KUN GUD ”kender menneskers hjerter”, står der i Det Nye Testamente, men måske skal der laves en tilføjelse, sådan at denne evne også omfatter Flygtningenævnet? I hvert fald er det præcis dét, som er tilfældet i en sag med to unge iranere, som vi kender. De har nu fået afvist deres ansøgning om opholdstilladelse og udvises af Danmark – blandt andet fordi Flygtningenævnet gør sig til dommer over deres tro og mener at kunne fastslå, at de to unge menneskers tro ikke er ægte.
Det er da virkelig grænseoverskridende, at Flygtningenævnet, som er et offentligt ”domstolslignende organ”, på denne måde kan gøre sig til dommer over andres tro på den kristne Gud!
DE TO MENNESKER er fra Iran og er konverteret fra islam til kristendom, mens de har opholdt sig i Danmark. De kommer trofast i kirke og missionshus, de er døbt, og vi synger og beder ofte sammen med dem. Alligevel tillader Flygtningenævnet sig at beskrive deres omvendelse til troen på den kristne Gud som en ”påstået konvertering”.
Hvordan er det dog, vi behandler flygtninge i Danmark?
De to flygtninge fra Iran er blevet vore rigtig gode venner. Ja, de er blevet ”vores børn”, som de selv siger! De har været i Danmark i næsten tre år, og de har ét stort ønske: at få lov til at få et liv i Danmark. Gennem de tre år i Danmark er det blevet til flere interviews i Udlændingestyrelsen, som endte med et nej til opholdstilladelse i Danmark. Derefter har de forsøgt sig ad rettens vej gennem Flygtningenævnet, men også det endte med et afslag og udvisning af Danmark.
Denne beslutning begrunder Flygtningenævnet med, at nævnet simpelthen ikke tror på, hvad vore to iranske venner siger. Flygtningenævnet tror ikke på, at de flygtede fra Iran, fordi de frygtede for deres liv på grund af mandens arbejde.
Og hvad værre er: Flygtningenævnet tror ikke på, at de to iranske mennesker er kommet til at tro på den kristne Gud, og på den måde gør nævnet sig til dommer over deres tro, som de ellers så fint har redegjort for under både interviews i Udlændingestyrelsen og retsmødet i Flygtningenævnet.
Her har de fortalt om, hvordan de for første gang har oplevet, at Gud er deres fader og ikke som i islam, hvor Gud forbindes med angst og straf, ligesom de har berettet om deres store glæde ved at deltage i det kristne fællesskab. De har fortalt levende om deres personlige tro, og de har redegjort for mange konkrete forhold omkring både Bibelen og trosbekendelsen – hvilket vi mener er langt mere, end hvad mange ”almindelige” danske kristne i folkekirken kan.
ALT DETTE ser Flygtningenævnet bort fra og kalder omvendelsen til kristendommen for noget, som de to iranere bare påstår. Det er simpelthen en hån mod dette unge par og en helt utrolig bedrevidenhed fra Flygtningenævnets side!
Nu skal de altså udvises til Iran, hvor personer, som har forladt islam og vendt sig mod kristendommen, betragtes som frafaldne og derfor skal dø. Det er, hvad mange med kendskab til forholdene i landet fortæller, men også her ved Flygtningenævnet åbenbart bedre.
I hvert fald skriver Flygtningenævnet i sin afgørelse, at disse unge ikke får problemer med at vende tilbage til Iran. Hvordan kan nævnet dog komme frem til det, når man nu ved, at i spidsen for Iran står et fundamentalistisk præstestyre?
”Danmark er et kristent land,” står der i grundlaget for den nuværende regering. Hvordan kan vi så tillade os at behandle kristne mennesker fra Iran på denne måde?
Hans Hansen er pensionist, Børkop. Peter Kofod er pensionist, Hundested.