Prøv avisen

Kristendom i Danmark fremstilles på samme måde som regnskovsreligion på Borneo

Svend Andersen er professor emeritus ved Aarhus Universitet. Han mener, at kristendommen i dagens Danmark bliver fremmedgjort - som var den en eksotisk og fremmed ting, vi ikke kender til. (Arkivfoto). Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters/Ritzau Scanpix

Svend Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den religionsvidenskab, der for tiden drives på vore universiteter, er de facto religionskritisk. Man savner – med meget få undtagelser – blik for det filosofiske aspekt ved kristendommen, skriver professor emeritus, Svend Andersen

Er det teologiens opgave at forsvare kristendommens absolutte sandhed? Det spørgsmål har den seneste tid været genstand for en ganske livlig debat i Kristeligt Dagblad. Den har dog ikke just bidraget til en nogenlunde klar forståelse af, hvad spørgsmålet egentlig går ud på. Jeg vil derfor tillade mig en omformulering: Hvad vil det sige at forsvare kristendommens sandhed? Og jeg vil forsøge at besvare det i sammenhæng med udgangspunkt i det fag, jeg har varetaget i omtrent et halvt århundrede.

Det drejer sig om faget etik og religionsfilosofi. Om det siger Viggo Mortensen i sin kronik den 27. oktober, at faget ”i overvejende grad dyrkes som ren filosofi”, så apologetikken, det vil sige forsvaret for kristendommens sandhed, er gledet ud. De sidste 17 år af mit virke på Aarhus Universitet har jeg undervist efter lærebogen ”Religionsfilosofi. Kristendom og tænkning”, som jeg skrev sammen med mine kolleger Troels Nørager og Niels Grønkjær.

Vi definerer her religionsfilosofi som ”en filosofisk undersøgelse af kristendommen som religion; den er normativ, idet den undersøger den kristne religion i lyset af dens sandhed som lære og dens gyldighed som livsmulighed og livsform”.

Når religionsfilosofien kaldes normativ, skal det i min optik ses som en stiltiende polemik mod en tendens i megen nutidig teologi, som man kan kalde deskriptivisme. Det kan jo være fristende at holde sig til en ren beskrivelse af, hvad kristendommen har været og er i dag. Beskrive de bibelske tekster ud fra deres respektive kontekster. Beskrive kirkens historie. Beskrive kristendommen i dagens Danmark som del af ”samtidsreligionen”.

Hvis man heroverfor vil forstå teologien som normativ, må man gøre sig klart, hvad der skal forstås ved sandhed. Hvad er det, der er sandt? Det er primært tre aspekter ved kristendommen. Den er for det første en lære, det vil sige en opfattelse af, hvordan virkeligheden er indrettet. Det kommer blandt andet til udtryk i sætningen ”Gud er altings skaber”. For det andet er kristendommen en livsmulighed, det vil sige en måde, det enkelte menneske kan forstå og leve sit liv på. Og for det tredje er kristendommen en livsform, det vil sige en karakteristisk fælles væremåde.

For at få klarhed over, hvordan der kan tales normativt om kristendommen i dens tre aspekter henter vi i bogen en tankegang hos den tyske filosof Jürgen Habermas (født 1929). Habermas opfatter den sproglige kommunikation som et grundtræk ved menneskers tilværelse. Og sproget har igen det væsenstræk, at vi som talere forudsætter gyldighed ved vore ytringer på tre måder. Når vi hævder noget (”Væggen er grøn”), forudsætter vi at det sagte er sandt. Når vi udtrykker en moralsk norm (”Du skal holde dine løfter”), forudsætter vi rigtighed. Og når vi giver udtryk for vore tanker og følelser (”Jeg mener hvad jeg siger”), forudsætter vi oprigtighed eller sandfærdighed.

Eftersom et aspekt ved kristendommen er lære, er det naturligt at spørge, i hvilken forstand de sætninger, dens lære udtrykkes i, kan være sande. Derimod giver det ikke mening at tale om sandhed i forbindelse med livsmulighed og livsform. Derfor bruger lærebogen det overordnede udtryk gyldighed.

Men ud fra denne tilgang er det altså religionsfilosofiens anliggende at undersøge, på hvilken måde kristendommens gyldighed kan begrundes. Det kan dårligt kaldes et ”rent” filosofisk anliggende.

I mellemtiden har Habermas på en måde bekræftet mig i det berettigede i at bruge hans begreb om gyldighed som udgangspunkt for en forståelse af religionsfilosofiens – og dermed teologiens – normativitet. For et år siden udgav han sit store værk ”Auch eine Geschichte der Philosophie”. Også en filosofihistorie.

Hans bud på, hvordan man ”også” kan forstå europæisk filosofi gør ham efter min mening til en overordentlig frugtbar samtalepartner for teologien. Ellers møder vi jo primært to filosofiske positioner: den pure afvisning af kristendom og religion – eller påstanden om ”religionens tilbagekomst”.

Habermas indtager en tredje position. Han er ikke en religiøs tænker, men han tager kristendommen alvorligt som en nødvendig samtalepartner for filosofien. Hans imponerende historiefortælling går nemlig ud på, at den vestlige filosofi, der for ham er mundet ud i en sekulær oplysningstænkning, i høj grad har haft karakter af en oversættelse af kristne forestillinger. Som eksempel kan man nævne tanken om det enkelte menneskes trosforhold til Gud som forudsætning for det moderne subjektbegreb. Konkret betyder det, at der går en lige linje fra Martin Luther til Immanuel Kant.

Med Luther sker der ifølge Habermas den grundlæggende ændring i forståelsen af kristendommen, at denne ikke mere indebærer et ”verdensbillede”, et omfattende syn på natur og verden.

Kristendom bliver derimod væsentligt det enkelte menneskes troende engagement i forhold til Gud. Denne kristendomsforståelse rendyrkes af Søren Kierkegaard og spiller en dominerende rolle i det 20. århundredes protestantiske teologi.

Denne ændring betyder, at kristendommens sprog ikke mere kan gøre krav på at være sandt. Dets gyldighed er derimod etisk-eksistentiel. Det betyder ikke, at kristendom for Habermas er en subjektiv og irrationel livsindstilling. Den har stadigvæk sin særlige form for gyldighed. Og denne gyldighed grunder i, at troen stadig retter sig mod en Gud, som dyrkes i gudstjenestens rituelle former.

En nutidigt levende kristendom forudsætter med Habermas’ ord en sakral dimension. ”Netop i moderniteten har en religiøs lære kun en overlevelseschance så længe som den praktiseres i gudstjenestens ritual i menigheden, altså også tilegnes i eksistentiel betydning”.

Det udsagn burde teologien – og kirken med – tage imod både som advarsel og som opmuntring. Som advarsel mod den udbredte mening, at kristendommen for at være nutidigt vedkommende skal udtrykkes i et helt ikke-religiøst sprog. Og som opmuntring til at koncentrere sig om det egentligt religiøse i kristendommen.

Men det teologiske projekt at forsvare kristendommen som en nutidigt gyldig virkeligheds- og livsforståelse støder på store vanskeligheder. Kulturen og offentligheden er tilsyneladende ude af stand til at forholde sig adækvat til kristendommen.

Problemet er såmænd ikke så meget ateismen. At skolen efterlader børn og unge med en yderst sporadisk viden om kristendommen er velkendt. Men det har jo sine årsager. En årsag er, at den religionsvidenskab, der for tiden drives på vore universiteter, tilsyneladende er de facto religionskritisk. Man savner – med meget få undtagelser – blik for det filosofiske aspekt ved kristendommen, som Habermas fremhæver. Kristendom i dagens Danmark fremstilles på samme måde som regnskovsreligion på Borneo.

En anden vanskelighed ligger i dagens mediebillede. I medierne behandles kristendom overvejende som en kuriositet. Det hænger i høj grad sammen med, at der stort set ikke indgår undervisning i religion i journalistuddannelserne her i landet.

Resultatet er, at religionens betydning som intellektuel og åndelig udfordring for samfundet underkendes. Det har også en politisk virkning, for eksempel den, at man står magtesløs over for islams terroristiske potentiale og kvindeundertrykkelse.

Jeg er mig bevidst, at mine bemærkninger kan opfattes som klynkeri eller jeremiade. Det er ikke meningen. Jeg forsøger blot at få et så realistisk billede som muligt af betingelserne for teologiens stemme i dagens Danmark.

Svend Andersen er professor emeritus, Aarhus Universitet.