Det af Folketinget oprettede kursus i familieret, som præster, der søger vielsesmyndighed, skal gennemføre, er groft overvurderet. Det tager deltagernes dyrebare tid, koster 6000 kroner og rammer helt ved siden af hensigten om, at imamer med ikke-dansk baggrund og tvivlsom indstilling til demokratiet skal kende lovgivningen.
Det er trist, at kulturminister Mette Bock (LA) ikke forholder sig til denne virkelighed i sit modsvar i lørdags til min kritik i avisen torsdag. For jeg har en klar fornemmelse af, at ministeren og jeg er enige om at tage afstand fra sharia som juridisk eller normgivende forbillede for vores land.
Jeg tror bare ikke på, at dette syn ændres ved at pålægge præster og religiøse overhoveder kurser. Det er trossamfund som baptister, Mosaisk Troessamfund med flere, der historisk har kæmpet for deres ret til at tro anderledes end flertallet, som Mette Bock tvinger på demokratikursus. De rabiate ekstremister – uanset religiøs oprindelse – får man til gengæld ikke i tale.
Frem for at forholde sig til denne problematik forsvarer ministeren sig med, at hun er blevet klogere af at besøge familieretskurset.
Det er naturligvis isoleret set glædeligt, men betalte ministeren de 6000 kroner og to fulde arbejdsdage?
Kunne ministerens viden være opnået gennem selvstudium og en efterfølgende prøve til en tiendedel af prisen, sådan som Kristendemokraterne foreslår?
For naturligvis har ministeren ret i, at en vielsesforretter skal have et grundlæggende kendskab til de retslige følger af et ægteskab. Det er netop det katastrofale. Der er ingen eksamen. Præsten får kun bevis på at have afsonet lektionerne.
Mette Bock kandiderer til verdensmesterskaberne i udenomssnak, når hun påpeger, at deltagerne opførte sig civiliseret og samtalte under god stemning. Det ville jeg bestemt også have forventet. Jeg ville bare ønske, ministeren forholdt sig til, at regeringen atter en gang har lovgivet efter laveste fællesnævner.
I et forfejlet forsøg på at ramme islamister pålægges flertallet byrder, der vedkender sig samfundets adskillelse af tro og juridiske rettigheder. I et forsøg på at imødegå social kontrol på gymnasier forbydes bøn og religiøse samlinger for flertallet af danske studerende.
I et forsøg på at holde rabiate imamer ude af domstolene, nedlægges der forbud mod, at præster kan blive domsmænd under henvisning til, at de har et forkyndende erhverv. Hvornår ryger mine borgerlige rettigheder, hvis jeg fortæller et andet menneske om min tro? Hvorfor er det kun politisk forkyndelse, der synes at være hellig for det danske Folketing?
Listen af forbud og krav vendt mod religiøse er lang. Det forstemmende er, at regering og opposition er enige om at forsvare vores frie samfund ved at begrænse selvsamme frihedsrettigheder. Kun de rabiates sag fremmes hver gang, fordi tryk avler modtryk.
Sandheden er, at vil man totalitære ideologier til livs, må man indsætte andre værdier. Derfor fremmer Kristendemokraterne det kristne livs- og menneskesyn i lovgivning såvel som i civilsamfundet. Det inkluderer retten til at mene anderledes end Kristendemokraterne.
Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne.