Krænkelseskulturen truer vores åbne samfund: Puritanismen gør os fattigere ved at lukke for kritik

Vi bliver som samfund fattigere og svagere, hvis vi nægter at møde det anderledes og nægter at lade os provokere, skriver Jens Jonatan Steen

VI SKAL SIGE FRA over for enhver form for diskrimination, vi skal bekæmpe sexchikane på alle planer og generelt blive bedre til at trække stregen i sandet. Jeg bliver derfor også begejstret, hver gang en undertrykker falder fra magtens tinde.

Råb efter homoseksuelle på gaden, forskelsbehandling på grund af hudfarve eller lønulighed på arbejdsmarkedet begrundet med køn bliver aldrig acceptabelt. Men det betyder ikke, at vi skal undlade at diskutere eller trække grænser for, hvad der kan opfattes som krænkende, og hvad der ikke er det. Vi skal være meget varsomme med at gøre alt, hvad der kan opfattes som provokerende, anstødeligt eller uforståeligt, til en personlig krænkelse.

Generelt har vi brug for at holde igen med forargelsens opstandelse og passe på med at lade os rive med af følelsen af krænkelse. Selvom faren er overhængende i de sociale mediernes tidsalder. Risikoen er vi at begynder at se krænkelser alle steder.

Når Tara Skadegaard Thorsen fra foreningen Front på Københavns Universitet i Kristeligt Dagblad i onsdags roser, at man skrider ind over for at synge den danske sangklassiker fra 1924 ”Den danske sang er en ung blond pige”, så kammer det i min optik over.

Samme overdrev er tilfældet, når radiostationer vil stoppe med at spille julesange ”Baby, it’s cold outside” fra 1953, når Københavns Universitet vil forbyde udklædningsfester med mexicansk tema, når veganere går til angreb på slagterbutikker, når et spillested afviser en DJ, fordi de er politisk uenige med vedkommende, eller når tusindvis af amerikanere går amok over et 80 år gammelt maleri. Alle disse handlinger er forbud eller afvisninger, der finder sted i krænkelsens hellige navn.

Der går en hårfin grænse mellem reel diskrimination og destruktiv puritanisme. Der skal siges klart fra, men der er som sagt også grænser. Krænkelseskulturen risikerer at skabe en massiv berøringsangst over for vores egen historie, som skal gentages, uanset om den er provokerende eller ej.

Vi skal ikke censurere eller forbyde Tintin eller Pippi, fordi nogen kan blive stødt over dem. Det samme gælder vores sangklassikere. Vi skal bruge dem som et billede på, hvordan – og måske også hvor forkert – man engang opfattede verden. Lad os få dem frem i lyset og så tage diskussionen. Historien er vores på godt og ondt.

Den identitetspolitiske krænkelseskultur skaber en lukkethed, hvor stadigt flere ser sig selv som mindretal i opposition mod alle andre. Flere søger mod såkaldte safe spaces, hvor vi kan være fri for provokation, fri for anderledes tænkning og fri for at blive udfordret af alle dem, der ser verden på en anden måde end os selv.

Når man dyrker de aflukkede ekkokamre og safe spaces, hvor man ikke behøver forholde sig til dem, der tænker anderledes, så bliver de andre til det ukendte og frygtede. Det gør det let at dæmonisere, opstille fjendebilleder eller udråbe flertallet som krænkende.

Antogonisten og hovedfjenden i det moderne samfund bliver den hvide mand, som nærmest kan undertrykke alle andre ved sin blotte eksistens. Jeg siger ikke, at netop det skulle være holdningen hos foreningen Front, men jeg mener, at den identitære tænkning risikerer at gøre vores samfund mere polariseret, mere offerdyrkende, mindre dialogsøgende og mindre tolerant. Åbenhed, ytringsfrihed og sund fornuft kan ryge på puritanismens bål.

Vi bliver som samfund fattigere og svagere, hvis vi nægter at møde det anderledes og nægter at lade os provokere.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio og kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet i Fredericia.