Prøv avisen

DF-profil: Kristendemokraterne tager fejl - næstekærlighed er ikke en politisk opskrift

Foto: Leif Tuxen

Marie Krarup

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kravet om at elske vor næste er konkret og personligt og kan aldrig blive et politisk budskab. Så vi kan ikke sige som Kristendemokraterne, at vi generelt har ansvar for folk, der har brug for hjælp uden for landets grænser, skriver Marie Krarup (DF)

Vil du vide mere om folketingsvalget? Så tilmeld dig vores valg-nyhedsbrev her.

I disse tider, hvor Kristendemokraterne ser ud til måske at kunne komme i Folketinget, er der grund til at gøre opmærksom på et problem i deres argumentation: De mener, at det kristne næstekærlighedsbud afkræver os politikere en bestemt udlændingepolitik.

Og det er ikke den udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti ønsker.

I partiets program bruges næstekærlighedsbuddet som udgangspunkt for udlændingepolitikken. Kristendemokraterne skriver på deres hjemmeside, at man har ansvar for ”fremmede og folk, der har brug for hjælp – også uden for landets grænser”.

Men det er forkert at bruge den kristne næstekærlighed som udgangspunkt for en bestemt udlændingepolitik. For kravet om at elske vor næste er konkret og personligt og kan aldrig blive et politisk budskab. Så vi kan ikke sige som Kristendemokraterne, at vi generelt har ansvar for folk, der har brug for hjælp uden for landets grænser.

For næstekærlighed er det konkrete krav til mig i øjeblikket om at elske den person, der er mig nær, uanset om det er en, jeg holder af, eller en, jeg ikke kender, men først møder nu. Uanset om personen er dansk, syrisk, hvid, sort, tyk eller tynd.

Når næstekærligheden er konkret, betyder det jo også, at der ikke kan gives nogen politisk opskrift på baggrund af næstekærlighed. Der findes dermed heller ikke en mere eller mindre næstekærlig udlændingepolitik.

Den kan være mere eller mindre fornuftig eller holdbar, men aldrig mere eller mindre næstekærlig. Kristendemokraterne misbruger derfor kristendommen, når de bruger næstekærligheden som argument for en slappere udlændingepolitik.

Men jeg kan godt forstå, at man kan fristes til at sige, at bestemte politiske standpunkter er mere næstekærlige end andre. For ikke nok med, at man kan fremstå god over for andre, så er det ganske enkelt også meget lettere.

Det er nemlig oftest noget vanskeligere at elske dem, man kender godt og ser til daglig – ens krævende børn og mand for eksempel – end et foto af et sødt flygtningebarn fra den anden side af jordkloden. Måske derfor er det mere populært at forsøge at være næstekærlig via bidrag til flygtningehjælpen end ved at tage sig af sine børn og give sin mand opmærksomhed.

Så kan man oven i købet lave et opslag på Facebook om, at man lige har givet penge til et sødt lille barn i Afrika, eller at man er flygtningeven og synes, der skal komme flere flygtninge til Danmark.

På den måde kan man score en masse likes og forsøge at skjule, at noget sådant jo kun er forfængelighed og selvglæde.

Den demonstrative ”næstekærlighed” ydes dermed for at konstruere et forfængeligt billede af sig selv. Det er ikke næsten, der er i centrum, men det giver en sød varm følelse af at være god.

Jeg ved naturligvis ikke, hvad der er Kristendemokraternes motiver til at bruge næstekærlighedsbegrebet i deres argumenter. Men jeg vil advare imod det.

Omvendt er der al mulig grund til at forsvare kristendommen og den kristne kultur i Danmark. Og det gøres absolut bedst ved at undgå islamisering af vores land. Vi skal derfor sørge for, at der ikke kommer flere muslimer til Danmark som flygtninge eller indvandrere, og vi skal have gang i hjemsendelser af flygtninge.

Man kan ikke sende folk, der allerede har statsborgerskab, ud af landet. Det vil ødelægge retssikkerheden og trygheden for danske statsborgere. Så det er ikke en mulighed.

Men vi står med muslimske minoriteter i Danmark, som ikke ønsker at blive danske i hjertet og tage vores kultur til sig.

Til dem må vi sige: I har religionsfrihed, så I behøver naturligvis ikke konvertere til kristendommen, men I kan ikke regne med, at Danmark indretter sig efter jeres religion. I kan ikke regne med særregler nogen steder på grund af religion. I er nødt til at respektere, at det er den kristne danske kultur, der er den ledende i Danmark.

På denne måde kan vi forsvare os som et kristent Danmark med alle de friheder, vi holder af. Hvis vi følger Kristendemokraternes opfattelse af den kristne næstekærlighed, vil vi hurtigt blive omdannet til et muslimsk land.

Det ville være en ulykke, men også en komplet misforståelse af kristendommen. For den kristne næstekærlighed er ikke en politisk opskrift.

Marie Krarup er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds.