Alle mennesker er unikke og har umistelige menneskerettigheder. Udsagnet synes banalt. Men i en politisk virkelighed, hvor partier kappes om at udpege fremmede som årsag til alt ondt, er det ret beset ved at være et rabiat særstandpunkt.
Flygtninge kan returnere, når der er fred, frihed og sikkerhed i hjemlandet. Indtil da modsætter Kristendemokraterne sig, at mennesker tvangshjemsendes til ekstremistiske styrer, der hverken kan eller vil beskytte egen befolkning mod overgreb. Vi protesterer imod, at kristne konvertitter udsættes for samtaler med det iranske præstestyres efterretningstjeneste. Vi afviser brugen af tidsubestemte ophold på den fængselslignende institution Ellebæk i Nordsjælland med den hensigt at ”motivere” dem til hjemrejse.
FN’s menneskerettigheder er i vid udstrækning baseret på det kristne livs- og menneskesyn, som var dominerende blandt medlemsstaterne i 1947. I 75-året for redningen af de danske jøder er det værd at notere sig, hvilket regime disse menneskerettigheder ønskede at beskytte os imod. Men også, at Danmark indtil 1943 på eget initiativ hjemsendte 139 flygtninge til Nazityskland. Heraf var mange jøder. Mennesker. vi ikke mente at have plads til.
Vi skal lære af historien og arbejde for internationale løsninger. Ikke mindst ved at styrke leveforholdene for de 90 procent flygtninge, der er internt fordrevne eller befinder sig på ubestemt tid i lejre. Men vi skal også løfte vores del af ansvaret
Antallet af flygtninge er i dag på niveau med 2009. Den store bølge fra 2015 var en ekstraordinær situation, der kræver en ekstraordinær indsats. Det giver udgifter til bolig, sprogundervisning og underhold. Det koster en stor indsats fra erhvervslivet at skaffe dem i arbejde. Det kræver en stor indsats fra danskerne, at byde dem indenfor i stuerne.
Den største pris betales dog af det menneske, der har forladt sit hjem, sin familie, sine vante omgivelser, sit sprog og sin trygge hverdag. Det får ikke Kristendemokraterne til at slække på kravet om, at flygtningen pakker sin mentale kuffert ud, tilegner sig dansk sprog og kulturforståelse. Til gengæld rækker vi hånden ud og byder flygtninge velkommen indenfor. Det haster med at fjerne den ekskluderende integrationsydelse, så der både bliver råd til mad, bolig, børnenes fritidsinteresser og busbilletten til sprogcentret. Ellers bliver resultatet en eksplosion i antallet af fremtidige parallelsamfund.
Den største trussel mod danskheden er partier, der tror, at den kan bevares ved at holde flygtninge ude. Partier, der bilder vælgerne ind, at værdier bevares ved forbud mod religiøse smykker, tørklæder og begrænsning af religionsfriheden. Utilsigtet erkender de, at deres værdigrundlag er ynkeligt svagt, og vælter i mødet med den anderledes tænkende. Deres politik fører til inkvisitoriske tilstande, hvor blasfemien nu bare består i, at fremmede ikke falder i et med tapetet og assimilerer sig. Det er en farlig vej at betræde. Er der ikke længere plads til det tyske mindretal i Danmark eller jøderne?
Om Danmark fortsat skal være kristent, afgøres ikke i stemmeboksen. Det valg er befolkningens eget. Kristendemokraterne vil til gengæld kæmpe for retten til at tro og tænke frit. Retten til at fortælle andre om sine holdninger. Retten til at oprette friskoler efter eget værdigrundlag. Retten til at opdrage sine børn efter egen tro og kultur. Og etårige børns behov for danske værdier skal mødes i form af ret til en ren ble, søvn og hvile samt at blive passet af mor og far – også selvom de bor i et såkaldt udsat boligområde.
Kristendemokraterne kæmper for kvinders ret til at klæde sig, som de vil. At studerende må bede på skoler. At præster på lige fod med andre borgere igen kan være domsmænd. Kristendemokraterne frygter hverken religiøs eller politisk forkyndelse. Vi vil derimod fastholde, at grundlovens paragraf 67, der siger at ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” står vagt om vores demokratiske frihedsrettigheder og ikke kan benyttes som rambuk til at knægte ytringsfriheden. Også selvom denne frihed måtte tale Kristendemokraterne direkte imod. For hvis en imam ikke må være fortaler for flerkoneri, hvem er da de næste, der med denne gummiparagraf nægtes ytringer eller retten til at demonstrere? Må Venstres Ungdom gå ind for polygami?
Vi er bekymret over et Christiansborg, der i frygt og manglende tro på demokratiets frihedsværdier laver specifikke love for romaer, ghettobeboere og religiøse. Love, der ikke alene stigmatiserer bestemte grupper, men også rammer andre i flæng. Danske familier splittes, når regeringen udsender mor, far eller barn med udenlandsk herkomst, og hjemvendte danskere sendes på ”integrationsydelse”.
Hos Kristendemokraterne er alle lige for loven. Lad borgerne sige, hvad de vil. Men krummer de så meget som et hovedhår på deres modstanders hoved, da skal hammeren falde hårdt.
Kuriøst er det, at de selvsamme partier, der bekæmper indvandringen i årtier, har modarbejdet en familiepolitik, der fremmer, at danskerne får de børn, de ønsker sig. Man har skåret i børnechecken, antallet af pædagoger i børnehaven og pisket forældrene til at tage fuldtidsarbejde frem for at løfte deres ansvar som forældre. Derfor er vi i dag afhængige af indvandrere til blandt andet at tage sig af vores ældre medborgere.
Kristendemokraterne vil arbejde for, at flest mulige flygtninge kan skabe sig en tilværelse i deres hjemland. Men den, der banker på vores dør, skal hjælpes uanset tro eller etnicitet. Alle mennesker er unikke.
Stig Grenov er landsformand og Isabella Arendt er politisk næstformand, Kristendemokraterne.