Den amerikanske forfatter Amanda Gorman havde ønsket sig en yngre, helst farvet, kvinde til at oversætte sit digt ”The Hill We Climb”, som hun fremførte til Joe Bidens indsættelsesceremoni, til dansk.
Det fik hun så med dansk-pakistanske Naiha Khiljee, men åbenbart også en ret dårlig oversættelse, som – i hvert fald ifølge Kristeligt Dagblads anmelder den 31. marts – er præget af dårlig fornemmelse for poesi, uvidenhed, misforståelser, svulstighed, forvrøvlethed, pjankethed og mishandling af originalteksten i en oversættelse, som ”minder om en konfirmationssang fra oldefars tid”.
Som jeg forstår det, skulle argumentationen for at anvende hudfarve, alder og køn som kriterium for at vælge en oversætter ellers være, at en yngre, farvet kvinde delte livserfaringer med Amanda Gorman og derfor ville være bedst til at fortolke hendes tekst på den mest autentiske måde.
Sandheden er dog nok, at hudfarve, alder og køn i bund og grund er helt irrelevante kvalifikationer at se på, når man skal vælge en oversætter. Ligesom det også er det i en lang række andre sammenhænge. Hvorfor en dansk-pakistansk kvinde skulle være særligt på bølgelængde med en sort, amerikansk kvinde er i øvrigt også særdeles gådefuldt for mig og forudsætter nok, at man er noget mere hjemme i identitetspolitikkens idéer om ”intersektionalitet”.
Når man leder med lys og lygte efter de rigtige fysiske karakteristika som det første, så glemmer man let de kvalitetsmæssige kriterier, og derfor vil der være overhængende risiko for, at der kommer dårlige kunst ud det.
At være en dygtig oversætter med god, sproglig forståelse og litteraturhistorisk indsigt vil altid trumfe hudfarve med mere, selv hvis oversætteren skulle være – gys – en midaldrende, hvid mand.
På samme måde som det for eksempel heller ikke er noget relevant kriterium, at en sort skuespiller skal lægge stemme til en sort tegnefilmsfigur, hvis man dermed går på kompromis med kvaliteten, som det blev diskuteret for nylig i forbindelse med Pixarfilmen ”Sjæl”, hvor hvide Nikolaj Lie Kaas lagde stemme til den sorte hovedperson.
Det Danske Filminstitut foreslog tilmed sidste år, at det skulle være et kriterium for at få filmstøtte, at man kunne opvise en vis etnisk variation blandt skuespillerne. Det droppede de heldigvis igen, da den slags næppe er tilladt efter dansk lovgivning.
I identitetspolitikkens tidsalder er det en stor fare, at vi ikke længere bliver set som individer med særlige karaktertræk, kompetencer og talenter, men først og fremmest som repræsentanter for vores race, køn, seksualitet og så videre.
Men det er og bliver en forvrænget måde at se verden på, som meget let risikerer at føre til et samfund med færre nuancer, dårligere kvalitet og flere konflikter mellem mennesker.
Nikolaj Bøgh er rådmand i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti.