner kirken.
Så herfra skal der lyde en opfordring til Julie Skovsby til at begynde sit nye virke med at bruge lidt tid på at sætte sig ind i kirkens arbejde og finde ud af, hvad den er sat i verden for, nemlig at forkynde evangeliet.
Og dernæst at udvise ydmyghed i forhold til at forsøge at spænde kirken for politikernes vogn, men tværtimod fortsætte den tradition for respektfuldt samspil mellem det politiske og det kirkelige, som trods alt er den dominerende tendens her i landet.
Nikolaj Bøgh (K) er rådmand på Frederiksberg.