Prøv avisen
Debat

Kulturdirektør: Ole Hyltofts genudsendelser af DR-kritik er arrogante og overfladiske

DR skal stille op til kritik og debat om vores udsendelser, og intet ville ligge mig fjernere end at hævde, at vi altid rammer plet, og at prioriteringer, greb, emnevalg og udførelse ikke kan diskuteres. Jeg hører og forstår, at kendere af klassikerne ikke er tilfredse med tilgangen i ”Øgendahl og de store forfattere”, og det tager vi naturligvis alvorligt i evalueringen, men vi bøjer os ikke nødvendigvis, skriver Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR Presse

Tine Smedegaard Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg anerkender dybden i Ole Hyltofts engagement i kultur og folkeoplysning, men jeg er ikke imponeret over dybden i hans kritik, som jeg finder arrogant og overfladisk. Hvad værre er, at Ole Hyltofts fordomme står i vejen for en relevant vurdering af det, der foregår på skærmen, skriver DR's kulturdirektør

Jeg ved ikke, om det er tegn på svækket hukommelse eller dømmekraft, men Ole Hyltoft har en tekst liggende, som med ganske små variationer bliver ved med at dukke op som en forskudt genudsendelse i landets aviser. Essensen er hver gang, at der er noget galt med kulturen i DR, med general direktøren i almindelighed og med kulturdirektøren i særdeleshed.

Ole Hyltoft kan selvsagt mene, hvad han vil om kulturdirektøren i DR, og vi behøver ikke blive enige om det. Men neden under hans vedholdende kritik af DR’s kulturdækning lever uden tvivl et engagement i kultur, som vi til gengæld er enige om.

Vi er også enige i beundringen for kulturminister Julius Bomholt (S), som Ole Hyltoft for mere end et halvt århundrede siden arbejdede for, som en foregangsmand for folkeoplysningen i sin tid – fremsynet og villig til at tage chancer med blandt andet det dengang spritnye medie fjernsynet. Bomholt mente, det havde stort potentiale i folkeoplysningens tjeneste, dog var han usikker på, om der var stof til mere end en enkelt time om dagen, hvis udsendelserne også skulle have lødighed.

Meget er sket siden da, kan man vist roligt sige, men den grundlæggende ambition i DR’s brug af tv til kulturformidling er den samme: at inddrage mange flere i kulturens, kunstens og historiens rige verden end dem, der kender til den i forvejen.

I den seneste tid har DR styrket denne indsats: ”Historien om Danmark” formidlede danmarkshistorie til hele Danmark på tværs af geografiske og aldersmæssige skel. Bogmagasinet ”Vild med bøger” tager livtag med den levende samtale om bøger på DR K. Den klassiske musikquiz formidler den klassiske musiks krinkelkroge på både DR K og DR 1. Billedkunsten blev i foråret behandlet på DR 1 med blandt andet en serie om portrætmalere, og ”Kultur magasinet Gejst” løfter ambitionen om et nyhedsbaseret reportageformat om kultur og kunst, der kan engagere mennesker også langt fra kulturens indercirkler. Sidst, men ikke mindst, har serien ”Øgendahl og de store forfattere” vakt både stærk debat og stærk seertilslutning på DR 1 og via streaming på DR TV. For nu ikke at nævne de talrige serier: ”Kulturdynastier”, programmerne om de ikoniske sangerinder Anne, Sanne og Lis, foruden ”Ranes Museum”, de historiske serier om ”Danmark som slavenation” og ”På sporet af Vitus Bering” for blot at nævne nogle få.

Dem opholder Ole Hyltoft sig i sin kommentar her i avisen mindre ved, mens især ”Kulturmagasinet Gejst” samt ”Øgendahl og de store forfattere” er faldet ham for brystet. Det ene tilsyneladende, fordi værten Louise Wolff er køn. Det andet, fordi Mick Øgendahl er komiker. Jeg anerkender dybden i Ole Hyltofts engagement i kultur og folkeoplysning, men jeg er ikke imponeret over dybden i hans kritik, som jeg finder arrogant og overfladisk og værre: Jeg synes, Ole Hyltofts fordomme står i vejen for en relevant vurdering af det, der foregår på skærmen.

DR skal stille op til kritik og debat om vores udsendelser, og intet ville ligge mig fjernere end at hævde, at vi altid rammer plet, og at prioriteringer, greb, emnevalg og udførelse ikke kan diskuteres. Jeg hører og forstår, at kendere af klassikerne ikke er tilfredse med tilgangen i ”Øgendahl og de store forfattere”, og det tager vi naturligvis alvorligt i evalueringen, men vi bøjer os ikke nødvendigvis. Ikke fordi vi er tonedøve, men fordi vi med programmerne på DR 1 om de danske klassikere har et oprigtigt ønske om at forny kulturformidlingen, så den overkommer den mur, der ofte opstår mellem dem, der ved noget, og dem, der ikke ved så meget, snarere end igen og igen at bekræfte den.

Meget kulturformidling har gennem tiden drejet sig om at ”bygge bro” til nye brugere, ”række ud” til dem, der ved mindre – og ofte, som det også fremgår af ordvalget, har man opnået præcis det modsatte: at understrege, at nogle er indenfor, mens andre – de uoplyste – er mindre udviklede og udenfor og har brug for hjælp. Det er en form, som frastøder mange moderne mennesker, der ikke oplever sig selv som hverken forarmede eller exilerede i forhold til en centralt defineret oplysning og dannelse.

Men heldigvis er lysten stor til at opleve den kulturarv, som formidlingen drejer sig om. Derfor dramatiseringerne, hvor dygtige skuespillere personificerer de døde forfattere. Derfor de mange billeder af datidens miljøer og interiør. Derfor samtaler med overraskende, yngre kendere – som sangerinden Katinka og forfatteren Olga Ravn, der helt nutidigt og uden omsvøb fortæller, hvad klassikerne kan i dag. Derfor selvfølgelig også stadig hjælp fra modige eksperter, der heldigvis stiller op til det vovestykke, det er, når man forsøger at ryste støvet af juvelerne i vores fælles kulturarv. Og derfor endelig en vært, Mick Øgendahl, der har påtaget sig den utaknemmelige rolle at spille dum for øjnene af hundredtusindvis af mennesker, så vi får mod på at overkomme vores egen uvidenhed.

Alt det kan man forholde sig kritisk til, og det har mange engagerede eksperter og litteraturfolk gjort i den seneste tid.

Jeg ville ønske, vi kun havde fået ros, for den har vi også fået, men DR er nu engang også sat i verden for at eksperimentere og vove greb, der kan forny kendte genrer, og det giver øretæver indimellem, specielt, når man rører ved den sakrosankte kulturarv. DR er derimod ikke sat i verden for at gøre parnasset tilfreds, men for at udbrede den indsigt, parnasset besidder.

Og det virker, som om det lykkes: Kritikken til trods udtrykker rigtig mange seere, at de ser programmerne med stor fornøjelse og sammen med deres børn. Og oven i købet gør programmerne, hvad tv er allerbedst til: vækker nysgerrighed og lyst til at vide mere. Kurverne for søgningerne på Wikipedia er stejlt stigende på de forfattere, der portrætteres, hver gang vi har sendt.

Klassikere og kulturarv er ikke værd at beskæftige sig med, fordi det er fortid, men fordi det er aktuelt. Det er dét, moderne kulturformidling skal sikre. Det er ikke dilettanteri; det er med vilje.

Tine Smedegaard Andersen er kulturdirektør i DR.