Eskimo-is, herregud, hvem krænker det? Sandsynligvis ingen, men angsten for at krænke er til stede, frygten for at genere grønlændere i Danmark, det overdrevne hensyn, den nedværdigende særbehandling.
Vi skal tage os sammen. Nu. I Iran er tre unge demonstranter netop blevet dømt til døden, i Danmark er Den Lille Havfrue blevet udråbt til racistisk fisk. Vi lever i et luksussamfund ud over alle grænser, men kan åbenbart ikke se det. Det er ynkeligt, og det er en hån mod verdens virkelige problemer.
Krænkelseskulturen herhjemme er latterlig, spækket med pseudoproblemer og sygeligt optaget af sin egen sarthed. Alting er hårdt, når man er pakket ind i vat. Alting virker truende set fra velfærdsdammen.
Et interessant paradoks gør sig gældende. Hvis racismen hersker på den yderste højrefløj, og dermed afvisningen af det fremmede, så gælder det samme på den yderste identitetspolitiske venstrefløj, nemlig afvisningen af det såkaldt krænkende. Hér er ikke plads til negerboller, Churchill-statuer, hvid Jesus eller noget andet. Sartheden går igen på fløjene, skyklapperne, manglen på udsyn og indsigt. Hvor er det åndssvagt.
Men er der da slet intet at være krænket over i Danmark så? Næ, stort set ikke, og flere mennesker burde overveje styrken i ikke at føle sig krænket.
Du er bare priviligieblind! Nå. Fordi jeg er hvid, og fordi jeg er mand? Fordi det er synd for brune og kvinder i Danmark? Det er først synd for dem i det øjeblik, man synes, det er synd for dem.
Men racismen findes jo, på den yderste højrefløj, det sagde du selv? Ja, det gør den, men den kommer fra et så dybt taberhul, at jeg desværre har mere ondt af det råbende Stram Kurs-discipel, end af den mørke kvinde, der passerer forbi.
Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur.