Studerende på Menighedsfakultetet: Kvindelige præster handler om åndsfrihed

Studerende på Menighedsfakultetet: Kvindelige præster handler om åndsfrihed
Foto: Paw Gissel.

Kald det ”åndsfrihed”, kald det ”frihed til at lade sig overbevise af teologiske argumenter frem for en politisk vedtagelse” eller kald det ”vilje til at vise teologiske hensyn”. Jeg ønsker ikke at gå ind i den tekniske diskussion om et enkelt begreb, som Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard lægger op til i et svar til mig i Kristeligt Dagblad den 8. oktober.

Men jeg holder fast i mit anliggende: Det er glædeligt, at Menighedsfakultetet udviser respekt og frihed i et spørgsmål, som, uanset hvordan vi stiller os, ofte medfører store personlige konsekvenser. Jeg er klar over, at der både er grædt af glæde og af sorg over Menighedsfakultetets nye melding.

Også fordi det er så sårbart et emne, er det vigtigt med bedst mulig plads til at kunne føre en ærlig og respektfuld samtale med fokus på det, der er sagens kerne: Hvad Bibelen siger.

Behovet for at fastholde nej-synspunktet via en politik udstukket af en bestyrelse fremfor gennem en faglig akademisk debat, undrer mig. Jeg kan ikke se, hvad skade det gør at rykke debatten fra bestyrelsens bord til forskernes bord. Dygtige forskere både på Menighedsfakultetet og andre steder fra når frem til noget forskelligt, men vi betvivler jo på ingen måde deres bibeltroskab.

Hans-Ole Bækgaard nævner selv Indre Mission. At Indre Mission anerkender den enkeltes frihed på dette punkt, viser netop, at man ikke mener, det kan være afgørende for, om vedkommende er bibeltro. Det må også vise, at det er et emne, vi kan være uenige om, og at der kan være plads til det.

Og hvad er det, han har mistet? Nej-synspunktet er stadig anerkendt og respekteret. Nu er ja-synspunktet det også – uden nogen dermed er tvunget til at ændre overbevisning.

Det er den åndsfrihed, jeg vil forsvare. Kald det, hvad man vil.

Emma Kirk Pedersen er stud.theol. på Menighedsfakultetet i Aarhus.