Satiretegnere efter ny konflikt om Muhammed-tegning: Satire skal kunne provokere

I sidste måned blev en fransk skolelærer brutalt myrdet efter at have vist Muhammed-tegninger i sin undervisning om ytringsfrihed. Men er tegningerne et vigtigt udtryk for ytringsfrihed eller provokation? En række danske satiretegnere giver deres bud

Nye Borgerlige med partiformand Pernille Vermund i spidsen har efter terrordrabet på den franske skolelærer Samuel Paty forsøgte at publicere to franske Muhammed-tegninger i annoncer i danske aviser, dog uden held. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Nye Borgerlige med partiformand Pernille Vermund i spidsen har efter terrordrabet på den franske skolelærer Samuel Paty forsøgte at publicere to franske Muhammed-tegninger i annoncer i danske aviser, dog uden held. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

En sort, tikkende bombe i turbanen. En muslimsk skoleelev foran en grøn tavle. Da danskerne åbnede Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005 mødtes deres øjne af 12 satiriske fortolkninger af muslimernes profet Muhammed.

Avisens daværende kulturdirektør, Flemming Rose, havde forinden sendt et brev ud til 40 satiretegnere med en opgave om at tegne ”Muhammeds ansigt”. Kun 12 ud af de 40 adspurgte tog opgaven på sig.

Lars Refn, der i dag er freelancetegner på nyhedsmagasinet Ingeniøren, var en af de 12 tegnere. For ham handlede det imidlertid ikke om at støtte Flemming Roses formulering om ”hån, spot og latterliggørelse”.

”Jeg anså Jyllands-Posten som en regeringsbærende avis, der støttede Anders Fogh Rasmussen (V), der gik solo med sin støtte til amerikanerne ved at gå med ind i Irak. Jeg tænkte først, at jeg ikke ville være med i tegneprojektet, fordi det var irriterende,” siger Lars Refn.

Han forklarer, at han er vokset op i Frankrig, hvor han har mange muslimske venner, hvorfor han ikke havde nogen intentioner om at genere dem.

Som modsvar til Jyllands-Posten valgte han derfor at lave en tegning, der skulle gøre grin med avisen og ikke profeten Muhammed. Det opdagede avisen imidlertid ikke, før tegningen var blevet bragt. Tegningen forestiller en muslimsk skoleelev foran en tavle, hvorpå der står en arabisk tekst. Oversat betyder sætningen: ”Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører.”

”Jeg ønskede overhovedet ikke at provokere nogen muslimer. Jeg ville gøre grin med avisen med min tekst på tavlen. Hvis Jyllands-Posten valgte ikke at trykke det, så knægtede de min hellige ytringsfrihed i deres projekt,” siger Lars Refn, der fik mange positive reaktioner for sin tegning blandt muslimer. Dog var han nødt til at flytte hjemmefra, da han også modtog dødstrusler.

En anden og formentlig den mest omtalte af de 12 tegnere, Kurt Westergaard, kan også nikke genkendende til utallige dødstrusler og var sågar ude for et mordforsøg i 2010. Hans tegning forestiller profeten Muhammed med en tikkende bombe i sin turban. I dag lever Kurt Westergaard under fuld beskyttelse af PET.

”Jeg kom til at tænke på Adam Oehlenschlägers skuespil om Aladdin, som får en appelsin i sin turban. I stedet kunne jeg jo putte en bombe i Muhammeds turban,” fortæller Kurt Westergaard, som anså Flemming Roses opgave som ganske god.

I øvrigt betragtede han den som en rutineopgave.

”Jeg håber altid på at kunne provokere nogle. Min tegning viser, at der er nogle barske ting i islam. Islam har en mørk side, og det havde kristendommen også engang. Udviklingen af religion kan tage meget lang tid, men man kan håbe, at islam udvikler sig,” siger han og uddyber, at han aldrig har fortrudt at lave tegningen, da det var et udtryk for provokation i den forstand, at ingen turde at tegne Muhammed.

Det anså han som provokation i ytringsfrihedens navn.

Satiretegner på Politiken Roald Als mener, at man må tegne det, man vil. Bare det er sjovt. Selv har han sjældent oplevet, at nogle er blevet vrede over hans tegninger, kun Pia Kjærsgaard (DF). Men det lader han sig ikke bremse af – så ved han blot, at han har ramt rigtigt, som han formulerer det.

Roald Als synes, at Muhammed-tegningerne både kan ses som et udtryk for provokation og som symbol på ytringsfrihed alt efter, hvilken sammenhæng de bliver brugt i.

”Pernille Vermunds (NB) metode er provokation. At Inger Støjberg (V) har dem på sin iPad, det er provokation. Nogle af tegnerne mente dengang, at deres tegninger var et forsvar for ytringsfrihed, så det var det,” siger han og henviser til, at Nye Borgerlige med formand Pernille Vermund i spidsen forsøgte at publicere to franske Muhammed-tegninger i annonceform i landets aviser, dog uden held.

”I Frankrig har man vedtaget, at man skal undervise i ytringsfrihed og satire. Hvordan læreren så gør det, det er op til ham selv. Samuel Paty valgte at bruge Charlie Hebdos Muhammed-tegninger, hvilket var op til ham,” forklarer Lars Refn, hvilket Roald Als er enig i, da det er op til læreren at vurdere, om han vil bruge tegningerne.

Der er altså stor enighed blandt satiretegnerne om, at satire er til for at provokere i henhold til, at der findes ytringsfrihed. Dog husker de på, at der skal være en årsag til at føre pennen.

”Jeg vil ikke gøre grin med en race bare for at gøre grin med en race. Jeg har ikke noget i mod at tegne en jøde eller et sort menneske. Men man skal ikke tegne for bare at provokere – man skal have en kontekst,” forklarer Roald Als.

Lars Refn istemmer:

”Jeg er bekymret for, at man trykker Muhammed-tegningerne uden at have en kontekst bag. Jeg ville hellere sætte restriktioner på, at man fortalte historien ordentligt, når man trykker tegninger,” siger han.

Satiretegner Mette Dreyer fra Politiken modtog ikke Flemming Roses opfordring i 2005, men ville alligevel have takket nej til opgaven.

”Jeg har ikke noget udestående med muslimerne og Muhammed. Jeg anså det som en konstrueret opgave. Hvis man ikke har noget udestående med det, man skal tegne, hvorfor så lave tegningen overhovedet? Så bliver det bare en konstrueret provokation,” siger Mette Dreyer, der mener, at Muhammedtegningerne er mobning camoufleret som ytringsfrihed.

”Satire og ytringsfrihed er redskaber til at gå i struben på magten. Herunder også muslimske mørkemænd, der ikke ønsker at spille efter demokratiske regler. Hvis man har lyst til at gå i konflikt med magtfulde mænd, muslimer og så videre, så skal man gøre det på en anden måde end med tegningerne. Man skal opnå en samtale, hvor man ender med at blive demokrater,” fortæller hun.