Kritik er berettiget. Folkekirken skal blive bedre til at håndtere mennesker med særlige behov

Inklusion er ikke et tilvalg for en kristen kirke, skriver lektor i debatindlæg

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

I Kristeligt Dagblad mandag den 27. juli rettes en kritik af folkekirkens tilgængelighed, når det gælder mennesker med særlige behov. Artiklen har baggrund i en oplevelse, hvor Marianne Rosenkvist som mor til en dreng med autisme har mødt manglende forståelse for drengens behov i forbindelse med en kirkelig handling. Moderens oplevelse rummer en berettiget kritik.

Folkekirken har de seneste år fået fulgt op på adgangsforhold til gudstjenesterum og sognelokaler, når det gælder mennesker med fysiske handicap. Men vi har ikke gennemtænkt tematikken omkring mennesker med psykisk anderledeshed. Vi har stadig lettere ved at forstå et bevægehandicap end en hjerne, der tænker og oplever anderledes end flertallets.

Inklusion er ikke et tilvalg for en kristen kirke. Folkekirkens ledelse og præster og menighedsråd anerkender helt gennemgående evangelisk inklusion som kirkens præmis og arbejder engageret ud fra den. ”I er alle kaldede og indbudt!”.

Men en sag som den, Kristeligt Dagblad refererer til, hænger tydeligvis sammen med manglende indsigt hos præster og menighedsråd omkring, hvad det kan kræve af en for at være i stand til at deltage, når man for eksempel har en grad af autisme.

Det er folkekirken i de seneste år kommet i gang med at gøre noget ved i form af obligatorisk undervisning om inklusion i præsteuddannelsen, specialuddannelse på feltet med stor tilslutning fra præster i hele landet, oprettelse af landsnetværket Folkekirke for Særlige Behov med to præster fra hvert stift, der arbejder fagligt med tematikken, yder kollegial sparring og tager initiativer i stift og lokalt.

Den første ph.d.-afhandling om inklusion af mennesker med autisme i folkekirken er på vej. Selv sidder jeg i øjeblikket med en henvendelse fra en kvinde, der har gjort tilsvarende erfaring som Marianne Rosenkvist. Det har foranlediget hende til at lave et materiale specifikt rettet til ”specielle normale mennesker” med vejledning, der skal facilitere dialogen med folkekirkens præster omkring adgang til gudstjeneste og kirkelige handlinger. Vi arbejder nu på at give vejledningen en digital platform.

Kritikken, som Marianne Rosenkvists oplevelse rejser, har langtfra fundet sin løsning. Men der arbejdes alvorligt med tematikken i folkekirken, og det arbejde har netop brug for den stadige dialog med ”specielle normale mennesker”.

Lars Nymark Heilesen er lektor hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.