Prøv avisen

Mor: Liberalismen har svaret på en omsorgsfuld familiepolitik

"Sænk skatten på indkomster, så de familier der ønsker det, kan passe deres børn hjemme i en periode. Lad derudover pengene følge borgeren, således at de borgere, der ikke anvender de offentlige tilbud, har råd til private alternativer, for eksempel pasning af eget barn i hjemmet", siger Louise Siv Ebbesen, medlem af Liberal Alliance Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Louise Siv Ebbesen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter at jeg er blevet mor og dermed ofte er i kontakt med velfærdsstatens omsorgsområder som sundhedsvæsenet og dagtilbud, får jeg ofte undrende blikke, når jeg fortæller nye bekendte, at jeg er medlem af Liberal Alliance.

Sagen er den, at jeg og min mand betaler så høj skat på arbejde, at der ikke er råd til at fravælge de statslige velfærdstilbud. For på grund af det høje skattetryk er vi, ligesom hovedparten af andre børnefamilier, afhængige af to indkomster. Hvis skatten var lavere, og min mand og jeg kunne leve for én indkomst, indtil vores datter var halvandet år, ville vi gøre det. For det føles forkert at have overdraget omsorgsopgaven for vores datter til staten. For selvom vi har nogle fantastiske pædagoger, så har vi fået vores datter for at være så meget sammen med hende som muligt.

Når venstrefløjen derfor vil hæve skatte- og afgiftsniveauet, så skader det børnefamilier som vores. For når jeg afleverer min datter for at gå på arbejde, så gør jeg det for at skabe et økonomisk grundlag, som kan sikre hende et godt sted at bo, give hende ferieoplevelser og så videre. Hvis skatten hæves, skal jeg arbejde mere for at give hende alt dette, og jeg ønsker ikke at undvære hende mere i hverdagene, end jeg allerede gør.

Sænk skatten på indkomster, så de familier, der ønsker det, kan passe deres børn hjemme i en periode. Lad derudover pengene følge borgeren, således at de borgere, der ikke anvender de offentlige tilbud, har råd til private alternativer, for eksempel pasning af eget barn i hjemmet. I en række kommuner følger tilskuddet til en vuggestueplads delvist barnet, for eksempel i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor man kan få 7.500 kroner i tilbud for at passe eget barn i hjemmet. Dette er positivt, men ikke alle borgere forundt, og fortsat et for lavt beløb til at udgøre et reelt alternativ til en lønindkomst i en periode.

Louise Siv Ebbesen er specialkonsulent i Moderniseringsstyrelsen og medlem af Liberal Alliance.