JEG SÅ for ikke længe siden første sæson af ”Westworld”, en HBO- serie fra 2016, en type science fiction, som har begge ben på jorden, og som derfor lugter af noget, der godt kunne ske i en ikke alt for fjern frem tid.
Seriens omdrejningspunkt er en forlystelsespark, som er bygget op som en klassisk western-verden befolket med robotter, som ikke blot ligner mennesker på en prik, men som også agerer uhyre menneskeligt med ret stor grad af programmeret evne til at improvisere.
SERIEN ER INTERESSANT, fordi den rammer noget, der advares mere og mere imod af seriøse eksperter – risikoen for, at vi en dag vil opleve, at computere/robotter er klogere end os og vil overtage verden.
I det lys er serien lidt skræmmende. Man spørger sig selv, om det kan komme dertil en dag? Om ”Matrix”-filmene måske ikke bare er ren fantasi?
Mens jeg har set serien, har jeg læst en lille svensk bog om en anden form for konstruktion. Bogen handler om den såkaldte queer-ideologi. Den er på stærk fremmarch i Sverige. Man tror det knap, når man læser om det.
Fra de mest betydende og meningsdannende dele af det svenske samfund arbejdes der seriøst og i fuld offentlighed for, at samfundet fra top til bund skal indrettes på en virkelighedsforståelse, som fuldstændigt dropper traditionel kønsidentitet for i stedet at lade kønsidentitet være flydende og selvvalgt og med mange flere muligheder end blot mand og kvinde.
DET ER EN RYSTENDE BOG. Jeg tilstår, at den skræmmer mig mindst lige så meget som ”Westworld”-seriens måske profetiske forudsigelse af en verden overtaget af kunstig intelligens.
Det sidste ligger dog endnu et stykke ude i fremtiden, hvis det overhovedet vil ske, og der findes næppe ét menneske, som nogensinde vil ønske, at det sker. Det første derimod er ikke fjern fremtid, men nutid i fuld udvikling, og ønsket af rigtig mange.
Minsandten om ikke politikere her til lands én efter én begynder at falde for dele af ideologiens fremmarch. Senest den borgerlige ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), som sympatiserer med tanken om muligt juridisk kønsskifte for børn ned til seksårsalderen.
MAN TROR, DET ER LØGN. Men det er det ikke. Lige så lidt som den nyligt fremkomne historie om en kvinde her til lands, der er gravid, men da hun har foretaget juridisk kønsskifte, vil hun betragtes som en gravid mand.
Hvordan er det kommet så vidt? For 10 år siden ville de allerfleste have anset tanken for absurd. For 20 år siden ville man slet ikke gide høre på den slags sludder. Men nu.
Jeg øjner dog et lille håb. Virkeligheden har det med at slå igennem. Også kønsvirkeligheden. At det for eksempel kun er kvinder, der bliver gravide. At køn først og sidst afgøres med eller uden den lille tap. Jeg spår ikke queer-ideologien nogen lang fremtid. Og skulle min spådom være forkert, er Jorden måske alligevel overtaget af robotter. Det er lige før, den tanke også trøster en anelse.
Henrik Højlund er sognepræst i Kingos Kirke, Nørrebro i København.