Kristelig Handicapforening: Handicapområdet trænger til en opgradering

Det vil tage tid at genskabe tillid til kommunerne, skriver Kristelig Handicapforenings leder, efter 24 kommuner har brudt loven for at opnå besparelser

Foto: Iris/Ritzau Scanpix.
Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Det endelige stop for resultatlønnede konsulenter på handicapområdet bør blive begyndelsen på en generel opgradering af et felt, der i den grad trænger. Nogle har måttet opgive deres bofællesskab og flytte hjem –til en anden kommune, som ikke har hyret resultatlønnede konsulenter. Andre har fået frataget ydelser og timer efter rådgivning fra de private konsulenter, som efterfølgende er blevet betalt med en procentdel af det beløb, kommunen har sparet.

Nu er tiden heldigvis kommet til at få rettet op på denne praksis. Den 25. juni udsendte Ankestyrelsen en udtalelse, hvor praksis med resultatlønnede sparekonsulenter i konkrete socialsager defineres som ulovlig.

24 kommuner har haft resultatlønnede konsulenter inden for dørene til at finde besparelser. De skal nu sende redegørelser til Ankestyrelsen, som inden årets udgang vil have taget stilling til hvert enkelt forløb – om det var lovligt eller ej. Hvis ikke, er kommunen ”forpligtet til at overveje at genoptage sagen” hedder det i Ankestyrelsens sammenfatning af udtalelsen.

Det må vel betyde, at alle de sager, hvor udtalelser fra en resultatlønnet konsulent har optrådt i en konkret sag på handicapområdet skal tages op igen? Anderledes kan jeg ikke læse det.

Jeg håber virkelig, at alle de pågældende kommuner øjeblikkeligt vil tage fat på at optrevle beslutningsgangene i de seneste års ”konsulentsager”. En sådan indsats og de indrømmelser og kompensationer, som næsten uundgåeligt må følge, kan være med til at genoprette tilliden mellem den enkelte borger og dennes kommune. En tillid, som har lidt skade ved at indføre et resultatlønnet mellemled. Men jeg håber også, at den enkelte borger, som er blevet påvirket af beslutninger, hvor private konsulenter har været inde over, selv vil tage fat i sin sag. Den enkelte må selv være opmærksom og tage affære – måske med hjælp fra pårørende.

For der er langt endnu. Et stop for brugen af resultatlønnede konsulenter i konkrete socialsager standser blot de kommuner, der var ude på en helt skæv afstikker – ofte i forsøget på at afhjælpe manglen på kvalificeret intern arbejdskraft og tvunget af en presset økonomi.

Procentdelen af socialsager, som bliver omgjort af Ankestyrelsen, taler deres tydelige sprog. Tidligere børne- og socialminister Mai Mercado (K) valgte at gøre tallene offentlige. På voksenhandicapområdet lyder tallet for 2018 på 32 procent. Det tyder i den grad på manglende kvalifikationer i de enkelte kommuners socialforvaltninger og desperate beslutninger – styret af en presset økonomi.

En opgradering af hele det specialiserede socialområde er nødvendig. Derfor vil jeg med interesse følge den storstilede indsats på området, som netop er sat i gang af regeringen – først med en grundig evaluering og dernæst en omorganisering. Alt sammen inden for de kommende to-tre år. ”Vi skal være sikre på, at mennesker i social udsathed eller med særlige behov på grund af et handicap får den hjælp, de har behov for” og ”retssikkerheden skal højnes” hedder det i kommissoriet for evalueringen.

Det giver håb om, at første skridt er taget i den rigtige retning. Men jeg skal være ærlig: Det kommer til at tage et stykke tid at ryste erfaringen med resultatlønnede sparekonsulenter af. Og det kommer til at tage tid at genopbygge tilliden til, at kommunerne forvalter loven til den enkelte handicappede borgers bedste.

Tove Søgaard er landsleder i Kristelig Handicapforening og medlem af LEV’s landsbestyrelse.