”Tillykke.” Sådan råber min datter, hvis hun har har den samme farve trøje på som en af sine kammerater. Men råber hun det også, når hun har samme hudfarve som andre børn, hun møder?
Mange tror, at børn er ”farveblinde”, men forskning viser, at allerede når børn er et halvt år gamle, kan de se forskel på hudfarver. Og fra de er tre år, begynder de at bruge de oftest negative stereotyper forbundet til hudfarve, som de møder. Derfor er det vigtigt, at man ikke agerer farveblind over for sine børn, men taler med sine børn om hudfarve og giver dem en positiv forståelse af hudfarver. Det er vi forældre alt for bange for. Men hvorfor er vi det?
Lene Myong har i sin ph.-d. afhandling skrevet om det ubehag, der er forbundet med at tale om race og den betydning, vi tilskriver race, når vi begynder at kategorisere folk ud fra hudfarve.
I 2006 bad forskeren Birgitte Vittrup 100 familier med børn i aldersgruppen seks-syv år, der alle var hvide i huden, om at deltage i en raceundersøgelse. Da to tredjedele af forældreparrene fik at vide, at de skulle snakke hudfarve med børnene, løb testen imidlertidig delvist af sporet. Fem forældrepar valgte helt at melde sig ud af forsøget, og de fleste af forældrene undlod at tage samtalen med børnene. Man havde ikke lyst til at tale med sine børn om hudfarve.
Men som Vittrup fastsætter: Problemet er bare, at børn lægger mærke til hudfarve. De fleste vil gerne have, at deres børn er farveblinde, men det er de ikke, og hvis forældrene ikke taler om det, så finder børnene selv nogle, der gør det. Og det er ofte negativt ladet.
Det er interessant, at mange tænker, at det kan være ødelæggende for børn at tale om, at man har forskellige hudfarver, for man kan jo godt tale om, at man har forskelligt køn, forskellig hårfarve, eller at man har forskellige T-shirts på, men hvorfor så ikke hudfarver? Børn kan jo godt se ud ad deres øjne, hvorfor skulle de ikke kunne se, at der er forskel på hudfarve? I bogen ”Farvede forventninger” af ungdomsforsker Laila Colding Lagermann viser hun netop, hvordan hudfarve spiller ind i skolen. For ens hudfarve har også betydning for, hvordan man bliver mødt af samfundet omkring en, for man bliver mødt af ”farvede forventninger”.
Mange minoritetsetniske børn og unge går gennem en stor del af deres skoleliv med en oplevelse af at være forkerte eller fremmedgjorte, siger Lagermann. Derfor skal vi være ”kritisk farvebevidste”.
Min opfordring er, at man må komme ud over sit ubehag og begynde at tale om forskellige hudfarver, samtidig med at man er opmærksom på, hvad børns omgivelser fortæller dem om hudfarver.
Hvis stort set alle dukker på børneværelset er hvide samt alle karaktererne i børnebøgerne, så klinger det hult, når vi som forældre siger, at ”alle farver er lige gode”, når omgivelserne signalerer noget andet: at der findes én rigtig hudfarve. Det kan vi alle lave om på.
Camilla Kaj Paulsen er kultursociolog, foredragsholder og forfatter.