Orbán forsvarer det kristne Europa.
I EU er mange slået af undren over endnu en valgsejr til ungarske Viktor Orbán. Hvordan kan folket, der med oprøret i 1956 for alvor skrev sig ind den moderne demokratihistorie, dog støtte denne mørkets fyrste?
Svaret er, at Orbán ikke er mørke. Han er genskæret fra det lys, der banede vejen for det egentlige Europa – det inden oplysningstidens relativisme. Grundlæggende handler debatten om EU om det at være til. Om at være bundet eller ikke bundet.
I sin instinktive reaktion vil det moderne menneske helst være frit – så frit som muligt.
Men er det ved nærmere eftertanke også det mest attråværdige?
Eller kan netop mange af vore moderne udfordringer henføres til, at friheden er gået grassat?
Unge lider af spisevægring, stress og præstationsangst. Familierne opløses i stadig mere selvdefinerede enheder fra regnbue- til dine, mine og fælles børn.
Selv vore politikere er uenige om, hvem vi egentlig er. og kan bruge årevis på at diskutere, om et dannebrogsflag må hænge i parlamentet, eller om folkekirken nu også skal have særstatus.
Det er arven fra oplysningstiden. Sværmeriet for det intellektuelle – naturvidenskaben som svaret på alle livets spørgsmål. Ophævelsen af alle dogmer.
Men livet er mere end videnskab. Og alt det vigtige i livet er netop ikke videnskab, men sjæl og ånd, der ikke sådan lader sig begribe eller fange ind af et regneark. Det er, hvad Orbán repræsenterer, når han erklærer at ville forsvare det kristne Europa.
Den slags begriber man intet af i EU, der allerede for længst har vendt den kristen-jødiske identitet ryggen og fuldt ud helliger sig de programerklæringer, der udgik af oplysningstidens kulminerende sammenbrud i 1789: menneskeretten.
Hvor det kristne livssyn binder mennesket til en konkret virkelighed, sætter menneskeretten mennesket aldeles frit. Intet over og intet ved siden af den enkelte. Alt op til videnskabelig udredning og individuel afgørelse. Føl og kræv din frihed! Men et menneske kan netop ikke dyrke sin frihed uden at kende frihedens rammer.
Derfor har Orbán fat i det længste strå. Thi kun i båndet til Kristus og troen på en større magt kan den egentlige frihed leves. Derfor er vi med Luthers ord både de frieste og ufrieste. Dette er selve kristendommens grundvilkår. Og dermed Europas.
For selvom EU måske har erhvervsliv og vækstapostlene på sin side, så vil det vise sig, at livet er mere og andet end det materielle. Og mens EU er videnskab og oplysning, er Europa så meget mere. Uden den forstand, kan man slet ikke forstå vores kontinent og historie. Det viser Orbán. Og tak for det.