MICHAEL PEDERSEN, som er cand.theol., journalist, højskolelærer og spastiker havde et indlæg om kirke og inklusion i debatspalterne i Kristeligt Dagblad den 17. januar. Indlæggets udgangspunkt er opmuntrende: Michael Pedersen har med sit fysiske handicap oplevet udviklingen i samfundets indstilling til handicappede som en bevægelse fra ”bliv rask” til ”bliv rummet”.
Hvor ergo- og fysioterapeuter i 1960’erne og 1970’erne indirekte opmuntrede til at se hans handicap som overvindeligt, ses det i dag som en fælles permanent opgave for ham selv og det omgivende samfund, herunder kirken. Som en barriere, der skal nedbrydes og ikke en ”fejl” ved ham. Opmuntrende, synes jeg, men må i samme omgang konstatere, at for mennesker med et psykisk handicap ser sagen anderledes ud.
Her har ”bliv rask” aldrig haft nogen berettigelse. At arbejde for eller håbe på helbredelse for for eksempel Downs syndrom eller en autismediagnose giver ingen mening. ”Bliv rummet” som mål er desværre heller ikke helt så selvfølgeligt, som Michael Pedersen lyder til at opleve det. Når han for eksempel konstaterer, ”at alle de mennesker, der laves særgudstjenester for (også mennesker med psykiske handicap), har en naturlig plads i den almindelige menighed søndag formiddag”, må jeg erklære mig uenig.
JEG OPLEVER mange steder, at menighedens vilje til højmesse-inklusion af mennesker med psykisk handicap er til stede, men at man aldrig får taget hul på opgaven. I modsætning til inklusionen af Michael Pedersen, der som universitetsuddannet sikkert får mere ud af prædiken og liturgi end den gennemsnitlige kirkegænger, kræver inklusionen af mennesker med psykisk handicap mere end blot at åbne døren. At byde denne særlige gruppe velkommen kræver en særlig indsats – ikke omfattende eller svær, men målrettet. Til gengæld kan der også være en særlig gevinst.
Forleden talte jeg med en sognepræst, der aktivt havde inkluderet et medlem af menigheden med psykisk handicap ved at udnytte dennes særlige talent for maleriet. På opfordring havde medlemmet malet et billede med bibelske pointer, som han i fællesskab med præsten udlagde for menigheden. Initiativet havde krævet kontakt til de pædagoger, der kendte maleren og hans bofæller. Det krævede også syv minutter af prædikenen og en tillidsfuld relation imellem maler og præst. Til gengæld blev den korte udlægning af billedet en lille prædiken i sig selv – om en dyb forståelse for kristendommens væsen hos et menneske, som de færreste ville have sat på listen over forkyndere.
Både præst og menighed oplevede den særlige gevinst: ”Jeg vil så gerne være fejlfri og perfekt, men her talte Gud til både mig og menigheden igennem et menneske, som alle kunne se, ikke var perfekt. Det var nåde i praksis,” lød præstens beskrivelse.
Der findes mange måder. Et andet menighedsmedlem med psykisk handicap føler sig måske inkluderet ved at få lov at hælde kaffe på kanderne til kirkekaffen. Hvem der kan og vil hvad, kan man ofte blive klogere på ved at spørge de mennesker, der er tæt på – pårørende eller pædagoger.
Lyder det besværligt? Jeg tror, det handler om at tage skridtet – over grænsen for psykisk og kognitiv ”normalitet”. Men når det er taget, opdager vi, at grænsen var vores. Jesus har hele tiden været på begge sider.
Hermed en opfordring til aktivt at rumme mennesker med psykisk handicap i højmessen. Vi er alle lemmer på Kristi legeme, og højmessen er den oplagte anledning til at opleve fællesskabet i Ham.
Tove Søgaard er landsleder i Kristelig Handicapforening.