Kristendemokraterne: Befriende hvis Lillian Bondo erkendte det etisk problematiske i afbrydelse af graviditeter

Prævention, abort og menneskelig fejlbarlighed må ikke fritage mennesket for ansvaret over for andre mennesker, der endnu ikke er født. Sociale tiltag, oplysning og forebyggelse skal fremme det gode liv for alle, mener Kristendemokraternes formand, Stig Grenov

Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, minder om, at der stadig er et etisk problem ved aborter, som er vigtigt at huske på. Også selvom svangerskabsafbrydelse er en god ting i flere tilfælde.
Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, minder om, at der stadig er et etisk problem ved aborter, som er vigtigt at huske på. Også selvom svangerskabsafbrydelse er en god ting i flere tilfælde. Foto: Ritzau Scanpix/Sofie Mathiassen .

Jordemoderforeningens formand Lillian Bondo blæser i sit indlæg ”Etisk set” til kamp mod den af Trump førte politik, som omhandler kvinders adgang til at afbryde en graviditet. Og hun har så afgjort nogle pointer.

Voldtægt er så grænseoverskridende en handling, at det skal være gyldig grund til svangerskabsafbrydelse. Det har Kristendemokraterne ment siden partiets start. Men disse tilfælde udgør (heldigvis) kun en brøkdel af det samlede antal indgreb.

Vi er enige om, at forebyggelse af utilsigtet svangerskab i ulandene skal være en kerneopgave for Danmark. Og godt er det, at udviklingsministeren har doneret 75 millioner kroner til det formål, da USA trak sig. Skidt er det, at pengene blev taget fra den danske regerings stadigt mere skrabede ulandsbistand. Penge som kunne have styrket fattige kvinders undervisning og oplysning og sænket antallet af ufrivillige børnefødsler. Lillian Bondo burde rette mere kritik mod vores hjemlige politikere.

Enig er jeg også i, at prævention aldrig bliver 100 procent sikker, og at det er menneskeligt at fejle. Men fritager det borgerne for ansvar? Jeg tænker ikke, politiet lader mig slippe for bøden, hvis jeg kører for stærkt og kvæster et andet menneske i farten. Ordensmagten vil næppe heller anse det for en formildende omstændighed, at jeg var fuld i gerningsøjeblikket. Men når det gælder den ufrivilligt gravide og hendes kæreste, lukker samfundet øjnene for dobbeltmoralen. Her betaler det offentlige prisen uden at kny. Ingen tør stille bare et mikroskopisk spørgsmålstegn af frygt for at blive sammenlignet med Trump og alle de fortrædeligheder, ulykkelige unge piger gennemlever i Guds eget land. Lillian Bondo holder sig end ikke tilbage for at sammenligne abortmodstanderes hensigter med en TV-serie, hvor nogle kvinder optræder som fødemaskiner. Tak for kaffe.

Hvor ville det være befriende, om Lillian Bondo bare et øjeblik ville erkende det etisk problematiske i afbrydelsen af graviditeter. Især når man skriver en klumme om etik! Tænk om det blev alment anerkendt, at barnet videnskabeligt set er et selvstændigt liv med egen dna, organer og blodtype. At masser af kvinder trækkes med psykiske eftervirkninger, uanset hvor frit og lovligt indgrebet er. Så kunne vi sammen starte en proces, hvor sociale tiltag, oplysning og forebyggelse kunne fremme det gode liv. Tænk om ministre som Ulla Tørnæs (V) ville erkende, at der i Indien er fuld adgang til både fosterscanninger og aborter, som fattige mennesker betaler kassen for at få udført, hvis de venter en pige. Kristendemokraterne mener, piger og drenge har lige høj værdi!

Jeg er enig med Lillian Bondo. Skrigekor foran abortklinikker er alt andet end værdigt. Men ved organisationen Respekt for menneskelivs forårsdemonstration under sloganet ”Tænk nyt” var det Enhedslistens tilhængere, der stod for den højlydte, aggressive recitering af ”religiøse” mantraer. Den ukonstruktive dialog skyldes i høj grad aborttilhængernes forbenede rygmarvsreaktioner.

Når Kristendemokraterne foreslår lægefaglig oplysning, skriger modstanderne ”skræmmekampagne” og ”tvang”. Når vi siger sociale tiltag, råbes der ”indoktrinering”. Når vi gør opmærksom på regionernes lemfældige tilgang med abortstøttesamtaler, mødes vi med tavshed.

Hvis Kristendemokraterne får vedtaget en lovgivning svarende til den tyske, vil samtlige danske kvinder på et oplyst grundlag stadig kunne afbryde en graviditet. Spørgsmålet er, om Jordemoderforeningen vil være med til at kortlægge årsagerne og gentænke løsningerne på, hvordan vi sænker antallet af aborter til gavn for både kvinder, mænd og børns liv.

Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne.