Krav om, at forkyndelse skal være tilgængelig på dansk er problematisk. Og vil ramme skævt

Der er udsigt til – ligesom med ”imamloven” – at den tilsigtede målgruppe kan fortsætte som hidtil, mens der skabes en masse bøvl for mange andre, skriver hospitalsfysiker Lars Jødal

Krav om, at forkyndelse skal være tilgængelig på dansk er problematisk. Og vil ramme skævt
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

Socialdemokratiets kirkeordfører, Julie Skovsby, citeres i Kristeligt Dagblad både den 7. og den 13. oktober for et forslag om, at ”al central forkyndelse også skal være tilgængelig på dansk”. Det vil sige, hvis et anerkendt trossamfund forkynder på et andet sprog end dansk, så skal forkyndelsen efterfølgende gøres tilgængelig på dansk.

Hensigten er gennemskuelighed og åbenhed, og Julie Skovsby opfatter selv forslaget som ukontroversielt.

Åbenhed hører hjemme i et demokrati, og det gælder naturligvis også trossamfund. Hensigten er altså ukontroversiel, men er midlet det også?

En god hjælp til overvejelsen kan være at forestille sig en tilsvarende situation, hvor lovgivningen ville ramme én selv eller nogle man føler sig beslægtet med.

Vi kan for eksempel forestille os at gå syd for den dansk-tyske grænse. Hvordan ville det se ud med danske øjne, hvis Tyskland forlangte, at alle prædikener holdt på dansk efterfølgende blev oversat og offentliggjort på tysk? Hvordan vil det opleves, hvis danske sømandskirker verden over mødes med tilsvarende krav sålede,s at når sømanden har været til en dansksproget gudstjeneste, så skal præsten efterfølgende oversætte sin prædiken til hollandsk i Rotterdam, til thailandsk i Bangkok og til arabisk i Dubai?

Hertil kommer naturligvis spørgsmålet om, hvad vores tyske venner vil mene, når det tysktalende mindretal i Danmark afkræves, at deres prædikener oversættes og offentliggøres på dansk. Og følgespørgsmålet: Hvem skal betale for, at en mundtligt holdt prædiken optages og oversættes til en form, som kan offentliggøres?

Man kan også afprøve tanken på andre områder end forkyndelse. De fleste danske partier modtager under en eller anden form støtte fra EU. Hvordan ville det opleves, hvis EU krævede, at enhver tale holdt i en politisk vælgerforening efterfølgende blev offentliggjort på et af EU’s hovedsprog (efter Brexit må det vel betyde tysk eller fransk)? Naturligvis ikke for at føre kontrol med nogen, blot for at sikre gennemskuelighed og åbenhed.

Hertil kommer så, at en lov kun vil ramme anerkendte trossamfund, hvilket stort set vil sige trossamfund med vielsesmyndighed. Trosmæssige forsamlinger, der ikke opfatter sig som en del af det danske samfund, er næppe de første til at søge formel anerkendelse, og har de ikke gjort det, så er de meget sværere at lovgive om.

Der er altså udsigt til – ligesom med ”imamloven” – at den tilsigtede målgruppe blot kan fortsætte som hidtil, mens der skabes en masse bøvl for mange andre. Ukontroversielt? Døm selv.

Lars Jødal er hospitalsfysiker.