Prøv avisen

Venstreordfører: Liberale bør have familien i centrum

. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/ Ritzau Scanpix.

Marlene Ambo-Rasmussen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I bogen ”Moderland” kritiseres politikerne for at have reduceret familiepolitikken til institutionalisering. Forfatteren har ret, og derfor må liberale melde sig på banen med en tydelig familiepolitik, mener Marlene Ambo-Rasmussen (V)

For nogle liberale har ”familie” en lidt negativ klang. Det skyldes, tror jeg, at familien opfattes som noget gammeldags. Den forpligter, begrænser og kan stå i kontrast til frihed og frigørelse. Desuden vælger man ikke altid sin familie, og det er langtfra alle, der er født ind i en ordentlig en af slagsen. Desværre.

På den konto tildeler visse liberale ikke familien helt samme status som friheden, og det betyder, at den familiepolitiske spillebane overlades til andre. For eksempel nationalkonservative, der kun kan tale familie, hvis ordet ”kerne” kommer foran – eller socialdemokrater, for hvem familiepolitik primært handler om, at børn skal være længere i institution, så mor og far kan bidrage til statskassen.

At nogle liberale ”overser” familien, er lige så besynderligt som ærgerligt. Først og fremmest, fordi mange borgerlig-liberale faktisk er udprægede familiemennesker. Dernæst, fordi familien tit udgør den sikre havn, hvorfra man kan stævne ud på frihedens hav. Og endelig, fordi familie rækker ud over den lidt snævre definition: far, mor og børn.

Desuden er familiepolitik langt mere end velfærdstatslig institutionalisering. Derfor håber jeg, at flere liberale vil kaste sig over familiepolitikken. Ikke mindst så socialdemokrater og andet godtfolk kan få ideologisk modspil.

Udgangspunktet for liberalismen er individet, dets rettigheder og i visse traditioner frigørelse. Heldigvis, fristes jeg til at sige, for andre ideologier har ikke samme skarpe blik for den enkeltes frihed. Hvad angår liberales opfattelse af samfundet, ses det således som en sum af individer. Hverken mere eller mindre. Teoretisk set rigtigt – for fællesskabers, institutioners og samfunds mindste byggesten er til syvende og sidst mennesker. Men i praksis er et samfund mere end en hob af mennesker. I langt de fleste tilfælde er individer nemlig forankret i fællesskaber, og for størstedelens vedkommende hedder det nok vigtigste fællesskab immervæk familien.

I det lys spiller familien en afgørende rolle. Både for den enkelte og for samfundet. For den enkelte – barn eller voksen – giver familien sikkerhed og tryghed. Og for samfundet har familien den funktion, at den socialiserer, opdrager og lærer individerne at tage ansvar. Børn lærer for eksempel, at de er en del af noget større og forpligtet ud over sig selv. Det kan virke banalt at anføre, men familien lærer simpelthen én at indgå i fællesskaber. Noget så simpelt som at gå ud med skraldet, rydde op efter sig eller passe mindre søskende bliver ofte et barns første skridt på vejen mod en tilværelse som myndig og ansvarlig borger.

Den forståelse af familien tror jeg, at de fleste kan blive enige om. Desværre bliver familien tit en ideologisk slagmark, og det skyldes delvist, at for mange har meget stærke holdninger til, hvad det gode familieliv er. For eksempel er opfattelsen af, at en familie kun er en rigtig af slagsen, hvis den lever op til far, mor og børn-kriteriet, dybt forældet.

Desuden mener jeg, at voksne, ansvarlige mennesker, der stifter familie, fint er i stand til selv at afgøre, hvordan familielivet indrettes optimalt. Om det så betyder, at man lever på polsk, eller at forældreparret udgøres af to af samme køn.

Det bringer mig til mit egentlige ærinde: at liberale skal blive endnu bedre til at tale om familien og føre en politik, der giver den enkelte familie maksimal frihed til at indrette sig, som den finder passende.

Anne Kirstine Sørensen har netop udgivet bogen ”Moderland”, og Kristeligt Dagblad bragte et interview med hende den 5. november, hvor hun kritiserer politikerne for at have glemt familiepolitikken og reduceret den til institutionalisering.

Sørensen kommer mig altså lidt i forkøbet med min kritik og selvransagelse, og jeg kan nikke genkendende til flere af hendes pointer. For eksempel at borgerlige i højere grad skal dyrke familien, og at den økonomiske politik burde indrettes således, at den giver familier bedre mulighed for at leve, som de vil. Underforstået: at de får råd til at vælge hjemmepasning til og institutionalisering fra. I udgangspunktet en god kritik og ditto løsning. Ikke mindst fordi en økonomisk politik, der giver mere frihed og dermed personligt ansvar, er kerneliberalt.

Det leder mig til det næste: at liberale ikke skal være bange for at tale om det ansvar og de forpligtelser, som det at stifte familie medfører. Også selvom de lidt støvede størrelser som ansvar og forpligtelser kan opfattes som værende i en slags modsætningsforhold til frihed og frigørelse. Vælger man eksempelvis at sætte børn i verden, har man gudhjælpemig også ansvaret for at opdrage dem ordentligt. Det må og skal aldrig være statens opgave at opdrage ens børn. Det er for eksempel mødres og fædres lod at opdrage arvingerne således, at når de begynder i skole, har de lært at sidde stille på stolen og holde mund. På den måde kan skolelæreren nemlig udføre sin opgave, hvilket er at undervise – ikke at opdrage.

Og skulle det knage i ægteskabets fuger, og er der børn i billedet, har jeg som liberal intet imod at opfordre til, at forældre gør deres ypperste for at få ægteskabet til at fungere. Om ikke andet, så for børnenes skyld. Hvilket – indrømmet! – kan have som konsekvens, at visse behov og selvrealiseringsprojekter sættes lidt på standby.

Her er det dog vigtigt at understrege, at med friheden, for eksempel til at stifte familie, følger et ansvar. I konkrete tilfælde over for ens udkårne og over for børnene.

Omvendt kunne jeg aldrig drømme om at slå til lyd for politikker, der gør det sværere at blive skilt. Også selvom forskning indikerer, at skilsmisser i flere tilfælde kan have negative konsekvenser, især for mange børn. I et samfund, hvor skilsmisseraten for tiden ligger på cirka 35 procent og tidligere på godt 50 procent, synes jeg dog, at der er plads til forbedring.

Uden jeg skal kloge mig på, hvorfor folk bliver skilt, tror jeg, at antallet af skilsmisser ville falde yderligere, hvis der førtes en politik, der i endnu højere grad lettede familielivet. Under alle omstændigheder mener jeg, at familielivet skal gives bedre vilkår.

Derfor skal det for eksempel også fremover være muligt at vælge den skole, der passer bedst til både børns og forældres behov. Ligesom en mulighed for at tilkøbe en madordning i skolen nok ville give mange forældre mere luft i en hektisk hverdag.

Sidst, men ikke mindst, ville en lempeligere skattepolitik kunne give familier mere økonomisk frihed, for eksempel til at hyre en rengøringshjælp eller gå mindre på arbejde.

På den måde ville børnene kunne være mere sammen med mor og far i stedet for i institution, sådan som førnævnte Sørensen argumenterer – hvis det altså er sådan, man ønsker at indrette sig.

Disse er blot få blandt mange eksempler på borgerlig-liberal familiepolitik. Og den er der altså brug for. Både i tale og i handling. Dels som modspil til andre opfattelser af det gode familieliv. Dels som en understregning af, at liberale også går op i familien. Individet er udgangspunktet, jovist, men det formes af og næres i velfungerende familier.

Og derfor er og bliver familien en borgerlig bastion, der skal prioriteres politisk. Ikke mindst af liberale.

Marlene Ambo-Rasmussen er familieordfører for Venstre.

Uden jeg skal kloge mig på, hvorfor folk bliver skilt, tror jeg, at antallet af skilsmisser ville falde yderligere, hvis der førtes en politik, der i endnu højere grad lettede familielivet.